Red Barnet Ungdom Blogs

Vi har nu afholdt vores første kursus og workshop i ”Introduktion til journalistik”, hvor Karen bl.a. skulle gennemgå de forskellige journalistiske genrer, presseetik og nyhedskriterier. Vi startede 12, men lidt flere har fået nys om magasinprojektet, så vores redaktion er vokset til 16. Da de fleste har job eller studie ved siden af, måtte vi afholde tre kurser. Få dukkede slet ikke op, og størstedelen deltog alle tre dage og måtte høre på den samme sang tre dage i træk. Det skyldes næppe de vise ord men derimod, at der er meget lidt at tage sig til for unge mennesker i Ein el-Hilweh. Så i stedet for at vandre formålsløst rundt i gaderne, kan man hænge ud sammen med vennerne til et kursus, som så tilfældigvis er journalistik.

To hoveder er bedre end tre

Karen var selv undervisningsaspirant og lettere nervøs over, hvordan de ville modtage et halvt års undervisningspensum, der var vakuumpakket til en dag. Ville hun blive afbrudt af svage blærer, mobiltelefoner eller mødt af trætte blikke? Hendes bekymringer blev gjort til skamme. De var yderst eksemplariske – sad bænket hele tiden, lyttede og lavede kaffe til hende i pauserne. Næste workshop handler om interviewteknik og vinkling. Vi håber at se de fleste hoveder to gange hverken mere eller mindre.

Det er nogle gode hoveder, vi har med at gøre. Kvikke, nysgerrige og søde. Og så har de en beundringsværdig mængde menneskelige ressourcer. Selv om de hver især kæmper med at få en uddannelse, et job og mad på bordet, har de en stærk fællesskabsfølelse. For eksempel Mohammad en af vores journalister in spe. Han forsørger sin mor og sin søster, men for nylig mistede han sit job i et pizzeria. Hver dag tager han til Saida eller Beirut for at finde et job og en arbejdsgiver, der vil betale ham mere end ti dollars om dagen. Når han kommer tomhændet hjem, slår han et smut forbi Social Solidarity Center, for der kunne sidde en jævnaldrende, som havde større problemer end han selv. Mohammad er ikke et enkelttilfælde. Mange af de andre melder sig f.eks. som samaritter, så de kan bære de sårede eller tilskadekomne ud af lejren på bårer. For ambulancer må nemlig ikke komme ind i lejren.

Taxatur med attentatmand

Infrastrukturen er aldrig rigtig komme op at køre i Libanon. Der er regulære busser til de lange strækninger, men på de kortere ture fungerer taxaer som en slags shuttelbusser. Man betaler for sit sæde, og i Saida og Ein el-Hilweh må man punge ud med et beskedent beløb – 6 kroner. Her er virkelig mange taxaer. Det er lige før, at der er flere taxaer end mennesker. Byen summer af dyt, dyt, båt, båt, for der er kamp om passagerne. Alligevel har vi siddet i en bil, hvor vi var seks passagerer i alt. Anne havde stort set to børn på skødet, Karen havde hovedet ud af vinduet, og de øvrige passagerer holdt fast i bildørene. Taxaerne er mere eller mindre ramponerede, og ofte er man bange for at bunden går ud, når chaufføren gasser op. De kan i øvrigt være lidt udfordrende de chauffører. For eksempel oplevede Karen en tur med en Fatahsoldat, som pralede med, at han var med til at sætte ild til det danske konsulat i 2006.

Fedt at være gazellen

De lettilgængelige og billige taxaer har stor set udryddet alternative transportmidler som f.eks det ene ben foran det andet. Du ser stort set ikke en eneste gående, hvis han eller hun har en ærinde over ti meter. Og dog. Langs vandet er der en strækning på fire km – her ses Libaneserne til bens. Iført tøj som skulle de løbe et maraton, trisser de lige så stille langs kyststrækningen. Mændene i toptunet Nike-udstyr og mobilen ved øret. Kvinderne altid to eller tre sammen i lyserødt og glimtende joggingsæt med fuld makeup. De taber kæben, når de ser os to løbe forbi dem. Nogle griner andre ryster på hovedet. Og det er ikke fordi danskerne er atleter! Med medium korte ben og en magelig indstilling, er de vant til at den ene efter den anden overhaler dem i Frederiksberg Have eller Amager strandpark.

Jihad mod krokodillereje

Så der findes altså ikke libanesiske gazeller. Til gengæld har de et helt ukendt kryb, som vi mødte en mørk aften. Gemt bag gulerodsskralder og persilleblade kigger to øjne op fra køkkenvasken. ”Ej, hvad er det”, råber Anne og roder lidt rundt i skralderne. Og så et kæmpe skrig. Et bizart lyserødt dyr med krokodillekrop iler op af vasken og hen ad køkkenbordet. Karen støder til og skriger og leder efter ammunition. Et splitsekund efter er vi begge bevæbnet henholdsvis med Cillit Bang og klorinspray. Efter tre minutters skiftevis grinen og skrigen,  lykkedes det os at kvæle krokodillerejen i kemiske gasser.

Næste dag måtte vi have en forklaring på, hvad det var, vi havde myrdet. Det var en Abo Brais. Profeten har selv forbandet krybet, og da vi oven i købet tog dens liv på en fredag, så var det faktisk en hellig handling.

Når i får oprettet en RBU mail, bliver i henvist til adressen http://mail.redbarnetungdom.dk for at kunne tilgå mailen. I systemet når i får oprettet en RBU mail er der også adgang til kalender og dokumentdeling. Disse tilgås når der er logget ind, øverst i venstrehjørne over logoet.

Genvej til dokumenter og kalender

Hvad i ikke før er blevet fortalt, er at kalenderen og dokumentdelen kan tilgås af anden vej.

Tilgå kalenderen via adressen http://cal.redbarnetungdom.dk

Tilgå dokumentdeling via adressen http://doc.redbarnetungdom.dk

Tilgå mailen via adressen http://mail.redbarnetungdom.dk

 Bang! Vi sidder på vores terrasse og fordøjer dagens indtryk i Saida i syd Libanon, hvor vi har været i tre dage. Vi gør status over Libanons mange finurligheder – de retoucherede babybilleder, som hænger i mange hjem, udbrændte taxaer, som rent faktisk kører rundt i gaderne, hvis passagerne da lige holder fast i døren i svingene, den varme arabiske gæstfrihed og den stærke kontrast – den libanesiske hær, som er synlig ved hvert andet gadehjørne.

 Men samtalen slutter brat, da vi hører et ordentligt brag nede på gaden. I første omgang bliver vi enige om, at det ikke er noget særligt, men da vi hører endnu et brag, får vi pisket en stemning op. Måske det er en bilbombe?

Evakuering i trappeopgangen

Fanden tager ved os, og vi evakuerer os selv ude på trappeopgangen. Vi drøner ned til viceværten, for at får klarhed over, hvilken slags ´bang bang´ vi har hørt. Han forstår ikke noget, selv om vi basker med armene og siger: ”bum, bum”. Op igen. Denne gang ringer vi på hos damen over for os. Hun forstår godt, hvad vi mener med ´bum, bum´ og basken med armene. Hun ryster overbærende på hovedet, og siger et forståeligt ord – fyrværkeri. Hun peger på sit to-årige barnebarn, og vi tror, at hun fortæller os, at ’den lille’ da også blev forskrækket. Så fik vi da lige gjort opmærksom på, at vi er flyttet ind.

På med pandelampen

De andre beboere, kender os måske fra den dag, hvor vi korssluttede hele ejendommens strøm. I Libanon går strømmen seks timer om dagen i forskellige tidsrum. Og som erstatning har de fleste hjem en generator, til de mest nødvendige lyskilder. Anne og Karen havde gang i samtlige hårdhvidevarer og andre strømslugende apparaturer og tænker, at det går nu meget godt med en generator. I den forbindelse fik vi også lige hilst på de andre beboere. Vi har lært det nu – pandelampen er kommet på og stearinlysene er sat på bordet. Selv om vi har gjort et mindre godt indtryk, har vi de sødeste naboer. De hilser og smiler, selv om vi sætter huset på den anden ende.

 Uventede gæster – ingen Gevalia tak

Den mand vi lejer lejligheden af, har vi såmænd også hilst på. Det skete den dag, hvor det myldrede ind med uventede gæster – syv styks, som traskede ind i vores stue, tændte smøgerne og bestilte arabisk kaffe. Vi havde lukket en af dem ind selv – en af samarbejdspartner Adel, som skulle hjælpe os med Internettet. Men resten kendte vi ikke. Adel kendte et par af dem, det var i hvert fald ham, der lukkede dem ind, det fik vi ikke lov til selv. ”Hvorfor står I bare op og kigger”, spørger en ung kvinde os på et tidspunkt. Vi kan nok ikke helt skjule, at vi ser meget forvirrede ud over de her fremmede mennesker, som ikke hilser, men bare går målrettet hen mod vores sofa og vil have kaffe hele tiden. Hvem er I, hvad skal I og hvor længe bliver I? Vi forsøger hele tiden at analysere os frem til, hvad de skal. Der er ingen tvivl om, at de synes, vi er nogle besynderlige værter.

Pludselig begynder en af dem at trække et kabel, og tre af dem går storrygende rundt og inspicerer vores lejlighed. Den eneste kvindelige gæst kommer os til undsætning og hjælper os med at lave arabisk kaffe. Vi havde ellers disket op med nescafé, men det var gæsterne ikke begejstrede for. Den hjælpsomme kvindelige gæst – Yassar viser sig, at være Adels niece, to af dem er ’cabel guys’, en er landlord og de sidste løsøre, tjah, det ved vi ikke. De blev der alle i to-tre timer, hvor al samtale foregik på arabisk.

 Til forhør på militærbasen

Til gengæld er det vidunderligt ikke at forstå, hvad der foregår, når man skal ”sikkerhed godkendes af militæret”. For at få lov til at komme ind Ein el-Hilweh, skal man nemlig godkendes af det Libanesiske Forsvar, og de er mindre fornøjede over journalistiske projekter i lejren, som synliggør den palæstinensiske armod og uretfærdighed. Derfor skulle vi modificere vores formål med projektet. Og så er det rigtigt rart med et par ekstra sekunders tænketid, når man skal have argumenterne i orden over for en officer på en militærbase. Forhøret var heldigvis hurtigt overstået, og vi har fået vores papirer.

Fugl med bronkitis

I skal lige have en sidste anekdote fra Saida. De første par dage i lejligheden undrede vi os over, hvad det var for en mærkelig fugl, der ind i mellem pippede hysterisk højt, ja faktisk som om den var inde i vores lejlighed. Vi rendte rundt og forsøgte at lede efter denne eksotiske fugl. Ti-øren faldt den dag fuglen var i stand til at banke på døren. Det var den kære Adel, der brugte vores dørklokke.

Stabler af sandsække og rød – og hvidstribede olietønder står side om side med Kalashnikov bevæbnede libanesiske soldater. De bevogter check-point i den største palæstinensiske flygtningelejr – Ein el-Hilweh i Libanon. Her er 75.000 mennesker stuvet sammen på godt 2 kvm2.

De første af lejrens beboere kom hertil i 1949 efter oprettelsen af staten Israel. Flere flygtede dertil i 1967 efter Israel besatte Gaza og Vestbredden. Men størstedelen af Ein el-Hilwehs flygtninge er født i lejren, og her bliver de, for de kan ikke forlade Libanon. Er man så uheldig at blive født palæstinenser i Libanon, bliver man nemlig udstyret med identitetspapirer i stedet for pas.

Libanons 400.000 palæstinensere har ikke ret til at stemme, de må ikke eje fast ejendom, og 70 forskellige jobs må de ikke bestride, fordi den Libanesiske regering stadig betragter dem som udlændinge, selv om de har boet i Libanon i mere end 50 år.

Rugekasse for militante grupper

Foruden soldaterne, er lejren er omringet af pigtrådsspiraler og betonmur. Ingen kan forlade lejren uden at skulle igennem én af de i alt tre bevogtede udgange. Mange kan passere checkpoint med et enkelt nik til soldaterne ved bommen, men det er ikke ualmindeligt at blive tilbageholdt og forhørt i flere timer. Den libanesiske hær må ikke gå ind i selve lejren, det er palæstinensisk område, og egenrådigt styret af lejrens beboere. Hvem der så regerer derinde er uvist, men både Hamas, Fatah og forskellige islamiske, militante grupper slås om magten i Ein el-Hilweh. Skudhuller i murene og Kalashnikov bevæbnede guerillasoldater er derfor en del af gadebilledet i lejren. Det samme gælder billederne af martyrer eller politiske ikoner, der har ladet livet i Guds eller Arafats navn. De pryder husmurene og telefonpælene over alt i lejren.

Benzin, parfume og friture

Ordet ’lejr’ klinger hult, når man passerer checkpoint, for her minder mest af alt om en krigszone. Men bag Libanons og militsernes kontrol åbner sig en tætpakket by. Ghetto måske. Stort set alle husene er opført i gasbeton og det, der engang var maling er skallet af. Alt for mange af husenes tage er af blik, der holdes på plads af udtjente bildæk. Byen vokser og vokser, og gaderne snævrer sig ind år for år.

Her i de overbefolkede handelsgader springer de gående rundt om huller i vejen, lastbiler, ramponerede taxaer, og ranglede skoledrenge på scootere, der alle sammen maser sig igennem Ein el-Hilwehs smalle hovedgader. Klods op af hinanden ligger kiosker, mekanikere, grønthandlere og tøjbutikker. Lugten er tung af benzin, billig parfume og friture. Det er svært at finde noget, der er mere rodet end den støvede og snavsede handelsgade. Det skulle så lige være el-ledningerne, som er filteret ind i hinanden og slynger sig tilfældigt fra bygning til bygning. Nogle endda i børnehøjde. Hvor er ’elektrikere uden grænser’?

Foran butikkerne fordriver mænd tiden på snavsede plasticstole og drikker te eller kaffe, skoldedrenge driver omkring og dasker til hinanden. De kigger alle nysgerrigt og hilser på de to gæster – to danske kvinder fra Red Barnet Ungdom.

Et talerør for unge palæstinensere

Anne Frisenette og Karen Torp-Pedersen fra Red Barnet Ungdom skal på tre måneder etablere et ungdomsmagasin i Ein el-Hilweh, som er den største palæstinensiske flygtningelejr i Libanon. Projektet er et samarbejde med Social Solidarity Center og Red Barnet ungdom. Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) har sponsoreret projektet.

Vidste du at man ikke behøver at være logget på sin Red Barnet Ungdom mail for at chatte med sekretariatet, frivillige og andre som er på RBU mailen. Google benytter sig af et og samme system, som Gtalk (Google’s eget program) som også andre programmer understøtter.

Vær’ at nævne er programmet Pidgin, som kan håndtere alle dine chatkonti herunder MSN, ICQ o.l.
Pidgin er let og overskueligt. Det er gratis, og så fylder det ikke meget i dit skærmbilled, fordi den ikke gør reklame for alt muligt andet og har alle mulige ikke anvendelige funktioner som fx MSN gør.
Læs og hent pidgin

Installation af Pidgin

Når du har fuldt installationsvejledningen og installeret programmet på din computer, vil pidgin automatisk åbne.

Opsætning til Red Barnet Ungdom Chat

Efter installationen, skulle pidgin gå direkte til account manager, hvor du administrere dine konti i pidgin. Starter det ikke, findes den under menuen | Accounts | Manage Accounts |. Klik på knappen for | Add |.

I faneblad 1 [Basic]
Screen name: [skriv dit brugernavn, som også er din mailadresse]
Server: redbarnetungdom.dk
Resource: Home
Password: [skriv dit password]

I faneblad 2 [Advance]
Force old (port 5223) SSL: Check feltet
Allow plaintext auth over unencrypted streams: Skal være Un-Checked
Connect Port: 443
Connect Server: talk.google.com
Proxy type: Use Global Proxy Settings

Når oplysningerne er indtastet, trykker du Add og det skulle nu virke. Du kan bruge skærmbillerne til at hente hjælp, for hvordan opsætningen skal indtastes.