Red Barnet Ungdom Blogs

Det sejeste værelse nogen sinde – det har vi set. Ejermanden er Saleh på 23 år, der er stor fan af Che Guevara. På stort set hver en tomme på væggen kigger Che frem med sin sorte baskerhuse, sit lange hår og skæg. Han får dog lov at dele pladsen med Castro, Lenin og Salehs bedstefar. Hvad han hedder, er lidt uvist for både os og for Saleh selv. ”His last name was Ibrahim”, fortæller Saleh. Men en ting er sikkert i 1968 kaprede han ifølge Saleh et El Al fly i Athen sammen et par øvrige PFLP medlemmer. Ingen bygninger blev beskadiget og heller ingen mennesker måtte lade livet. ”He did it to make negotiation”, lyder svaret fra Saleh, som fortæller at aktionen resulterede i, at et par PFLP medlemmer blev løsladt fra Israelske fængsler. Saleh er selv medlem af PFLP ligesom resten af drengene på vores redaktion, og de drømmer alle om at slå sig til partimedlemmerne i Palæstina. Ingen af dem har nogen sinde sat deres ben på palæstinensisk jord, men et par af dem har det på flaske. Ved siden af Salehs natbord står en colaflaske fyldt med den palæstinensiske muld. Og en sten fra det tabte land har han også skaffet sig. Det eneste vestlige, der er at spotte på Salehs 7 m2 er en bog af en amerikansk coach – Paul McKenna, som kan ’ændre dit liv på syv dage’. Saleh selv er håbefuld over for den opmuntrende bogtitel.

En garvet rotte i faget

Saleh er en af vores gulddrenge. En plads han deler med otte andre. Vores redaktion består officielt af 16, men vi må nok erkende, at det er halvdelen, som virkelig brænder for det her magasinprojekt. Vi er stort set færdige med undervisning, så nu skal de snart til tasterne. Forrige søndag tog vi seks af dem med til Beirut for at blive undervist af Mr. Mishlawi, som er redakatør for The Middle East Reporter. Han udstyrede alle med bøger og vores redaktion høstede ud af hans mange års erfaringer. Der var virkelig lys i deres øjne, da vi tog bussen tilbage til Ein el-Hilweh, så vi glæder os til at se deres artikler. Desværre blev det ikke denne weekend, da det var Eid, så alle ungerne var i familiens skød i disse dage.

Hvor er den arabiske pendant til Emma Gad?!

Anne og Karen skulle ikke sidde alene i den store lejlighed i Saida under Eid, så Hanan fra gruppen havde inviteret os hjem til hendes familie i fredags. Vi ville være prima gæster og ikke terrænpædagoger, som vi plejer. Stiletterne kom derfor ud af skabet og en af os havde endda lidt bling på skulderen. Til daglig skiller vi os i den grad ud fra mængden ved at have behageligt fodtøj på – f.eks. gummistøvler og uformeligt og jordfarvet tøj. Kvinderne her – hvad enten det er i Saida eller Ein el-Hilweh – går altid i stiletter og glimtende tøj i lyserødt eller rødt. Til Eid skulle den så have hele armen, troede vi. Desværre måtte vi sande, at til netop Eid havde familien trukket i sofatøj – jogginsæt og sutsko. Vi vænner os aldrig til dresscoden her.

En slags kamikaze fodgængere

Vi kan lige så godt sige det med det same, vi vænner os heller aldrig til trafikken i Libanon. Det er det vilde Vesten. Vi har set skraldemænd, der hænger på siden af lastbilen, mens den brager derud af med 100 km i timen på motorvejen. skraldemændenes dødsforagt bliver næsten overgået af de friske fodgængere, der vælger at krydse motorvejen ved at springe rundt mellem bilerne for at nå bussen. Busserne er til gengæld large. Stort set alle chauffører trækker i håndbremsen, hvis man får lyst til at tage bussen på motorvejen frem for at løbe rundt i nødsporet. Men det er selv sagt ikke helt ufarligt. Heldigvis har vi kun oplevet, at døren til bussen faldt af under den hårde opbremsning.

Fra ’russi’ til mademoiselle på en time

Under Eid har vi har taget en del dagsudflugter til Beirut. Vi er glade for Libanon, men mindre for vores bopæl Saida. I den seneste tid, har vi oplevet, at mange mænd tror, at vi driver ’verdens ældste erhverv’. Tilråb som: ”Russi, Russi”, ”How much?” og den værste ”Come on baby I will give you 500 dollars” må vi lægge øre til, selv om vi har gummistøvler på eller er iført løbetøj. Vi skælder dem hæder og ære fra, men lige meget hjælper det. Ture til Beirut er vores pusterum, for her bliver vi kaldt mademoiselle og kan nyde en kop kaffe på en cafe uden jobtilbud.

Hanin, en af vores unger er blevet forlovet, og vi var med til fest.  Da vi ankommer til festivtias, er festen delt i to. Kvinderne i en stue, og mændene i en anden. Ikke overraskende bliver vi gelejdet ind ’damestuen’. Langs væggene sidder kvinderne ved  hver sin stol og taler lavmælt med sidemanden. For enden af stuen i noget, der ligner en kongetrone sidder hovedpersonen – Hanin. Vi kan næsten ikke kende hende, da hun har et fantastisk skrud på af en kjole med similisten og er sminket ’a la middle earsten style’ (red. til uigenkendelighed). Men smuk er hun. Alle bemærker dog os. For det første er vi knapt så chikke, ingen simili, ingen bling og med rygsækken spændt godt op omkring ryggen. Og så vælger vi sørme at tage hele runden med ”goddag jeg hedder”, for det er høfligt, det har vi lært af vores forældre.
Karen og jeg farer sammen, da kvinderne sætter i det kendte ’glædes, illlll,illll,iiiillllllll – hyl’. Brudgommen træder ind og sætter sig sammen med Hanin. Så er det tid til at lykønske det kommende brudepar. I køen til parret diskuterer Karen og jeg heftigt om det er tre eller fire kindkys, man gir. ”Fire” bliver vi enige om og Karen uddeler straks kindkys på gommens kinder. ”No no, stop stop Karen!” råber May, Hanins søster. ”Only famely do kiss, kiss” – tak for den advarsel. Resten af festen bliver der peget fingre og grinet af Karen, som hende, der kyssede gommen.
Vi bliver smidt ind i en Mercedes og kører som en del af en større karavane med hornet i bund og musikken på max til festens næste stop, appelsinfarmen, hvor gommens familie bor. Vi taler om hvilken slags mad, vi mon skal have (for i Danmark er omdrejningspunktet for al socialisering, jo mad). Men vi bliver en anelse skuffede, for der er hverken vådt eller tørt, men det der er, er en faldefærdig, kold terrasse med ét lysstofrør ( det giver jo sådan et hyggeligt lys) og plastikstole langs væggene. Til gengæld er der dans, dans, dans. Efter fem timer er vi så stivfrosne og sultne, at vi kaster håndklædet i ringen og takker pænt ja til et lift. Vi bilder chaufføren ind, at vi bor lige ved siden af McDonald’s. 10 min efter ligger vi hjemme på sofaen forspist i Big Macs, helt kvæstede efter en mystisk, men også fantastiske oplevelse.

Første møde med ’rigtige’ journalister
”Ohh, you are already here? I’m so happy that you could some” Vi er endnu engang på skandinavisk tid… Philippa Mislavi en høj, slank kvinde, tager imod os. Hun er redaktør på The Middle East Reporter. Vi har været så heldige at få kontakt til hende og har glædet os vildt til dette møde. Mrs. Mislavi går straks til sagen, efter vi har forklaret hende om projekt ungdomsmagasin i Ein el-Hilweh. ”What can I do to help you?” Hun griber knoglen og kimer sit netværk ned, for at finde folk, der vil hjælpe os med undervisningen af gruppen – fantastisk ildsjæl.
Til slut inviterer hun og hendes mand, Mr. Mislavi, hele gruppen ind på redaktionen på søndag til undervisning. Mr. Mislavi er en ældre meget syg mand, så det er en stor ære, at han tilbyder os hans hjælp. Med et liv dedikeret til journalistikken,  har han enormt meget at tilbyde de unge
Redaktionen er skrumpet
Det er aldrig til at sige, hvornår vores unge frivillige i gruppen kommer – og om de kommer! Denne weekend har vi været hårdt ramt af ’Arab time’ og faldende mandtal til undervisningen. Én kom ikke, fordi hans nabo var død – fair nok. Andre gange er det fædrene, der forbyder pigerne at forlade hjemmet. Så vi er oppe mod hårde ods, og det er noget, vi må lære at leve med. Du kommer aldrig til at vide dig helt sikker på, hvad der sker her i Libanon.

Mohammad prøver lykken i Belgien
Karen og jeg bemærker, at unge Mohammad ikke dukker op til vores møde. Vi spørger til ham og får svaret: ”Mohammad travel to Belgium”! Vi må begge skrabe kæben op fra gulvet. Vi bliver både overraskede og triste. Men det er åbenlyst ikke noget, der skaber stor forundring i Ein el-Hilweh. De andre forklarer os, at det er hans måde at prøve at ændre sit liv på. For har du først været så heldig, at få visum til Belgien, så er der en god chance for, at du kan få visum til flere lande. Det var da Mohammed besøgte Danmark i forbindelse med et DUF kursus, at han så tilværelsens lethed. Mange unge palæstinensere drømmer om et bedre liv, end det Ein el-Hilweh byder dem. Unge Mohammed er nu rejst af sted med drømmen om Europa som det eneste i rygsækken.

Vi har nu afholdt vores første kursus og workshop i ”Introduktion til journalistik”, hvor Karen bl.a. skulle gennemgå de forskellige journalistiske genrer, presseetik og nyhedskriterier. Vi startede 12, men lidt flere har fået nys om magasinprojektet, så vores redaktion er vokset til 16. Da de fleste har job eller studie ved siden af, måtte vi afholde tre kurser. Få dukkede slet ikke op, og størstedelen deltog alle tre dage og måtte høre på den samme sang tre dage i træk. Det skyldes næppe de vise ord men derimod, at der er meget lidt at tage sig til for unge mennesker i Ein el-Hilweh. Så i stedet for at vandre formålsløst rundt i gaderne, kan man hænge ud sammen med vennerne til et kursus, som så tilfældigvis er journalistik.

To hoveder er bedre end tre

Karen var selv undervisningsaspirant og lettere nervøs over, hvordan de ville modtage et halvt års undervisningspensum, der var vakuumpakket til en dag. Ville hun blive afbrudt af svage blærer, mobiltelefoner eller mødt af trætte blikke? Hendes bekymringer blev gjort til skamme. De var yderst eksemplariske – sad bænket hele tiden, lyttede og lavede kaffe til hende i pauserne. Næste workshop handler om interviewteknik og vinkling. Vi håber at se de fleste hoveder to gange hverken mere eller mindre.

Det er nogle gode hoveder, vi har med at gøre. Kvikke, nysgerrige og søde. Og så har de en beundringsværdig mængde menneskelige ressourcer. Selv om de hver især kæmper med at få en uddannelse, et job og mad på bordet, har de en stærk fællesskabsfølelse. For eksempel Mohammad en af vores journalister in spe. Han forsørger sin mor og sin søster, men for nylig mistede han sit job i et pizzeria. Hver dag tager han til Saida eller Beirut for at finde et job og en arbejdsgiver, der vil betale ham mere end ti dollars om dagen. Når han kommer tomhændet hjem, slår han et smut forbi Social Solidarity Center, for der kunne sidde en jævnaldrende, som havde større problemer end han selv. Mohammad er ikke et enkelttilfælde. Mange af de andre melder sig f.eks. som samaritter, så de kan bære de sårede eller tilskadekomne ud af lejren på bårer. For ambulancer må nemlig ikke komme ind i lejren.

Taxatur med attentatmand

Infrastrukturen er aldrig rigtig komme op at køre i Libanon. Der er regulære busser til de lange strækninger, men på de kortere ture fungerer taxaer som en slags shuttelbusser. Man betaler for sit sæde, og i Saida og Ein el-Hilweh må man punge ud med et beskedent beløb – 6 kroner. Her er virkelig mange taxaer. Det er lige før, at der er flere taxaer end mennesker. Byen summer af dyt, dyt, båt, båt, for der er kamp om passagerne. Alligevel har vi siddet i en bil, hvor vi var seks passagerer i alt. Anne havde stort set to børn på skødet, Karen havde hovedet ud af vinduet, og de øvrige passagerer holdt fast i bildørene. Taxaerne er mere eller mindre ramponerede, og ofte er man bange for at bunden går ud, når chaufføren gasser op. De kan i øvrigt være lidt udfordrende de chauffører. For eksempel oplevede Karen en tur med en Fatahsoldat, som pralede med, at han var med til at sætte ild til det danske konsulat i 2006.

Fedt at være gazellen

De lettilgængelige og billige taxaer har stor set udryddet alternative transportmidler som f.eks det ene ben foran det andet. Du ser stort set ikke en eneste gående, hvis han eller hun har en ærinde over ti meter. Og dog. Langs vandet er der en strækning på fire km – her ses Libaneserne til bens. Iført tøj som skulle de løbe et maraton, trisser de lige så stille langs kyststrækningen. Mændene i toptunet Nike-udstyr og mobilen ved øret. Kvinderne altid to eller tre sammen i lyserødt og glimtende joggingsæt med fuld makeup. De taber kæben, når de ser os to løbe forbi dem. Nogle griner andre ryster på hovedet. Og det er ikke fordi danskerne er atleter! Med medium korte ben og en magelig indstilling, er de vant til at den ene efter den anden overhaler dem i Frederiksberg Have eller Amager strandpark.

Jihad mod krokodillereje

Så der findes altså ikke libanesiske gazeller. Til gengæld har de et helt ukendt kryb, som vi mødte en mørk aften. Gemt bag gulerodsskralder og persilleblade kigger to øjne op fra køkkenvasken. ”Ej, hvad er det”, råber Anne og roder lidt rundt i skralderne. Og så et kæmpe skrig. Et bizart lyserødt dyr med krokodillekrop iler op af vasken og hen ad køkkenbordet. Karen støder til og skriger og leder efter ammunition. Et splitsekund efter er vi begge bevæbnet henholdsvis med Cillit Bang og klorinspray. Efter tre minutters skiftevis grinen og skrigen,  lykkedes det os at kvæle krokodillerejen i kemiske gasser.

Næste dag måtte vi have en forklaring på, hvad det var, vi havde myrdet. Det var en Abo Brais. Profeten har selv forbandet krybet, og da vi oven i købet tog dens liv på en fredag, så var det faktisk en hellig handling.

Når i får oprettet en RBU mail, bliver i henvist til adressen http://mail.redbarnetungdom.dk for at kunne tilgå mailen. I systemet når i får oprettet en RBU mail er der også adgang til kalender og dokumentdeling. Disse tilgås når der er logget ind, øverst i venstrehjørne over logoet.

Genvej til dokumenter og kalender

Hvad i ikke før er blevet fortalt, er at kalenderen og dokumentdelen kan tilgås af anden vej.

Tilgå kalenderen via adressen http://cal.redbarnetungdom.dk

Tilgå dokumentdeling via adressen http://doc.redbarnetungdom.dk

Tilgå mailen via adressen http://mail.redbarnetungdom.dk

Brug også Pidgin selvom du ikke har en RBU mail

I et tidligere indlæg beskrev jeg chatprogrammet Pidgin, og om hvordan frivillige (projektledere og lign) fortsat kan chatte med hinanden og sekretariatet, selvom de ikke er logget på mailen.

Hvad indlægget ikke fortalte er, at har man ikke en Red Barnet Ungdom mail, behøver det ikke være en hindring. Har i en gmail, kan i manuelt tilføjere Red Barnet Ungdom mails i programmet på dem i ønsker at chatte med. Det kan lade sig gøre fordi Red Barnet Ungdom bruger Googles system så GMail og RBU mailen kan godt ”snakke sammen”.

Det er præcis som i også kan dele kalender i Red Barnet Ungdom og GMail imellem.

Opsæt Pidgin til facebook chat

Har du benyttet dig af guiden og installeret Pidgin, hvorfor så ikke også bruge den til din facebook. Så behøver du fremover ikke, at være logget på facebook for at chatte med dine venner. For at kunne bruge Pidgin til fx. facebook også, skal du bruge en udvidelse til programmet. Hent udvidelsen (plugins’) til Pidgin.
Bruger du Windows kan du også hente facebook udvidelsen direkte her

Når filen er hentet installeres den i Pidgin biblioteket. Hvis installationen ikke selv kan finde mappen, må du hjælpe den på vej.
Når udvidelsen er installeret kan du oprette din adgang til facebook, her skal du blot indtaste dit brugernavn og password til facebook.

God fornøjelse