Red Barnet Ungdom Blogs

Vidste du at Googlemail tillader en udvidelse af forskellige funktionaliteter, og derfor gøre det muligt for dig at tilpasse din googlemail. Det muliggøres igennem Gmail Labs, hvor der findes alternative funktioner, som aktiveres/deaktiveres efter ønske med blot ét klik. Du finder dit Labs via Indstillingerne i højre hjørne. Se fanebladet “Labs”

Nedenfor er samlet mine yndlings LABS, som kan være med til at gøre din Gmail mere overskuelig og produktiv

Superstjerner

Tilføjer ekstra stjerneikoner. Når du har aktiveret denne funktion: (1) Åbn den generelle opsætningsside for at vælge, hvilke superstjerner du vil bruge. (2) Brug enten tastaturgenvejen (“s”), eller klik for at gennemgå de valgte superstjerner. (3) Brug søgeoperatoren “has:” for at finde alle meddelelser med din superstjerne (f.eks. “has:red-bang”, “has:blue-star”). Se navnet på en superstjerne ved at holde markøren over billedet på den generelle opsætningsside.

Signaturændringer

Placerer din signatur før den citerede tekst i et svar og fjerner linjen “–”, der vises før signaturer.

Træk og slip i navigation

Giver dig mulighed for at flytte rundt på tingene i navigationspanelet ved at trække og slippe.

Standardskrifttype

Fortrækker du Times New Roman frem for Arial, eller måske stor tekst frem for lille tekst i de e-mails, du sender? Aktiver denne lab-funktion ved at gå over til fanen ‘Generelt’ på siden ‘Indstillinger’ og skifte standardskrifttypen, så den passer til dine præferencer.

Fortryd Send

Ups, trykkede du på ‘Send’ for hurtigt? Du kan forhindre meddelelser i at blive sendt, nogle få sekunder efter du har klikket på send-knappen.

Google Kalender-gadget

Tilføjer en boks i venstre kolonne, som viser din Google Kalender. Se kommende begivenheder, steder og nærmere oplysninger.

Google Dokumenter-gadget

Tilføjer en boks i venstre kolonne, som viser dine Google Dokumenter. Viser de seneste dokumenter og stjernemarkerede dokumenter og har hurtig søgning.

Red Barnet Ungdom har alle sine hjemmeside (excl. hovedsiden www.redbarnetungdom.dk) placeret på et større webhotel – mere præcist “Medium Erhverv Webhotel” hos surftown.dk. Webhotel har udover de mere tekniske 20 GB plads, som er langt mere end hjemmesiderne kan fylde.

Webhotellet giver os mulighed for at oprette individuelle internetmapper, hvor hver indsatsområde, lokalforening, udvalg, projektleder m.fl kan opbevare filer. Så man ikke behøver at slæbe rundt på usb-drev eller skal sende flere filer til hinanden via email.

Ønsker jeres gruppe, eller du personligt en internetmappe i forbindelse med dit engagement i Red Barnet Ungdom kan du skrive til Mads Jørgensen – mtj@redbarnetungdom.dk

Det er imidlertid erfaret at måden, hvorpå mapperne fungere via nettet  givet alle uindvigede problemer. Måden det fungere er at alle får en  ftp konto. FTP er forkortelse, som HTTP og står for File Transfer Protocol, og er specielt velregnet og stabil til filoverførsel.

Der findes et utal af FTP programmer, som nemt og hurtigt giver adgang til ens mapper/filer. Specielt kan anbefales den populærer FileZilla eller den mindre FTP Wanderer som desuden begge er gratis.

Gå til hjemmesiden for FileZilla

Hent FTP Wanderer 3.0 (zipped)

DER ER DOG OGSÅ EN ANDEN, OG LETTERE MÅDE! – Det er i hvert fald min fornemmelse.

Windows og Mac brugere kan oprette et link til deres mappe, så den kan blive vist som var det en hvilken som helst anden mappe på sin computer. Resten af denne artikel omhandler, hvordan man opretter adgang til mappen igennem Windows XP – metoden kan næsten anvendes på Windows Vista og Windows 7.

Read the rest of this entry »

Røverland To teenagedrenge begge med hængerøvsbukser og blottede boksershorts bliver gennet ind i en militærlastbil af fem bevæbnede libanesiske soldater i centrum af Saida. Vores unge journalister og Adel griner af anholdelsen, imens vi chokeret ser til. Adel kan se vores bekymringer for de to drenges skæbne, og fortæller os at en ny ”bukse lov” netop er trådt i kraft – underbukser er strengt forbudt i gadebilledet. ”De bliver ikke smidt i kachotten” fortæller Adel os beroligende. Til gengæld skal de punge ud med 150 kroner. Libanon har sine egne love. Palæstinensere må ikke eje ejendom, og de er ekskluderet fra 70 forskellige jobs som f.eks. læge, advokat og ingeniør. Altså kan Libanon bryste sig af, at være det værste værtsland for palæstinensere. Til gengæld er Libanon et slaraffenland for småsvindlere. I supermarkedet kan du købe piratkopier af alle film og butikkerne bugner af plastic tasker fra ’MioMio’, Gucci, Chanel og undertøj fra ’Kalven Klein’.

PFLP og Carrie Bradshaw

Ja, og så er der alle våbnene. Enhver husstand i Libanon har en AK47 eller en pistol. Selv vores unge 19-årige journalister ligger alle inde med våben. ”But don’t worry, I don’t keep it in my house” beroliger flere af drengene os, når samtalen falder på våben. Det er de samme drenge, som nynner til James Blunt og lytter til palæstinensisk røvballerock. De er i det hele taget meget sammensatte vores drenge. Flere af dem hylder Che Guevara, går med T-shirts printet med ’To Resist is to Exist’ eller kommunistiske slagord. Men samtidig er der én af dem, som holder sig vågen hver nat til kl. 3 for at se ’Sex and The City’ og en anden opstøver amerikanske coaching bøger. Vi har derfor forsynet de to drenge med henholdsvis ’Sex and The – the movie’ og en coaching dvd ’The Secret’. Den unge Carrie Bradshaw fan blev meget fortørnet over at Mr. Big forlader hende ved alteret, men vores coaching fan var så begejstret for sin dvd, at han ser den hver dag, og anbefaler os at gøre det samme.

Hjælp fra danske journaliststuderende

De er virkelig nogle guldklumper. I øjeblikket har både de og os meget travlt med at få afsluttet magasinet. De har alle afsluttet deres interviews og er ved at lægge sidste hånd på artiklerne. Emnerne spænder bredt – palæstinensiske rettigheder, UNRWA skoler, arbejdsløshed, Jerusalems historie, fattigdom, palæstinensiske kunstnere, portrætter af de unge i lejren og en reportage fra checkpoints. Layout har hængt som en sort sky over hovederne på Anne og Karen og særligt sidstnævnte, som er teknisk imbecil og skal have hjælp, hver gang hun skal bruge Powerpoint. Heldigvis er vi blev reddet af Andreas og Anne fra Journalisthøjskolen, som har sat tid af til at undervise ungerne og os i InDesign, så nu bliver magasinet rigtigt lækkert.

Det går godt send flere penge!

Magasinprojektet kører på skinner, men vi mangler penge til at købe ordentlige kameraer, computere og til de fremtidige udgivelser. Så kender du en sponsor, vil du glæde Ein el-Hilwehs redaktion.

Det sejeste værelse nogen sinde – det har vi set. Ejermanden er Saleh på 23 år, der er stor fan af Che Guevara. På stort set hver en tomme på væggen kigger Che frem med sin sorte baskerhuse, sit lange hår og skæg. Han får dog lov at dele pladsen med Castro, Lenin og Salehs bedstefar. Hvad han hedder, er lidt uvist for både os og for Saleh selv. ”His last name was Ibrahim”, fortæller Saleh. Men en ting er sikkert i 1968 kaprede han ifølge Saleh et El Al fly i Athen sammen et par øvrige PFLP medlemmer. Ingen bygninger blev beskadiget og heller ingen mennesker måtte lade livet. ”He did it to make negotiation”, lyder svaret fra Saleh, som fortæller at aktionen resulterede i, at et par PFLP medlemmer blev løsladt fra Israelske fængsler. Saleh er selv medlem af PFLP ligesom resten af drengene på vores redaktion, og de drømmer alle om at slå sig til partimedlemmerne i Palæstina. Ingen af dem har nogen sinde sat deres ben på palæstinensisk jord, men et par af dem har det på flaske. Ved siden af Salehs natbord står en colaflaske fyldt med den palæstinensiske muld. Og en sten fra det tabte land har han også skaffet sig. Det eneste vestlige, der er at spotte på Salehs 7 m2 er en bog af en amerikansk coach – Paul McKenna, som kan ’ændre dit liv på syv dage’. Saleh selv er håbefuld over for den opmuntrende bogtitel.

En garvet rotte i faget

Saleh er en af vores gulddrenge. En plads han deler med otte andre. Vores redaktion består officielt af 16, men vi må nok erkende, at det er halvdelen, som virkelig brænder for det her magasinprojekt. Vi er stort set færdige med undervisning, så nu skal de snart til tasterne. Forrige søndag tog vi seks af dem med til Beirut for at blive undervist af Mr. Mishlawi, som er redakatør for The Middle East Reporter. Han udstyrede alle med bøger og vores redaktion høstede ud af hans mange års erfaringer. Der var virkelig lys i deres øjne, da vi tog bussen tilbage til Ein el-Hilweh, så vi glæder os til at se deres artikler. Desværre blev det ikke denne weekend, da det var Eid, så alle ungerne var i familiens skød i disse dage.

Hvor er den arabiske pendant til Emma Gad?!

Anne og Karen skulle ikke sidde alene i den store lejlighed i Saida under Eid, så Hanan fra gruppen havde inviteret os hjem til hendes familie i fredags. Vi ville være prima gæster og ikke terrænpædagoger, som vi plejer. Stiletterne kom derfor ud af skabet og en af os havde endda lidt bling på skulderen. Til daglig skiller vi os i den grad ud fra mængden ved at have behageligt fodtøj på – f.eks. gummistøvler og uformeligt og jordfarvet tøj. Kvinderne her – hvad enten det er i Saida eller Ein el-Hilweh – går altid i stiletter og glimtende tøj i lyserødt eller rødt. Til Eid skulle den så have hele armen, troede vi. Desværre måtte vi sande, at til netop Eid havde familien trukket i sofatøj – jogginsæt og sutsko. Vi vænner os aldrig til dresscoden her.

En slags kamikaze fodgængere

Vi kan lige så godt sige det med det same, vi vænner os heller aldrig til trafikken i Libanon. Det er det vilde Vesten. Vi har set skraldemænd, der hænger på siden af lastbilen, mens den brager derud af med 100 km i timen på motorvejen. skraldemændenes dødsforagt bliver næsten overgået af de friske fodgængere, der vælger at krydse motorvejen ved at springe rundt mellem bilerne for at nå bussen. Busserne er til gengæld large. Stort set alle chauffører trækker i håndbremsen, hvis man får lyst til at tage bussen på motorvejen frem for at løbe rundt i nødsporet. Men det er selv sagt ikke helt ufarligt. Heldigvis har vi kun oplevet, at døren til bussen faldt af under den hårde opbremsning.

Fra ’russi’ til mademoiselle på en time

Under Eid har vi har taget en del dagsudflugter til Beirut. Vi er glade for Libanon, men mindre for vores bopæl Saida. I den seneste tid, har vi oplevet, at mange mænd tror, at vi driver ’verdens ældste erhverv’. Tilråb som: ”Russi, Russi”, ”How much?” og den værste ”Come on baby I will give you 500 dollars” må vi lægge øre til, selv om vi har gummistøvler på eller er iført løbetøj. Vi skælder dem hæder og ære fra, men lige meget hjælper det. Ture til Beirut er vores pusterum, for her bliver vi kaldt mademoiselle og kan nyde en kop kaffe på en cafe uden jobtilbud.

Hanin, en af vores unger er blevet forlovet, og vi var med til fest.  Da vi ankommer til festivtias, er festen delt i to. Kvinderne i en stue, og mændene i en anden. Ikke overraskende bliver vi gelejdet ind ’damestuen’. Langs væggene sidder kvinderne ved  hver sin stol og taler lavmælt med sidemanden. For enden af stuen i noget, der ligner en kongetrone sidder hovedpersonen – Hanin. Vi kan næsten ikke kende hende, da hun har et fantastisk skrud på af en kjole med similisten og er sminket ’a la middle earsten style’ (red. til uigenkendelighed). Men smuk er hun. Alle bemærker dog os. For det første er vi knapt så chikke, ingen simili, ingen bling og med rygsækken spændt godt op omkring ryggen. Og så vælger vi sørme at tage hele runden med ”goddag jeg hedder”, for det er høfligt, det har vi lært af vores forældre.
Karen og jeg farer sammen, da kvinderne sætter i det kendte ’glædes, illlll,illll,iiiillllllll – hyl’. Brudgommen træder ind og sætter sig sammen med Hanin. Så er det tid til at lykønske det kommende brudepar. I køen til parret diskuterer Karen og jeg heftigt om det er tre eller fire kindkys, man gir. ”Fire” bliver vi enige om og Karen uddeler straks kindkys på gommens kinder. ”No no, stop stop Karen!” råber May, Hanins søster. ”Only famely do kiss, kiss” – tak for den advarsel. Resten af festen bliver der peget fingre og grinet af Karen, som hende, der kyssede gommen.
Vi bliver smidt ind i en Mercedes og kører som en del af en større karavane med hornet i bund og musikken på max til festens næste stop, appelsinfarmen, hvor gommens familie bor. Vi taler om hvilken slags mad, vi mon skal have (for i Danmark er omdrejningspunktet for al socialisering, jo mad). Men vi bliver en anelse skuffede, for der er hverken vådt eller tørt, men det der er, er en faldefærdig, kold terrasse med ét lysstofrør ( det giver jo sådan et hyggeligt lys) og plastikstole langs væggene. Til gengæld er der dans, dans, dans. Efter fem timer er vi så stivfrosne og sultne, at vi kaster håndklædet i ringen og takker pænt ja til et lift. Vi bilder chaufføren ind, at vi bor lige ved siden af McDonald’s. 10 min efter ligger vi hjemme på sofaen forspist i Big Macs, helt kvæstede efter en mystisk, men også fantastiske oplevelse.

Første møde med ’rigtige’ journalister
”Ohh, you are already here? I’m so happy that you could some” Vi er endnu engang på skandinavisk tid… Philippa Mislavi en høj, slank kvinde, tager imod os. Hun er redaktør på The Middle East Reporter. Vi har været så heldige at få kontakt til hende og har glædet os vildt til dette møde. Mrs. Mislavi går straks til sagen, efter vi har forklaret hende om projekt ungdomsmagasin i Ein el-Hilweh. ”What can I do to help you?” Hun griber knoglen og kimer sit netværk ned, for at finde folk, der vil hjælpe os med undervisningen af gruppen – fantastisk ildsjæl.
Til slut inviterer hun og hendes mand, Mr. Mislavi, hele gruppen ind på redaktionen på søndag til undervisning. Mr. Mislavi er en ældre meget syg mand, så det er en stor ære, at han tilbyder os hans hjælp. Med et liv dedikeret til journalistikken,  har han enormt meget at tilbyde de unge
Redaktionen er skrumpet
Det er aldrig til at sige, hvornår vores unge frivillige i gruppen kommer – og om de kommer! Denne weekend har vi været hårdt ramt af ’Arab time’ og faldende mandtal til undervisningen. Én kom ikke, fordi hans nabo var død – fair nok. Andre gange er det fædrene, der forbyder pigerne at forlade hjemmet. Så vi er oppe mod hårde ods, og det er noget, vi må lære at leve med. Du kommer aldrig til at vide dig helt sikker på, hvad der sker her i Libanon.

Mohammad prøver lykken i Belgien
Karen og jeg bemærker, at unge Mohammad ikke dukker op til vores møde. Vi spørger til ham og får svaret: ”Mohammad travel to Belgium”! Vi må begge skrabe kæben op fra gulvet. Vi bliver både overraskede og triste. Men det er åbenlyst ikke noget, der skaber stor forundring i Ein el-Hilweh. De andre forklarer os, at det er hans måde at prøve at ændre sit liv på. For har du først været så heldig, at få visum til Belgien, så er der en god chance for, at du kan få visum til flere lande. Det var da Mohammed besøgte Danmark i forbindelse med et DUF kursus, at han så tilværelsens lethed. Mange unge palæstinensere drømmer om et bedre liv, end det Ein el-Hilweh byder dem. Unge Mohammed er nu rejst af sted med drømmen om Europa som det eneste i rygsækken.