Red Barnet Ungdom Blogs

Ovenstående spørgmål blev afsendt af den søde medhjælper Siham på kontoret i dag. Det skal nævnes at hun ikke mestrer det engelske sprog til perfektion, hvilket ofte reducerer hendes kommentarer til forholdsvist ufølsomme kommentarer såsom ovestående eller blot direkte ordrer så som “eat food now” og “sit down Hellee”.

Spørgsmålet afslører dog også en generel ‘hård i filten’ tilstand blandt lejrens unge. Jeg fandt et lille billedshow om den israelske-libanesiske krig i 2006 på kontorets computer og det sku jeg da se. Lidet anende at jeg dermed var tvangsindlagt til 26 min gennemsyn af billeder af lemlemstede børn der hives ud af ruinerne fra bombede bygninger.  Rimeligt bevæget og medrevet blev jeg åbenbart genstand for lidt venlig hån: “Look Hellee almost cry! Soo cuuute” For ja, det var hårdt at se, men det er næsten mere hårdt at opleve hvor vante folk er til død og ødelæggelse her. Min kollega i lejren forsøgte at forklare at man altså udvikler et pænt lag hård hud efter at være flasket op med krigshistorier fra da ens familie flygtede fra hvad der engang var Palæstina, de  efterfølgende krige og 15 års libanesisk borgerkrig. Kombineret med til dagligt at bo tæt på en til tider aggresiv nabo (Israel) og have sin dagligdag i den største, mest uroplagede og farlige flygtningelejr  – måske er der  ikke så meget at sige til det?

I en anden palæstinensisk flygtningelejr – Nahr El-Bared – er ødelæggelserne særedeles tæt på. I maj 2007 satte det libanesiske militær ind/erklærede krig mod en oprørsgruppe i lejren, hvilket resulterede i massive ødelæggelser og masseflugt. I fredags tog vi på en lille ekskursion til denne lejr. Den gamle lejr er nu blot et bombekrater og en ny lejr er ved at blive konstruret ved siden af. Midt i alle ødelæggelserne er der kun en lille butik der er back in business; parfumeshoppen. For hvad har man brug for når man bor i en container og er omgivet af byggestøv? Vellugt velsagtens! Hvilket faktisk er et ret væsentligt lige at dvæle lidt ved. I libanon er der alle steder duftsprays (bl.a. i elevatoren, så luk øjnene) rengøringsmiddel med overdrevne duft tilsætninger (der får AJAX til at lugte af gammel skrald) og parfume (bl.a. til babyer. TIL BAYBYER!!). Absurd. Gammel-kommunist-hippien springer op fra mit indre og påberåber en tydelig fremmedgjorthed overfor krop, lugt og kropslugt. Men måske er vi bare for klamme øko-svanemærkede i DK. Hmm.

Tilbage til død og ødelæggelse. I Nahr El-Bared. Her står vi så i parfumeshoppen hvor jeg er den eneste der synes der er bare en smule tragikomik gemt i situationen. Jeg overvejer dog at shoppe lidt i butikken (bare rolig, ikke julegaver!) men igen blir jeg overasket af den arabiske gæstfrihed, for som gæst skal jeg da ha en gave. Så der står jeg, rig vesterlænding og modtager gaver i en smadret flygtningelejr. Lidt absurd. Mest sødt.

Min kære ungdomslederkollega, Helle, fortæller om hendes Skitzo tendenser (hi hi) – det er rigtigt sødt.. men jeg ved ikke om det er en ungdomsleder dille, eller om det er “det at være ude i den store verden” – for jeg mærker ganske tit de paradoksale følelser!

Når man rejser væk hjemmefra, så bliver de danske traditioner lige pludseligt meget værd. Så ja, madpakken har jeg også forsøgt mig med, også noget der bliver kigget skævt til på APHRA kontoret. Og idag valgte jeg så til morgenmaden, høj sol på himlen - en dag med udsigt til 25grader, at tænde kalenderlyset! Det er vel d. 1. december tænkte jeg. Det var godt nok underligt og lidt skitzofrent at sidde der med mit kalenderlys og håndhæve de danske traditioner. 

Nu er jeg jo også af den kødspisende slags, så svinekød, af alt, er jeg begyndt at savne. mmmhhh tanken om flæskesteg, rødkål og rødvin gør mig helt glad, men hvor ville det også være mærkeligt at sidde i Cairo og spise dette mad.. og i tankerne bliver det vel også kun, da det ville næsten være umuligt at opdrive.. 

Med hvad der ikke kun bliver i tankerne er “JULEFROKOSTEN”. Jeg har simpelthen lovet mine egyptiske kollegaer at holde en dansk julefrokost for dem. Især Omar, som var ungdomsleder i Danmark, glæder sig til noget han har prøvet før; nemlig snaps. Jeg har været så heldig at få medbragt sild, rugbrød og snaps, og så regner jeg med at skaffe lidt laks og rejer, måske fiskefillet til at spæde det op med.. uhh.. det bliver sjovt… Skal nok fortælle mere!

Til det lidt mere seriøse og egentlig ganske store; så har jeg idag sat punktum for APHRA og Cairo-gruppens pilot projekt evaluering. Efter mange dages arbejde, er det blevet til en grundig projekt rapport, evalueringsrappport, excel data sheet, revideret spørgeskema og vores egenproduceret pamflet om vores arbejde… og for ikke at glemme BUDGETTET. Håber det falder i god jord både internt hos RBU og hos DUF!!!

  Over and Out

Dagligt overraskes jeg over hvor sjældent mine nye venner spiser. Det er åbenbert lidt sejt at kunne lege Ramadan hele året. For en u-ramaden-erfaren dansker der er vokset op med at spise minimum3 måltider dagligt (og gerne flere) kan det altså være en udfordring. Så nu er jeg begyndt at slæbe rundt på noget der ligner rugbrød (men smager af de der fuglebolde man hænger ud på træerne om vinteren) og en sæk mandariner. Hvilket åbenbart er mega mærkeligt. Konceptet madpakke er ukendt. Men sult gør mig sur så der er ikke noget at gøre.

Udover undren er min nye madpakke-dille også anledning til kommentarer om mit massefylde. I følge Hanans mor er jeg blevet meget tynd og long-in-face (minder om hvad et par thailændere engang sagde om mig) af at bo alene og kun spise mandariner,  mens Firas mener jeg er blevet “more big then when you came”  – sødt sagt.  Personligt tror jeg ikke der er sket den store udvikling, men jeg savner godt nok min cykel. Motion er ikke rigtigt slået an her. Kombineret med at sukker er det mest elskede krydderi. Egentligt utroligt folk ikke er federe. Måske fordi de kun spiser af det en gang om dagen.

Apropos sukker fik jeg tirsdag min årlige ration (måske er der lidt af den tilbage til jul?) af sukker dækket til Hanas føsdasfest. Begrebet dinner inkluderer åbenbart ikke altid (burde jeg bitterligt have erfaret) mad. Ofte bare kage med kage til. Og når man så har ramadanet den hele dagen så er kage (i meget giftige farver – tror levnedsmiddelstrylsen ville få meget travlt her!) altså end aftensmad. Efterfulgt selvfølgeligt af dans. Amok. Og stadig skal jeg i midten til solodans. Og det er ingen undskylding at have forædt sig i grøn-pink lagkage det er bare med at svinge!

Nu hvor temaet for i dag åbenbart er mad, må jeg også lige nævne dette emnes indflydelse på gruppemøderne med ungerne i lejren. Jeg har erfaret at ungerne til torsdagsmøderne er ganske smadrede og ukoncentrerede (ukoncentrerede er de også om søndagen men altså i mindre grad!) og selvfølgeligt er det ret logisk når de kommer lige fra skole/arbejde og ikke har indtaget andet end Marli Boros (som de hedder her). Så for at damage controle har vi nu indført snack-tid. I dag var det kage  (kom til at spørge om banan hvor en mulighed – åbenbart en helt håbløs, latterlig snack-kandidat). Jeg håber dette nye indslag kan hjælpe os igennem den sidste måneds møder hvor jeg vil forsøge mig med noget LFA-light (projekt styring) og noget krea-evaluering, nu må vi se om det kan sluges lettere indsmurt i sukker!

Yalla bye!

Elsker åbenbart bogstavrim. Men elsker endnu mere at få beskeder som denne efter en lang, regnfuld og udmattende dag:

” U ARE SO CUTE and helpful member and gd woman in ur society i hope to be freinds for ever. GD night”

Elsker de unger (her Aya), især når man ved hvor svært det der engelske er og hvor dyrt det er for dem at sende smser. Lige i hjertekulen på den nu skizofrene (kan ikke bestemme mig for en sindsstemning i mere end en time ad gangen) ungdomsleder!

GDnight til dig og dit samfund

Lider jeg mon af et øjebliks november blues (som ikke engang en smiley kan udtrykke)? Kombination af travlhed, ineffektivitet, kulde og hvad der ifl. “Ungdomslederguiden” kan betegnes som en midtvejskrise har præget min dag. Ifølge rapporteringer fra hjemlandet er der dog ikke noget at savne der. Novmeber er grå og kold og dum og fyldt med uni-stress. Hvilket dog i min forskruede hjerne hurtigt lyder som rødvin og stearinlys.. Og hygge, savner hygge!

Sandsynligvis skyldes dagens blues også at min eneste face to face verbale kontakt til omverdenen på to dage var i går da et libanesisk turist-reklame-kamera-hold- i smug filmede mig ved Saidas enenste turist attraktion ‘The Seacastle’. Indtil jeg outede dem og  spurgte hvad de lliiiige troede de havde gang i. Og derefter blev overtalt til at “look like you say wauw and look on horizon”. Man er vel en sucker for fame – og der  fik man lige sine 5 min. af den libanesiske slags..Håber aldrig nogen ser det!  Men det dækkede dog en snert af mit sociale behov (der forhåbentligt bliver helt mættet efter en weekend i Beirut)!

Håber min blues i morgen vil forsvinde som dug for den libanesiske sol (som deværre også er gået på november -mode) når min makker Firas og jeg skal præsentere pilotprojekt ideen; “Palestinian Youth Culture Festival” på et platforms møde blandt de større NGOer i lejren.  Hvis de er on board er jeg overbevist om at dette øjebliks blues vil erstattes af optimisme. Deres støtte er nemlig ret essentiel. Både fordi vi får brug for deres hjælp og ressourser men især fordi vi har brug for at høre om emnet er for kontroversielt. Kultur er normalt noget ret hyggeligt og tilforladelidt noget. Okay der er undtagelser – bl.a. Brians kulturkanon, men altså. Håber ikke vores ide også er en undtagelse. Kulturelle udskejelser så som dans, sang og leg betragtes nemlig af visse, mere konservative grupper, i som fundet som ‘Haram’ – altså som noget der ikke tillades af Gud. Derfor må vi sørge for, at vores aktiviteter ikke støder nogen, og at det kan anses for legitimt at medvirke. Vi vil jo nødig bidrage til at skabe mere konflikt end der allerede er.. Så kryds (igen!) fingre for mine diplomatiske evner!