Red Barnet Ungdom Blogs

Stabler af sandsække og rød – og hvidstribede olietønder står side om side med Kalashnikov bevæbnede libanesiske soldater. De bevogter check-point i den største palæstinensiske flygtningelejr – Ein el-Hilweh i Libanon. Her er 75.000 mennesker stuvet sammen på godt 2 kvm2.

De første af lejrens beboere kom hertil i 1949 efter oprettelsen af staten Israel. Flere flygtede dertil i 1967 efter Israel besatte Gaza og Vestbredden. Men størstedelen af Ein el-Hilwehs flygtninge er født i lejren, og her bliver de, for de kan ikke forlade Libanon. Er man så uheldig at blive født palæstinenser i Libanon, bliver man nemlig udstyret med identitetspapirer i stedet for pas.

Libanons 400.000 palæstinensere har ikke ret til at stemme, de må ikke eje fast ejendom, og 70 forskellige jobs må de ikke bestride, fordi den Libanesiske regering stadig betragter dem som udlændinge, selv om de har boet i Libanon i mere end 50 år.

Rugekasse for militante grupper

Foruden soldaterne, er lejren er omringet af pigtrådsspiraler og betonmur. Ingen kan forlade lejren uden at skulle igennem én af de i alt tre bevogtede udgange. Mange kan passere checkpoint med et enkelt nik til soldaterne ved bommen, men det er ikke ualmindeligt at blive tilbageholdt og forhørt i flere timer. Den libanesiske hær må ikke gå ind i selve lejren, det er palæstinensisk område, og egenrådigt styret af lejrens beboere. Hvem der så regerer derinde er uvist, men både Hamas, Fatah og forskellige islamiske, militante grupper slås om magten i Ein el-Hilweh. Skudhuller i murene og Kalashnikov bevæbnede guerillasoldater er derfor en del af gadebilledet i lejren. Det samme gælder billederne af martyrer eller politiske ikoner, der har ladet livet i Guds eller Arafats navn. De pryder husmurene og telefonpælene over alt i lejren.

Benzin, parfume og friture

Ordet ’lejr’ klinger hult, når man passerer checkpoint, for her minder mest af alt om en krigszone. Men bag Libanons og militsernes kontrol åbner sig en tætpakket by. Ghetto måske. Stort set alle husene er opført i gasbeton og det, der engang var maling er skallet af. Alt for mange af husenes tage er af blik, der holdes på plads af udtjente bildæk. Byen vokser og vokser, og gaderne snævrer sig ind år for år.

Her i de overbefolkede handelsgader springer de gående rundt om huller i vejen, lastbiler, ramponerede taxaer, og ranglede skoledrenge på scootere, der alle sammen maser sig igennem Ein el-Hilwehs smalle hovedgader. Klods op af hinanden ligger kiosker, mekanikere, grønthandlere og tøjbutikker. Lugten er tung af benzin, billig parfume og friture. Det er svært at finde noget, der er mere rodet end den støvede og snavsede handelsgade. Det skulle så lige være el-ledningerne, som er filteret ind i hinanden og slynger sig tilfældigt fra bygning til bygning. Nogle endda i børnehøjde. Hvor er ’elektrikere uden grænser’?

Foran butikkerne fordriver mænd tiden på snavsede plasticstole og drikker te eller kaffe, skoldedrenge driver omkring og dasker til hinanden. De kigger alle nysgerrigt og hilser på de to gæster – to danske kvinder fra Red Barnet Ungdom.

Et talerør for unge palæstinensere

Anne Frisenette og Karen Torp-Pedersen fra Red Barnet Ungdom skal på tre måneder etablere et ungdomsmagasin i Ein el-Hilweh, som er den største palæstinensiske flygtningelejr i Libanon. Projektet er et samarbejde med Social Solidarity Center og Red Barnet ungdom. Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) har sponsoreret projektet.

Sidste kop nescafe, sidste BBC-News indslag, sidste mindre elektriske chok af at forsøge at tilslutte vandvarmeren..Ah sidste morgen! Ganske sentimental blir jeg.

Om lidt skal jeg i lejren for sidste gang. Jeg vil forsøge mig med noget positiv pep farvel inden vi skal ud og spise farvel-lunch. Allerede i går gik farvel-stemningen dog amok. Vi var nemlig inviteret til volunteer-party i lejren. Kort sagt var denne party et stort skulderklap (forfulgt af en lige så stor mother af en lagkage) for alle de frivillige. Jeg fik et fint diplom. Hanan fik 3 og Youssef fik 5. Måske der gik lidt inflasion i the appreciation? Men hyggeligt var det!!

Og en fin måde at sige farvel til alle på. Jeg kan dog stadig ikke helt forstå at jeg er på vej hjem. Nu var jeg jo lige begyndt at føle mig hjemme! Men faktisk tror jeg at timingen er helt ok. Jeg føler jeg har opnået og oplevet det jeg gerne ville: At være med til at skubbe gruppen igang, undervise i projektstyring/ungsdomsaktiviteter/børnekonventionen, planlægge vores pilotprojet (en ungdomsfestival i lejren og i DK) og især at styrke partnerskabet med CSS. Men fremfor alt har det været en personlig udfordring og jeg tror faktisk jeg har lært en hel del om mig selv  i forskellige situationer (Fx, hvad gør jeg når jeg: hører en bombe? Står uden strøm og vand? Venter i 3 dage? Træder på en rotte? Blir spurgt om jeg vil gifte mig for at importere folk til har DK? Ikke fatter en skid?) Vigtige ting!

Tak for at I har fulgt med i alt min kævl, har virkeligt nydt at have min lille online-dagbog!

Yalla bye allesammen!

Efter muttis fantastiske turist-lynvisit i weekenden er lidt af min hjemve tilbagevendt. Så er det jo heldigt at jeg snart skal hjem. Eller? Nej, ikke heldigt! Jeg er i det syvende sind om hvad jeg egentligt skal mene om det faktum, at jeg om en uge vil befinde mig i Århus, dansende om et træ (og ikke siddende med fødderne i en gryde som nu)

Min hjemve/allerede fremherskende afsavn af Libanon kan skitseres således:

Savner pt:

• Radiatorer (hvilket forklarer behovet for at have fødderne i gryde)
• Kram fremfor kindkys (det er ikke nok længere! Selvom man får 4 ad gangen!)
• Mine venner
• Min familie
• Min cykel
• Mit knap så konservative tøj (her er jeg jeg – som den eneste- pænt konservativt klædt, tak for pakketips, Spella!)
• Nisser der ikke kan glow in the dark eller blinke 10 gange i sekundet
• Rødvin der ikke skal smugles
• Stabil elektricitet
• Kaffe der ikke enten er lavet af kardemomme, Nestle eller Starbucks
• At 8.30 faktisk betyder 8.30 eller max 9. Ikke 10 eller 11 (Ja, brok over arab-time igen)
• At kunne gå ud efter mørkets frembrud (hvilket vel næsten er nødveningt i vinter-Danmark)
• Varmt vand i bruseren
• En bruser uden kakkerlakker
• En bruser der udstøder mere end en deciliter vand i minuttet

Savner snart:

• Solskin
• Høflighed, åbenhed og gæstfrihed (findes også i Dk, men mængden er langtfra den samme)
• Mine nye venner (åh!)
• Libanesisk mad (hvorfor kan man ikke lave falafel sådan i Danmark?)
• At lave noget der giver virkeligt meget mening!
• At kunne glo på havet hver dag (ja ja man kan altid ta til Amager, men altså! – og mor; jeg flytter ikke til Århus!)
• At møder blir til fester
• At blive præsenteret som: “Hellie from Save the World” (sætter forventingerne lidt højt, men det er nu meget sejt)
• Arabi-engelsk (cutie girl, see you bokra, inshallah sweetie – det er så nuttet)
• At danse på Barometer (den venstreorienterede Beirut-bar hvor alle er iført enten Che-t-shirten eller en peruviansk strikhat)
• Mandariner der er høstet udenfor mit vindue
• At smugle rødvin – det føles ret sejt! (på den pubertetsagtige måde forstås)
• At blive kaldt Blondie Hellie (I dk er jeg maximalt mellemblond)
• At have en tv kanal der KUN viser amerikanske dramaserier

Hmm, nogenlunde tie! Nyd alt det jeg savner for mig i en uge endnu!

Horder af unge mennesker, karuseller, madboder, fjanteri og mest markant: Nye skinnede sko. Genkender du dette billede fra blå mandag i Tivoli?  Well, Eid i Saida er stort set det samme (bortset fra, at Jesus er skiftet ud med Allah – men religion er vist ikke så relevant i nogen af disse sammenhænge!)

Eid er en muslimsk helligdag der fejres med 4 fridage, famile- og vennebesøg, masser af mad og fjol. For de unge er dette også muligheden for at lave fælles aktiviteter. Som at hænge ud ved promenaden, drikke ananas juice og spise ristede bønner (ved ikke om denne lille denne snack gå an på blå mandag?) På min lille rundtur i dag øjenede jeg adskillige gruppe unge der alle var lusket lidt væk fra al den family-fun der foregik downtown. Hånd i hånd gik de unge.. Mænd.  Piger og drenge holder ikke hånd, tjatter max til hinanden. Så kram, kys og holden-i-hånd foregår primært drengene i mellem. Mens damerne ryger pibe (vandpibe) Måske er billedet ved nærmere eftersyn ikke helt lig den danske blå mandag? Men hyggeligt er det! Selvom jeg følte mig jeg lidt udenfor, uden familie jeg ku liste mig væk fra.. Godt min mor kommer på besøg i weekenden (ikke at jeg vil luske væk fra hende – men så jeg får lidt familiært selskab!)

Eid Mubarak til alle jer derhjemme!

Yes I know! Og den kære (meget) amerikanske studine har endda kun set Beirut. Men jo, det er lidt crazy at vi kan sidde og sludre på en ganske frankofil cafe og nyde cafe au lait mens en tigger hutler sig forbi en Armani-klædt business-man, med knejsende skyskraberne og bombekratere af bygninger der engang var lige så fine i baggrunden. Til lyden af en knallert lige er kørt i et enormt hul i vejen, der måske stadig mangler fixing siden den sidste krig i 2006.

Kontraster en masse! Men Beirut er i sig selv en kontrast til Saida der igen er en kontrast til flytningelejren.  Tillad mig at eksemplificere:

Bolig: Sidder torsdag til falafel middag hos Siham fra gruppen. Hun, hendes 5 brødre og forældre bor i en 1-værelses lejlighed. Her blir stuen om natten til soveværelse til børnene (der altså er mellem 10 og 22 år) mens mor og far sover i køkkenet. Om aftenen tar jeg hjem til Saida, hvor jeg bor alene i en 3-værelses lejlighed, der om end i ret dårlig stand (jvf insekterne og nu også enorm kulde der kræver vanter indenfor) så er væsentligt rarere end den fugtige lejlighed i lejren. Fredag tager jeg på visit hos Henriette i hendes fine “Paradice Residence” hvor der dagligt kommer rengøring, er portier og gulvtæppe. Og seng med fjedre!

Pigeliv: “I like to drive the vroom vroom (knallert)” siger Allissar den anden dag. Dumt spørger jeg: “But I did not see any girls on vroom vroom here in the camp?” “Noooo, Helleee! Not in the camp! In Beirut! In camp you will be shot if you is girl on vroom vroom” Selvfølgeligt. I Saida går damerne ude alene, nogen gange endda om aftenen. I Beirut drikker de bajere, er DJs og er kærester. Nogle endda med hinanden. Det tror jeg ikke ku ske i lejren! I alle 3 situationer går de i vanvittigt stramme jeans, ryger vandpibe, går i skole og kæfter op. Men knallertkørsel er ikke et nationalt gode.

Familiefotos (vigtigt at gennemse ved ethvert besøg): Sihams familiefotos kan kategorieseres i 2: 1) Siham smilende sødt siddende på en sten/plæne/sofa. 2: brødre poserende med enorme guns i mili outfit. Og ingen af dem er i mili. De er bare seje.  I Saida har jeg set fine, overdrevet retoucherede glansbilleder af babyer, studenter og brylupper i bedste american-yearbook-style. I Beirut er der Facebook. Alt andet er da mega gammeldags.

Disse forskelle er sikkert ikke super unikke for Libanon – det samme er sikkert tilfældet, i mere eller mindre grad, hvis vi sammmenligner København, Kerteminde og Knabstrub.  Men de spring jeg ugentligt tar er alligevel ved at give mig en mindre hjerneblødning. Så nu vil jeg ta til orientalsk dans og derefter spise risengrød. Er måske blevet glad for kontrasterne?