Archive for the ‘Ein el Hilweh 2009’ Category
Ein el-Hilweh – krigszone eller bosted for palæstinensere?
Stabler af sandsække og rød – og hvidstribede olietønder står side om side med Kalashnikov bevæbnede libanesiske soldater. De bevogter check-point i den største palæstinensiske flygtningelejr – Ein el-Hilweh i Libanon. Her er 75.000 mennesker stuvet sammen på godt 2 kvm2.
De første af lejrens beboere kom hertil i 1949 efter oprettelsen af staten Israel. Flere flygtede dertil i 1967 efter Israel besatte Gaza og Vestbredden. Men størstedelen af Ein el-Hilwehs flygtninge er født i lejren, og her bliver de, for de kan ikke forlade Libanon. Er man så uheldig at blive født palæstinenser i Libanon, bliver man nemlig udstyret med identitetspapirer i stedet for pas.
Libanons 400.000 palæstinensere har ikke ret til at stemme, de må ikke eje fast ejendom, og 70 forskellige jobs må de ikke bestride, fordi den Libanesiske regering stadig betragter dem som udlændinge, selv om de har boet i Libanon i mere end 50 år.
Rugekasse for militante grupper
Foruden soldaterne, er lejren er omringet af pigtrådsspiraler og betonmur. Ingen kan forlade lejren uden at skulle igennem én af de i alt tre bevogtede udgange. Mange kan passere checkpoint med et enkelt nik til soldaterne ved bommen, men det er ikke ualmindeligt at blive tilbageholdt og forhørt i flere timer. Den libanesiske hær må ikke gå ind i selve lejren, det er palæstinensisk område, og egenrådigt styret af lejrens beboere. Hvem der så regerer derinde er uvist, men både Hamas, Fatah og forskellige islamiske, militante grupper slås om magten i Ein el-Hilweh. Skudhuller i murene og Kalashnikov bevæbnede guerillasoldater er derfor en del af gadebilledet i lejren. Det samme gælder billederne af martyrer eller politiske ikoner, der har ladet livet i Guds eller Arafats navn. De pryder husmurene og telefonpælene over alt i lejren.
Benzin, parfume og friture
Ordet ’lejr’ klinger hult, når man passerer checkpoint, for her minder mest af alt om en krigszone. Men bag Libanons og militsernes kontrol åbner sig en tætpakket by. Ghetto måske. Stort set alle husene er opført i gasbeton og det, der engang var maling er skallet af. Alt for mange af husenes tage er af blik, der holdes på plads af udtjente bildæk. Byen vokser og vokser, og gaderne snævrer sig ind år for år.
Her i de overbefolkede handelsgader springer de gående rundt om huller i vejen, lastbiler, ramponerede taxaer, og ranglede skoledrenge på scootere, der alle sammen maser sig igennem Ein el-Hilwehs smalle hovedgader. Klods op af hinanden ligger kiosker, mekanikere, grønthandlere og tøjbutikker. Lugten er tung af benzin, billig parfume og friture. Det er svært at finde noget, der er mere rodet end den støvede og snavsede handelsgade. Det skulle så lige være el-ledningerne, som er filteret ind i hinanden og slynger sig tilfældigt fra bygning til bygning. Nogle endda i børnehøjde. Hvor er ’elektrikere uden grænser’?
Foran butikkerne fordriver mænd tiden på snavsede plasticstole og drikker te eller kaffe, skoldedrenge driver omkring og dasker til hinanden. De kigger alle nysgerrigt og hilser på de to gæster – to danske kvinder fra Red Barnet Ungdom.
Et talerør for unge palæstinensere
Anne Frisenette og Karen Torp-Pedersen fra Red Barnet Ungdom skal på tre måneder etablere et ungdomsmagasin i Ein el-Hilweh, som er den største palæstinensiske flygtningelejr i Libanon. Projektet er et samarbejde med Social Solidarity Center og Red Barnet ungdom. Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) har sponsoreret projektet.