Red Barnet Ungdom Blogs

Yatikulafi – er dagens arabiske ord. Hver dag skal jeg ifølge min ven/privatchauffør/tolk/bodyguard Firas lære minimum et ord på arabisk. Og eftersom vi i denne og hele næste uge har møder med stort set samtlige NGOer i lejren (puh! travl ungdomsleder!) er det et vigtigt ord der skal siges til alt og alle. Og kort sagt er det vist bare høfligt – noget med godt helbred, tak for mødet, hav det godt etc.  Ind imellem har jeg taget mig selv i at tænke om man måske ku byde Firas samme service? Altså lære ham et engelsk ord om dagen? Eftersom han er min tolk har jeg til tider oplevet behov for det. Bl.a. da vi besøgte en NGO der arbejder med handicappede i lejren (not stupid just sick with body!) valgte Firas at afslutte besøget med følgende bemærkning: “Hellee very embarassed to see handicapped!” Que? Embarassed? “Men Firas, det er jeg ikke! Jeg har arbejdet med handicappede i mange år!” måtte jeg stødt svare! “Yes yes and you are embarrassed to see here?” Nej! Altså! Efter en meget underlig lille gestikulations/fagte-leg måtte jeg så forstå at embarrased åbenbart betyder positivt overrasket for Firas. Aha.

Og sådan er der så mange spøjse konsekvenser ved at sende en sprogligt udfordret kartoffel som mig til arabiens land. Bl.a. har jeg undret mig over mit tilnavn “Mussa” Tænkte det måske havde noget med mit efternavn Skovmose, at gøre (som netop her udtales skomussa)? Men nej, det er åbenbart egyptisk slang for en banan eller en lækker dulle (noget du er stødt på Stephanie?). Ved ikke hvilken jeg er…I hvert stammer det fra en egyptisk film ved navn “the Danish Experinace” om en semi-dum storbarmet blondine der gerne solbader halvnøgen i Cairo. Fedt ry vi danskere har! Og når man så lige kaster nogle provokerende tegninger ind i ligningen er der sammenlagt en del forklaring der engang i mellem skal til for at udredde misforståelserne (håber at modtage klækkelig bonus fra det dankske eksportråd for min diplomatiske indsats).

For diplomati kan man vist godt anvende som overskrift for de sidste par dages aktiviteter. Jeg har forsøgt at smile under alle mine NGO besøg mens jeg blev udsat for en lille palet af lettere underfundige tiltag såsom forklaringer på NGO-lederens stamtræs forgreninger i Danmark (you know my cousin? He lives in aaarlbor and is very tall?) vrede over vestlige NGOer der kun støtter mafiaen (hvem end den er), et lille optog af handicappede børn inden salgstalen kom frem etc. Og ca 7 kopper kaffe der kan få enhver kop espresso til at ligne tynd færgekaffe (og hvis man takker nej risikere man altså at får spørgsmålet: Why not? You dont like? You have diarrea? Så jo tak da!) Men sammenlagt er mit indtryk dog at langt de fleste NGOer her gør et virkelig godt stykke arbejde i lejren. De arbejder stort set alle med aktiviteter man i Danmark ikke ville betro NGOer men lade staten tage sig af. Men i mangel af stat der vil tage sig af opgaverne og med et underfunded UNRWA der kun kan lave damage-control og sørge for minimums services er det civilsamfundet der tager over. Da jeg præsenterede dem alle for vores aktiviteter og vores planer om at etablere en ungdomsklub var de alle meget interesserede – og enige om at det er vigtigt. Jeg prøver stadig at forstå hvorfor der ikke allerede er en ungdomsklub? Når nu mere end halvdelen af befolkningen i lejren er unge? I min søgen på svar har jeg måttet ty til den gode gamle behovspyramide: Når der er sult, fattigdom væbnet konflikt, dårlig sundhedsvæsen etc. er sjove aktiviteter for de unge altså ikke det mest umiddelbare. Om end vi selv mener vi faktisk kan påvirke hele pyramiden med en klub ..Inshallah..

God weekend til alle – jeg vil søge væk fra lejren og glide ind i anonyme Beirut…Ahh!

Ovenstående er ord der rammer mit åsyn dagligt. På t-shirts (gerne i kombination, skrevet med glimmer eller palietter) i mailadresser (cute_love@hotmail etc) og anvendt verbalt om alt muligt. Bl.a. talte vi idag om det amerikanske valg på kontoret i lejren. “Obama is cute, he will win”. Jeg fnes lidt og spurgte: “Cute?” “Yes very intelligent!” Nåehr ja – cute er jo et tillægsord der kan anvendes om alt og alle og betyder vist mest bare noget positivt.  Hvad præcist er mindre relevant. Og det er jeg glad for, for i dag havde Cris og jeg første-måneds-evaluering som primært gik ud på at planlægge den næste tid (vi får travlt)! Jeg prøvede dog op til flere gange at spørge til hvordan hun og de unge oplever det at have mig her som ungdomsleder, hvad der kan gøres bedre, hvordan vi når flere unge etc. (ud fra en meget detaljeret dageorden) men alt hvad jeg ku få at vide var: “we all think you are cute – dont worry dear” For hvad skal man med al den snaknår man bare kan se frem ad og planlægge? Vil nu blive ved med at prøve at få lidt mere respons..!

En lille selvavaluering blev det dog til: Jeg er stadig rigtig glad for at være her. Jeg synes de unge i lejren blir sødere og sejere for hver dag. Og jeg synes vi rykker. Men jo mere engageret jeg bliver jo mere ufatteligt og håbløst blir det også.. Jeg fatter stadig ikke at man kan lade mennesker leve sådan i 60 år -100.000 mennesker på 2 kvm2, med 70% arbejdsløshed, elendig uddannelse – ja jeg ku blive ved. Det jeg vil sige er nok bare, at den optimisme jeg ofte går hjem med efter en god dag med de unge lynhurtigt bliver  til pessisme og ‘hvad fanden nytter det her overhovedet når de alligevel ikke kan får et arbejde og et ordentligt liv’ … meen så prøver jeg at huske hvad de glade unger altid siger: “please tell people that we are also happy and that we have nice families,  cute friends and good music!” Hermed gjort!

Okay, ikke flere optimisme-pessimisme skizofrene kævlerier fra mig idag! Men et stort velkommen til den cute Stephanie! Dejligt at se dig på bloggen!!

Så blev det endeligt fredag, og vi skulle af sted til Libanon for at mødes med vores kære Helle og vores partner i Ein El-Hilweh. Flere ugers (faktisk måneders) forberedelse kulminerede i en intensiv weekend, hvor vi skulle forsøge at lære hinanden at kende, udforske udfordringerne i lejren og vigtigt af alt, blive enige om et fælles projekt som vi kunne gå videre med i grupperne hver for sig.
Rejsen startede først i Kastrup lufthavn, og efter en 4½ timers flyvetur med en pilot som hed “Fuglenes far” til efternavn landende vi sikkert i Damaskus, og allerede i lufthavnen blev tålmodigheden sat på en prøve:  Først skal man stå i kø for at købe visum hos den ene fyr i beigefarvet uniform, så skal man i en anden kø så fyr nummer 2 kan kontrollere at man har visum fra fyr nummer 1, så skal fyr nummer 3 lige kontrollere at fyr nummer 2 har gjort det rigtigt, og så skal man over i paskontrollen hvor fyr nummer 4 kontrollerer ovenstående. Desuden lærte vi allerede der, at hvis man hedder Mohammad og har udlandsk statsborgerskab, så er man irak
Da vi endeligt kom ud af lufthavnen kunne vi se frem til en køretur til Saida på ca. 130 km, men som snildt tager 3 timer. Udover bjergkørsel i mørke med tæt tåge, mange lastbiler og bilister som ville miste deres kørekort med det samme i Danmark, skal man også igennem den Syrisk/Libanesiske grænse. Kort sagt,

Fredag sluttede med at vi stod ved Spinney’s og blev hentet af en meget glad Helle.
Lørdag var dagen med mange indtryk og mange oplevelser. Udover af de mange nye mennesker man skulle forholde sig til, skulle man også forholde sig til sikkerhedssituationen omkring Ein El-Hilweh, man skulle tage stilling til de forhold folk bor under i lejren og man skulle forholde sig til at arbejde med en masse teenagere med krudt i nummeren og som ikke var vant til den samme arbejdsform som vi i Danmark er vant til. En kort rundvisning i lejren viste ret hurtigt, at det at bo i en flygtningelejr var noget helt unikt, og desværre er det ikke positivt. Udover de forfærdentlige fysiske rammer som lejren tilbyder, så er hverdagen præget af rutine og mangel på aktiviteter. Det betyder også, at når 3 danske piger bliver vist rundt i lejren, så er de dagens helt store oplevelse for indbyggerne.

Søndagen bød på et stramt og hårdt program, med masser af enegizers, små lege, oplæg og diskussioner. Vi forsøgte af afgrænse vores arbejde til små opnåelige projekter som kan udføres samtidigt i Danmark og i lejren. Lige nu ser vi frem til at lave en videoaften om livet lejren, og måske nogle billeder fra lejren med gruppens beskrivelser af dem.

Søndag aften sluttede i selskab med hele holdet på Hannans store veranda, hvor der først blev serveret klassisk palæstinensisk middag som mor ville lave det, og derefter blev der danset, sunget og klappet så meget, at naboerne følte de hellere måtte følge med fra deres altaner. Et lille dansk indslag blev det også til med “En lille and med vinge”. En uforglemmelig aften og den perfekte afslutning på en meget oplevelsesrig weekend.

Mandag gik med at komme til Beirut, videre til Damaskus hvor vi blev taget imod af egen familien, fik en kort rundvisning i byen og fik lov til at spise middag på verdens største restaurant, Bawabet Dimashq. En overnatning i Damaskus lufthavn kan generelt ikke anbefales, men når man bliver holdt ved selskab af Bahnsen, så går det nok.

Ovenstaaende ord har bestyreren af den internetcafe jeg har placeret mig i netop udtalt. Og maaske har han ret? Jeg har aldrig vaeret i hans hjemland men i mit regner det altsaa ikke med draaber saa store og det buldrer og lyner ikke paa samme maade! Saa Dk, jeg vil ikke here mere piveri over det danske efteraar! (kun ift temperaturen her er stadig lun luft!)

Netop vejrforholdene har givet anledning til meget sjov i denne weekend. Som jeg har fablet om i lange tider kom min gruppe fra Red Barnet Ungdom i Danmark endeligt paa besoeg. Og sammen med gruppen af unge i lejren tilbragte vi weekenden med workshops, diskussioner, lege og sjov. Sjovt var det i hvert fald for lejrens unger da vi ved lyden af meget hoeje brag alle for sammen! Ikke lyde man oensker at hore i den stoeste, mest radikaliserede flygtningelejr i Libanon. Saa vi blev blege og lidt bukserystnde. Men at doemme udfra de unges opmaerksomhed paa vores blege kartoffelansigter var bragene ikke noget der forskraekkede dem, vores reakioner var da vaesentligt mere fascinerende – for hvorfor saa bange for torden? Ejerne af kartoffelansigterne blev derefter vaesentligt mere afslappede og faktisk var hele weekenden meget rolig – men ikke just afslappende for vi havde lagt et ultrahaardt program! Jeg kunne skrive mange sider om vores tid sammen med ungerne i lejren, hvor fantastisk det har vaeret og hvor dejligt det er at gruppen nu har moedt dem, kender deres situation og ogsaa at de nu kender min og hvilke udfordringer jeg har med arbejdet i lejren.. Men denne kaempe succes haaber jeg min kaere gruppe ogsaa vil berette lidt om her!

I aften vil jeg nyde at vaere i Beirut hvor man kan ga alene rundt uden at vaere supersaer og falde ind i maengden med andre kartoffelfarvede eksistenser! Og moede folk fra Bangladesh – dem er der ikke mange af i Saida hvor jeg nok er det mest eksotiske indslag!

Her skal jeg hente gruppen - Saidas shoppingcenter, og mit hænge-ud sted, meget americano!

Nu er den signede dag kommet hvor min kære gruppe skal besøge mig og lejren! Jeg har skuret og skrubbet og sprayet så her ser så shiny og sarsur-frit ud som muligt. Jeg har endda haft en blikkenslager på besøg for at få ordnet de rør så den kære gruppe kan bade (jeg selv har vænnet mig til iskoldt vand ,man er vel viking? Eller bare for dansk til at ville være til besvær hele tiden?). Den såkaldte blikkenslager vadede ind med mudrede sko (hmpf!) på mit nyvaskede gulv og konstatere at det ikke virkede. Men han havde ikke værktøj med (derfor såkaldte – hvilken blikkenslager glemmer det?) så i morgen tidligt kommer han igen. Stenet oplevelse.

Nu vil jeg glæde mig til gruppen kommer og kryds hvad der krydses kan for at alt går godt på deres færd.  Og især for at de i morgen får tilladelse til at komme i lejren, meget vigtigt! Jeg glæder mig til at introducere dem for ungerne i lejren (alle 10 kan være med hele weekenden – så fedt) til lejren, til min hverdag og min by (Saida, aka the dead city. Folk har endnu ikke vænnet sig til ikke at være under isralesk besættelse så de tror stadig der er curfew fl 7 hver aften  – derfor det bette udbud af aktiviteter). Men forhåbentligt kommer vi til at hygge alligevel, programmet ligge i hvert fald op til at alt det projektmæssige (såsom, hvad kan vi egentligt lave sammen?) bliver mixet med nogle sociale aktiviteter.

Jeg håber min gruppe vil dele lidt af weekendens oplevelser og indtryk med jer alle her – så følg med!

God weekend til alle!