Red Barnet Ungdom Blogs

Dagligt overraskes jeg over hvor sjældent mine nye venner spiser. Det er åbenbert lidt sejt at kunne lege Ramadan hele året. For en u-ramaden-erfaren dansker der er vokset op med at spise minimum3 måltider dagligt (og gerne flere) kan det altså være en udfordring. Så nu er jeg begyndt at slæbe rundt på noget der ligner rugbrød (men smager af de der fuglebolde man hænger ud på træerne om vinteren) og en sæk mandariner. Hvilket åbenbart er mega mærkeligt. Konceptet madpakke er ukendt. Men sult gør mig sur så der er ikke noget at gøre.

Udover undren er min nye madpakke-dille også anledning til kommentarer om mit massefylde. I følge Hanans mor er jeg blevet meget tynd og long-in-face (minder om hvad et par thailændere engang sagde om mig) af at bo alene og kun spise mandariner,  mens Firas mener jeg er blevet “more big then when you came”  – sødt sagt.  Personligt tror jeg ikke der er sket den store udvikling, men jeg savner godt nok min cykel. Motion er ikke rigtigt slået an her. Kombineret med at sukker er det mest elskede krydderi. Egentligt utroligt folk ikke er federe. Måske fordi de kun spiser af det en gang om dagen.

Apropos sukker fik jeg tirsdag min årlige ration (måske er der lidt af den tilbage til jul?) af sukker dækket til Hanas føsdasfest. Begrebet dinner inkluderer åbenbart ikke altid (burde jeg bitterligt have erfaret) mad. Ofte bare kage med kage til. Og når man så har ramadanet den hele dagen så er kage (i meget giftige farver – tror levnedsmiddelstrylsen ville få meget travlt her!) altså end aftensmad. Efterfulgt selvfølgeligt af dans. Amok. Og stadig skal jeg i midten til solodans. Og det er ingen undskylding at have forædt sig i grøn-pink lagkage det er bare med at svinge!

Nu hvor temaet for i dag åbenbart er mad, må jeg også lige nævne dette emnes indflydelse på gruppemøderne med ungerne i lejren. Jeg har erfaret at ungerne til torsdagsmøderne er ganske smadrede og ukoncentrerede (ukoncentrerede er de også om søndagen men altså i mindre grad!) og selvfølgeligt er det ret logisk når de kommer lige fra skole/arbejde og ikke har indtaget andet end Marli Boros (som de hedder her). Så for at damage controle har vi nu indført snack-tid. I dag var det kage  (kom til at spørge om banan hvor en mulighed – åbenbart en helt håbløs, latterlig snack-kandidat). Jeg håber dette nye indslag kan hjælpe os igennem den sidste måneds møder hvor jeg vil forsøge mig med noget LFA-light (projekt styring) og noget krea-evaluering, nu må vi se om det kan sluges lettere indsmurt i sukker!

Yalla bye!

Elsker åbenbart bogstavrim. Men elsker endnu mere at få beskeder som denne efter en lang, regnfuld og udmattende dag:

” U ARE SO CUTE and helpful member and gd woman in ur society i hope to be freinds for ever. GD night”

Elsker de unger (her Aya), især når man ved hvor svært det der engelske er og hvor dyrt det er for dem at sende smser. Lige i hjertekulen på den nu skizofrene (kan ikke bestemme mig for en sindsstemning i mere end en time ad gangen) ungdomsleder!

GDnight til dig og dit samfund

Lider jeg mon af et øjebliks november blues (som ikke engang en smiley kan udtrykke)? Kombination af travlhed, ineffektivitet, kulde og hvad der ifl. “Ungdomslederguiden” kan betegnes som en midtvejskrise har præget min dag. Ifølge rapporteringer fra hjemlandet er der dog ikke noget at savne der. Novmeber er grå og kold og dum og fyldt med uni-stress. Hvilket dog i min forskruede hjerne hurtigt lyder som rødvin og stearinlys.. Og hygge, savner hygge!

Sandsynligvis skyldes dagens blues også at min eneste face to face verbale kontakt til omverdenen på to dage var i går da et libanesisk turist-reklame-kamera-hold- i smug filmede mig ved Saidas enenste turist attraktion ‘The Seacastle’. Indtil jeg outede dem og  spurgte hvad de lliiiige troede de havde gang i. Og derefter blev overtalt til at “look like you say wauw and look on horizon”. Man er vel en sucker for fame – og der  fik man lige sine 5 min. af den libanesiske slags..Håber aldrig nogen ser det!  Men det dækkede dog en snert af mit sociale behov (der forhåbentligt bliver helt mættet efter en weekend i Beirut)!

Håber min blues i morgen vil forsvinde som dug for den libanesiske sol (som deværre også er gået på november -mode) når min makker Firas og jeg skal præsentere pilotprojekt ideen; “Palestinian Youth Culture Festival” på et platforms møde blandt de større NGOer i lejren.  Hvis de er on board er jeg overbevist om at dette øjebliks blues vil erstattes af optimisme. Deres støtte er nemlig ret essentiel. Både fordi vi får brug for deres hjælp og ressourser men især fordi vi har brug for at høre om emnet er for kontroversielt. Kultur er normalt noget ret hyggeligt og tilforladelidt noget. Okay der er undtagelser – bl.a. Brians kulturkanon, men altså. Håber ikke vores ide også er en undtagelse. Kulturelle udskejelser så som dans, sang og leg betragtes nemlig af visse, mere konservative grupper, i som fundet som ‘Haram’ – altså som noget der ikke tillades af Gud. Derfor må vi sørge for, at vores aktiviteter ikke støder nogen, og at det kan anses for legitimt at medvirke. Vi vil jo nødig bidrage til at skabe mere konflikt end der allerede er.. Så kryds (igen!) fingre for mine diplomatiske evner!

Dont worry. All love you. We are very good. Generelt er alting altid peachy her. Hvilket er fedt for en semi-kynisk-kritiker-jyde som mig der klicheen tro ikke strør om mig med positivitet uden grund. Men også ind imellem en anelse svært at forstå. For eksempel når man kifakker (sir Kifak til hinanden, altså “hvordan har du det”) så er alting altid strålende – også selvom man ved de lige er blevet smidt ud af skolen/der er usikkert i lejren/og det vælter ned med regn i deres i forvejen meget fugtige lejlighed i lejren. Det kan selvfølgeligt være høflighed og facade – men det virker altså ægte nok!

Det positive syn er faktisk ret gennemgående for gruppearbejdet. i dag lavede vi en lille styrker-svagheder-muligheder-trusler analyse (en SWOT, for mine med-nørder). Styrker og muligheder var der masser af. Vi ku være blevet ved i timevis. Svagheder og trusler; næsten intet! Hvilket jo er ret utroligt (i ordet direkte forstand). Når vi evaluerer, både aktiviteter, arbejdet og mig er alt også bare rosy.  Derfra de indledende ord. Selv hvis man virkeligt prøver at spørge, om der mon ikke er noget vi kan gøre bedre ( og selv har en del forslag, fx at komme til tiden, ikke tale i munden på hinanden, melde afbud etc.) er det vildeste svar jeg har fået at vi “maybe could be better at cleaning up the room after meetings” Ok så. Og så skal jeg altså bare not worry! Punktum

Mine frustrationer over ikke at modtage bare en anelse kritik forsvinder dog ret hurtigt. Især når ungerne er så seje at de bare laver en fest. I dag skulle mødet starte med en hjemmelavet frokost som tak for vores allesammens gode arbejde. Efter 3 timers møde var maden stadig på arab time. Og ungerne (og mig) var så sultne at vi ikke rigitgt ku koncentrere os mere. Hvad gør man så? Surmuler? Brokker sig? Skælder ud på de ansvarlige? Nej da, man finder en tromme og smækker et par tørklæder om hofterne og holder fest indtil maden er klar. Åhrn der! Og jeg tror sørme de ‘oriental dance’ timer Henriette lokker mig med til i Beirut virker! Jeg føler mig i hvert fald ikke helt så latterlig mere. Eller er det bare den positive, uselvkritiske stemning der smitter af? At jo bredere hofter jo mere er der at svinge med? Og jo mere man gir den gas jo sejere er man? (ikke noget sky halbal stemning her!!) Det tror jeg jeg vil prøve at hive med mig hjem! Så watch out januar!

Firas: “Helleey! What you call this in Dinamarkie?” Mig: “Ehm…something with K..Kufi? Kata? No? Hmm. Well some places they call them Sharon-fruits I think” Firas (med torden og lynild  i øjne og arme): “WHAT?!? Helleey? Sharon? Do not say that name here, Helley, NO”  Okay så – ikke smart at udtale “Sharon” i en rimeligt radikaliseret palæstinensisk flygtningelejr. Men hvad hedder den der orange frugt der lidt ligner en tomat så? Hva? Det er jo bare en frugt!

Nå – har faktisk lovet at sige til alle i Danmark at her ikke er så slemt. At her ikke er så meget vold og terror som medierne (når de da bringer noget fra lejrene) viser og at ikke alle er islamiske fundamentalister eller terrorister “You go and make good propaganda! Please! Show Dinamarkie-people that people here are also happy” Som lovet den rare børnehave/ungdomsklub/hækleklub/klinik-dame, så gjort (igen!)! Og det er ikke bare propaganda, det passer altså! Mit første indtryk; at Ein el-Hilweh er et forvokset Christiania (lidt mere skrald, lidt flere mennesker, lidt mere mudder og langt flere biler) men masser af stemning, sammenhold, musik, gadekunst og barfodede unger der leger. Og ligesom med Christiania, jo mere jeg er her, jo mere elsker jeg det (og jo mere elsker jeg samtidigt at komme hjem til min lejlighed – forbandede magelighed med medfølgende postkolonial skyldfølelse). Og som på Christiania er der ikke så meget statslig indblanding (af ret andre årsager – det er en tvungen sammenligning). Så de undermen masse NGOer har taget over. Men de er underbemidlede – donorerne skrider som imaget som “terrorist-skjulested” styrkes. Derfor bebrejder jeg heller ikke de få der får dollartegn i øjnene når de ser mig…

Og nu vi er ved objektiviseringen af mig (er vist den eneste bleg-fjæsede i den leger for tiden): Der går pt en lille video af mig rundt på mobiltelefoner i lejren. Med mig der forsøger mig med noget araberdans. Uden meget held. Skønno. Efter en meget udmattende dag med tegnelege og danse-sjov med en masse børn vi (mig og ungerne) havde inviteret til “childrens event” i lejren  hele søndagen, var jeg åbenbart så udmattet og dilirisk af Hanans mors fantastiske mad (vin-blade ruller som de nye forårsruller?) at jeg indvilligede i at lade mig ydmyge til endnu mere dans. Dog intetanende om at jeg blev filmet af nabolagets unger. Så nu går Helley Skufmoussa åbenbart hoftevride-amok på skærmene i lejrene. Tak shebabs!