Red Barnet Ungdom Blogs

I morgenens varme solstråler skulle de små telte rømmes. Underligt at pakke sammen og have en følelse af at dette telt, der var så enormt koldt om natten, ville blive så savnet. Mange personlige samtaler hørte til her, og mange kulturelle forskelle var blevet vendt her. Tak – for al den åbenhed og en anden måde at opfatte så meget på. Jeg pakkede det ned i min bagage sammen med ørkenens sand og mine gaver fra Jordanerne.

Vi nød vores morgenmad i solen, de sidste oplæg om vores fremtidige arbejde blev holdt, og vi fik evalueret på hele seminaret. Bussen blev pakket og kørte af sted mod den sydligere by Aqaba. Jordanerne skulle hjem og forberede den næste dags skolegang og arbejde – hverdagen kaldte. Vi sagde på gensyn til de fleste jordanere ved stationen, hvorfra de kunne rejse til deres respektive hjembyer. Inden bussen kørte mod lufthavnen i Amman, nåede vi danskere at føle os som turister, da vi i selskab med Mahmoud og Nabil tog en tur til stranden og shoppede lidt.

Vi var alle ved at være klar til den lange rejse hjem mod DK. På trods af turen kun varede 5 dage, var vi mættede. Programmet havde naturligvis været pakket, så vi var fyldt med info og indtryk. Seminaret havde vi hver især vores opfattelse af. Nogle havde mere eller mindre hele vejen igennem haft den samme positive sindstilstand, mens andre havde redet på skiftevis bølger af frustrationer og eufori. Men enige var vi – det havde været så fedt! Vildt hvad engagement i fællesskab kan føre til.

Turen hjem mod DK var en perfekt afslutning for os danskere. Overtrætte og høje på oplevelser gik turen hjemad med snak, alt for meget kortspil, små lure og Starbucks. På kort tid var vi kommet tæt på hinanden. Tak for nogle enormt lærerige dage og personligheder.

Det bliver alle tiders projekt!

- Solveig

Det primære formål med vores besøg i Jordan har været at undersøge hvordan vi kan nå ud til en anden målgruppe, end den der sædvanligvis deltager i de efterhånden utallige dialogseminarer i Jordan. Samtidig har det også været vigtigt for os at undersøge hvordan seminaret bedst muligt linkes til Red Barnets Family Protection program og til vores eget integrationsprogram. Herud over har det også været vigtigt at skabe en relation til vores partner WE center og sammen med dem skabe rammerne for det dialog seminar der vil finde sted i december.

Vi har fået utrolig meget ud af vores besøg her og er blevet meget klogere på hvordan det hele kan linkes sammen i en skøn forening. Vi er kommet ud af Amman og har mødtes med Red Barnets medlemmer af børnerettighedsnetværket og med de unge mennesker, der nu vil blive venner af netværket som samtidig vil understøtte dem i deres frivillige arbejde. Vi har besøgt politiets Family Protection Departments som er det grundlag de unge vil skulle lave advocacy kampagne for.

Vi har været meget glade for at have fået muligheden for at komme ud i landet, til de fattigere områder og få et indblik i de unges og organisationernes vilkår her. Civil samfundet i Jordan er svagt og bæger samtid præg af, at der er utrolig mange donormidler i spil og der er en uheldig tendens til at målet bliver fokuseret på donor interesser frem for en lokal forankret indsats. Som en af de unge frivillige så rammende sagde det: ”the NGOs have forgotten why they are really there, they work for social prestige and power rather than for the community. Heads of NGOs do not believe in what they are saying – they are just saying what the donors want to hear – they do not listen to youth – there is no space to talk”

Dette har også været et af vores motiver for at nå ud over den sædvanlige målgruppe, der efterhånden har været på et utal af workshop og seminarer – og derfor lige ved hvad de skal sige, men desværre er der ikke meget handling på ordene, de stryger bare videre til det næste seminar og man kan få en følelse af at man svæver rundt på overflader sammen med dem i en strøm af tomme ord. Det er der ikke meget bæredygtighed i og man kommer ikke videre end at have empowerede en gruppe af unge der var det i forvejen – men nu har endnu et seminar at skrive på CV’et.

Jeg sidder og hygger mig med en ”Red cup”, med computeren på skødet. Udenfor er der livlig aktivitet – noget kunne tyde på, at der er en daginstitution i nærheden. Helle ligger inde i sengen med mavekrampe. Jeg er indtil videre sluppet for smerten, al-ham-dul-li-lah, til gengæld har en kombination af oppustet mave og løsthængende gevandter gjort at folk tror jeg er gravid – så slipper man da om ikke andet for frieriet.

Jeg er så småt ved at pakke sammen, for at drage tilbage til Beirut og derfra videre til Damaskus. Egentlig var min plan at jeg vil tage af sted mod Damaskus her sidst på eftermiddagen, så jeg kunne nå et aftensmøde med Shafik (fra vores Syriske partnerorganisation), men jeg må ærligt indrømme at jeg ikke kan overskue endnu en nat i lufthavnen i Damaskus – så mødet med Shafik må vente til vi er på disse kanter igen til december – i stedet vil jeg tilbringe aftenen i Beirut i selskab med nordmanden og tage direkte derfra til lufthavnen i Damaskus.

Her sidder man i en semi-mølædt sofa og drikker sig en god kop nescafe (bedre kendt som Red Cup) med soyamælk (strømmen har det med at forsvinde, så man må købe ting der kan holde sig uden at være på køl). Sveden pibler fra min pande og uden for kan man høre lyden af en generator, som desværre ikke tilhøre ”Paladset” – så her sidder jeg i stearinlysets skær – herinde høre kun lyden af kakkerlakkers listen rundt i skabene og man mærker en kriblen og kløen på kroppen. Måske insektboet alligevel er det mest passende navn, Helle?

Strømmen er kommet tilbage, Helle er listet ind i kæmpe sengen, der dog desværre ikke er helt så bekvem som den umiddelbart syner – vi har lige haft en mindre kamp med en kæmpe kakkelak, der listede rundt i det ”rene” sengetøj.

Jeg sidder og ligger sidste hånd på et hverveopslag til Jordan projektet – og overvejer om vi ikke burde have skrevet en lille artikel om den sidste uges seminar forberedelser til Nyhedsbrevet, men det bliver ikke i aften. Fanen i loftet dingler faretruende over mit hoved og frembringer en taktfast klingende lyd udenfor kan jeg høre naboerne og et fjernsyn der køre. Der er så mange lyde her, og ”Paladset” er stort, så der er stor forståelse for at Helle ser frem til et besøg fra Adel – som skal hjælpe hende med at få fingrende i en generator, så hun kan overdøve lydene med tonerne fra Arabisk musikvideoer.

Helle nyder at hun for en gangs skyld kan bevæge sig ud efter mørkets frembrud. Jeg kan godt forstå at hun ikke har lyst til at slentre rundt i gaderne alene om aftenen og er egentlig også meget glad for at hun ikke gør det. Vi går en tur ned til vandet – der, som Helle siger det, ser en del mere idyllisk ud om aftenen, hvor man ikke kan se at stranden er af skrald – der er ikke meget liv i gaderne sådan en mandag aften, der hænger nogle unge mænd rundt på gadehjørnerne og på fortovscafeerne sidder mændene og drikker te, ryger vandpiber og diskutere. Der er ikke mange kvinder at se på gaden. Vi finder en restaurant med udsigt, der ligner et sted man måske kunne købe en øl – det kunne vi begge godt trænge til – der tager vi fejl, til gengæld er det et af de steder hvor man får revet en arm af (vestjysk udtryk for at stedet er dyrt) for en søle salat.

Vi beslutter os for at gå hjem, så vi kan få lidt luft – og så Helle kan få lidt motion, det bliver det ikke til meget af, da hun skal en køres frem og tilbage til lejren, hvor hun når hun er der helst heller ikke må gå for meget rundt og så kan hun i øvrigt heller ikke gå ud om aftenen, med mindre hun er i selskab med andre. Jeg er glad for at høre at hun nu har fået en rigtig veninde! som er knap så påtrængende som ”vennen” Ali.

Vi går lidt rundt på må og få uden helt at have styr på retningen og får kævlet om løst og fast, særligt om de sidste ugers oplevelser og om det fremtidige projekt og forholdende i lejeren og den ikke helt let gennemskuelig politisering af alt. Der er mange udfordringer og forhindringer for projektet af mere eller mindre overskuelig kaliber, som sprogbarriere og en manglende tro på at det nytter, koblet til store drømme og forventninger. Det bliver spændende at se hvad der kommer ud af projektidentifikationen i slutningen af denne måned – hvor den danske gruppe (som består af et Arabisktalende med lokalt kendskab og stærke tøser med projekterfaring – en rigtig god kombi, med god gruppe dynamik) vil komme på besøg og mødes med de frivillige her, for i samarbejde at finde frem til målet og formen på det fremtidige samarbejde. Det er desuden uvurderligt for projektet at vi har Helle her i de næste tre måneder – det vil give os muligheden for at komme tætter på en forståelse af forholdene i lejren og det virvar af organisationer vores partnerorganisation samarbejder med og samtidig er hun med til at skabe motivation og engagement hos de frivillige her og sørger for en sikker lokalforankring af projektet både her og hjemme i Danmark – i tæt samarbejde med de frivillige projektgrupper.

Som vi gik der og kævlede mistede vi helt og aldeles overblikket over hvor vi var. Heldigvis mødte vi den lokale ”rapper”/lyd mand fra bandet DI (udtales som the eye) – ”Deep Inside” – de havde netop fået en aftale i stand med et stort Telefonselskab, men var kommet til at ”fuck it up”, med lidt for politiske tekster – vi fik en lille smagsprøve på hans talenter ud i ”human beat box” og blev samtidig ledt i den rigtige retning.

Tilbage i ”paladset” har vi en mindre kamp med en kæmpe kakkerlak der kravler rundt i skabet med puder og tæpper – som jeg skal sove med – inden Helle dratter om i “himmelsengen”.