Red Barnet Ungdom Blogs

Efter en god natssøvn går turen mod Saida, hvor jeg vil mødes med vores u-leder Helle (i kan læse meget mere om hendes gøren og laden her på bloggen). Helle er afsted som u-leder paa vores Libanon projekt der er et partnerskab med social solidarity centre (SSC) som vi har arbejdet sammen med siden 2003. Projektet går på at understøtte vores partner i opbyggelsen af en pige-/ungdomsklub i lejren (Ein el Hilweh – hvor SSC har base) og at understøtte etableringen af en frivilliggruppe. Det bliver rigtig godt at se hende og “paladset”, det bliver dejligt at få et billede af situationen og høre hvordan Helle har det og hvordan situationen ser ud de der lever ders øjenhøjde. Vi har alle været en smule bekymret – og ikke uden grund, da der i løbet af de seneste uger har været meldinger om bombesprængninger og “armed conflict” i Ein el Hilweh – dette koblet til øget bekymring for en stigende radikalisering i lejren og øget våben tilstrømning. En bekymring som selv Chris (vores kontaktperson i vores partnerorganisation, SSC) har udtalt, hun er ellers kendt for at betegne Ein el Hilweh som værende så fredeligt som et lille barn der sover (måske man nærmere kan betragte det som en stilhed før en storm, som det nu så småt er begyndt at blæse op til – vi krydser finger for at det lige så stille blæser over). Denne bekymring er en af grundende til at Helle ikke bor i lejren, men i den nærliggende by Saida, at det nok også er en smule mere bekvemt er en anden side af sagen. Helle har dog to ugentlige besøg i lejren, hvor hun mødes med de unge frivillige. Hendes besøg i lejren, vil altid kun ske i selskab og samråd med partner. Hun er desuden i hyppig kontakt med Red Barnet og med den danske ambassade. Ligesom vi også herfra holder et vågent øje med hende og med situationen, men det bliver nu meget rart selv at komme ned og få et indblik i situation og se hvordan hun bor.

Efter en lille ufrivillig sight-seeing tur i Beirut og en lille tur i mini-bus (der var 10 gange billigere end taxaturen – måske den taxachauffør tog mig en smule ved næsen) nåede jeg frem til Saida – der mest af alt har karakter af en mellemstor provinsby. Helle hentede mig ved stationen, i hendes meget anstændige klæder (ikke at hun ellers går uanstændigt klædt), og derfra gik vi op til en lille café for at mødes med Chris.

Et megt hurtigt lille indslag. Jeg sidder paa hotellet i Beirut og venter paa Torbjoern, han er ved indenrigsministeriet for at faa et stempel, saa han kan faa et andet stempel i Saida og derefter have tilladelse til at komme ind i Ein el Hilweh.

Naar han er tilbage gaar turen til Saida hvor jeg vil besoege Helle – jeg glaeder mig voldsomt til at se paladset – og spise frokost med Chris og forhaabentligvis ogsaa moede nogle af de frivillige fra projektet.

Som lovet maa I ogsaa lige faa en lille update paa moedet med Shafik igaar. Desvaerre maa jeg meddele at det ikke lykkedes mig at moedes med ham. Tilgengaeld fik jeg en lille sight seeing tur i det “virkelige” Damaskus – vaek fra den gamlebys turistiske idyl.

Shafik og jeg skulle moedes paa en kaffebar, men jeg havde ingen ide om hvordan han saa ud og om han overhovedet ville vaere der til aftalte tid (han havde ikke svaret paa min sidste mail) og jeg havde selvfoelgelig heller ikke hans telefonnummer. Paa kaffebar var der pludselig mange der hed Shafik – fordi de gerne ville sludre med mig, efter at have indset at ingen af dem var den ‘rigtige’ Shafik opgav jeg soegningen og tog tilbage til idyllen.

Jeg har netop modtaget en meget undskyldende mail fra Shafik og vi haaber nu at have lidt mere held til at moedes tirsdag aften inden jeg flyver tilbage til Koebenhavn.

Jeg sidder lige og surfer lidt rundt, inden jeg tager ud for at mødes med Shafik.

Jeg sidder i atriumet på hotellet i Damaskus. Under åben himmel i fred og idyl og surfer lidt rundt på nettet, skriver lidt mails og giver tankerne frit løb. Jeg har skrevet en længere omgang kævl, for at få sat lidt ord ugen – efter en lettere redigering ender nogle af orderne nok her, insh’allah.

Rejse kammeraten ligger og sover hen over bordet. Det er hårdt når man har en mindre revolution under opsejling i maven – lad os bede til at den ikke for en alt for voldsom afvikling, og at der kommer ro på den inden vi sætter os i bilen med Libanon. Jeg mindes stadig med gru og væmmelse et besøg på et nøglehuls toilet på grænsen mellem Syrien og Libanon, der var meget lidt rent – faktisk falder det i kategorien, det klammeste toilet jeg nogensinde har set, (hertil skal siges at jeg har besøgt min del af klamme toiletter bl.a. i flytningelejre i Uganda). Nok om det, det er vist ikke helt passende med den slags toiletsnak her.

Mens jeg har siddet her og surfet er jeg stødt på et par spændende links, som jeg tænkte, at jeg passende kunne dele med jer. Det Arabiske Initiativ har fået sin egen hjemmeside http://www.detarabiskeinitiativ.dk/dai.nsf/Doc/born?OpenDocument her kan man læse lidt mere om Red Barnets projekt i Jordan – og hvem ved, måske kan man her også snart læse lidt mere om vores del i det projekt – man kan her også læse hvad andre danske organisationer laver af projekter under initiativet. Det Arbiske Initiativ er den pulje under udenrigsministeriet, vores MENA projekter søger om støtte hos gennem DUF (dansk ungdoms fællesråd) – DUF administrere en større bid af kagen (puljen), der er øremærket til ung-til-partnerskaber og dialog mellem danske unge og i MENA regionen – det kan i læse mere om her, hvor i også kan høre om RBUs sidste besøg i Syrien http://www.duf.dk/forside/internationalt/mellemoesten/historier_fra_mellemoestarbejdet/skoleskak_i_syrien/

På vores egen hjemmeside www.redbarnetungdom.dk kan i læse mere om vores integrationsprogram som det kommende projekt i Jordan forhåbentlig vil blive linket op til og som Syrien projektet også falder ind under. Man kan på vores hjemmesiden også læse mere om vores projekter ude i verden, ligesom man kan følge med på vores rejser her på bloggen. I kan også besøge vores blog fra sidste års rundrejse i MENA regionen savethechildrenyouth.blogspot.com

Nu må jeg vist hellere se at få hold på det her, og finde frem til den kaffebar hvor jeg skal mødes med Shafik. Inden turen går mod Libanon. Egentlig ville jeg have skrevet lidt om vores sidste dag i Jordan – der bød på er møde med Red Barnet USA i Jordan (der har et kæmpemæssigt ungdomsprogram der ledes fra Jordan, men dækker hele regionen – det kan i læse mere om på bloggen fra sidste år savethechildrenyouth.blogspot.com) det var et godt møde og vi fik gode informationer og kontakter med os der fra, der ikke kun er spændende for Jordan projektet men også for de øvrige projekter i regionen; et Hammam (badeanstalt) besøg, som et lille treat til os selv, efter en lang og produktiv uge med mange møder, indtryk og meget hjerneaktivitet; og en hyggelig middag og wrap up møde med Raghda (som har været en fantastisk hjælp for os, og som i det hele taget er et fantastisk menneske) og Mahmoud (som vi glæder os til at skulle arbejde meget mere sammen med).

Jalla, nu må dette få en ende. I kan forvente mere kævl herfra når jeg er fremme i Libanon efter et veloverstået møde med Shafik og en køre tur – med en forhåbentlig ikke alt for ’spændende’ taxachauffør.

Lige en lille hurtig hilsen. Jeg befinder mig nu i landet, uden alt, hvad der kunne have noget med USA at gøre – med andre ord må man undvære facebook et par dage – tilgengæld er her utrolig smukt og folk er søde, smilende og meget hjælpsomme (omend man nogle gang bliver ledt en smule på vildspor – fordi de så gerne vil hjælpe, men alligevel ikke rigtig forstår hvad man siger eller ved hvor det sted man gerne vil hen egentlig ligger).

Det var en noget lang tur hertil. En bustur beregnet til tre timer endte med at tage 6 timer (erfaringen siger os nu at man altid skal gange den estimerede rejse tid med 2 – heldigvis var der ikke denne gang tale om en 12 timers rejse der blev ganget op – som da vi sidste år rejste fra Amman til Cairo, med MS Skagen).  Bussen var desværre heller ikke nær så komfortabel som rygtet forlød, den var på ingen måde bygget til folk med lange ben – tilgengæld var det billigt og ikke nær så livsfarligt som at køre med den ’stereotype taxachauffør’ og Ann-Katrine kunne gå lige til boarding.

Planen var så at jeg ville tage lige til hotellet – men selvfølgelig var alle hæveautomater i lufthavnen ude af drift, så jeg kunne ikke komme derfra, jeg havde ikke en rød reje på lommen og blev forfulgt af “sleske” (i ordets fulde betydning) unge mænd – der vist bare ville hjælpe, min tolerance tærskel var efter den lange bustur og meget lidt søvn nede på et absolut minimum og de fattede ikke at jeg ikke ønskede deres hjælp, om end jeg sagde det meget klart på Arabisk (som en klog kvinde – sikkert min mor – engang sagde, så er de første ord du lære på et andet sprog altid høflighedsfraserne og uhøflighedsfraser – så blandt min ti ord på arabisk er selvfølig nej, og nu er det nok!). Jeg besluttede mig for at ligge mig i de altid ‘komfortable’ stole i lufthavnen – sammen med flygtningene fra Irak og det Nordlige Afrika(?) (jeg kunne ikke helt finde ud af hvor de mon kom fra – men det var ret tydeligt, at de var på flugt – at dømme ud fra deres bagage og den måde de var pakket ind på og deres udseende sagde mig at de måtte komme fra det nordlige Afrika, et sted…jeg må undersøge sagen nærmere, eller måske er der nogen der kender svaret?). Efter et par timers søvn, var jeg lidt mere klar i hovedet og hæveautomaten fungerede igen og jeg kunne køre lige til hotellet – eller næsten lige til hotellet, vi fik lige kørt lidt i ring, i en meget stor bil i meget små gader, taxachaufføren vist alligevel ikke helt hvor hotellet lå og folk fik peget os i et utal af forskellige retninger, indtil vi stødte på en skraldemand der kendte hvert et lille hjørne af den gamle by. Morgenmaden stod klar til mig da jeg endelig kom frem – al-ham-dul-li-lah (gud være lovet) – og da jeg havde konsumeret den var også værelset klar – så jeg ligge kunne nå et bad inden min norske rejse kompagn kom med taxaen fra Libanon.

Hotellet er en charmende lille oase midt i det gamle by i Damaskus. I ægte Damascene style.

Vi har haft et par dage med ren afslapning, god mad og lidt sightseeing i det Syriske landskab.

I eftermiddag har jeg et møde med vores Syriske samarbejdspartner – der samarbejder med integrationsprogrammet i Århus og DATS (dansk amatør teater sammenslutning) om et ‘mobilt gadeteater projekt’ – projektet og samarbejdet er så småt i støbeskeen og nu jeg var her alligevel er det meget godt lige at få ansigt på vores partnerorganisation her. Der er allerede stor interesse for projektet, fra især jordansk side, og jeg glæder mig til at møde Shafik som er vores kontakt person i ‘family planing association’ som partnerorganisationen hedder. Syrien er ikke det letteste land at arbejde i som NGO – det er okay hvis man er en lille ungdomsorganisation, der arbejdet med noget der ikke er politisk og her er børn altid et sikkert bud – men nu er det jo sådan at vi deler navn med en temmelig stor Alliance, så det er lidt en balance gang at få landet projektet uden at komme til at træde nogen over tæerne eller skabe problemmer for nogen (eller for os selv) – det skal dog nok falde på plads og efter en uge her i Damaskus glæder jeg mig til at vi kan søsætte et projekt med de fantastisk søde mennesker her!

Nu vil vi tjekke ud herfra, tage til mødet med Shafik – det skal i nok høre mere om – og derefter vende snuden mod Libanon, hvor jeg skal mødes med vores U-leder Helle og forhåbentligvis også den kære Chris (kontaktpersonen i SSC, vores partnerorganisation i Ein el Hilweh), insh’allah.

I dag har vi vaeret i Karak, som er ligger i det sydlige Jordan. Her besoegte vi en lokal afdeling af ‘Union for Charitable Society’. Den lidt oede udseende bygning og det skuffende lille fremmoede skulle vise sig at vaere meget frugtbart for vores planer for det forestaaende pilot projekt, i form af et dialog seminar, der gerne skulle kunne give grobund for dannelsen af en projektgruppe i Danmark og en projektgruppe i Jordan – helst uden for vores respektive hovedstaeder.

Det viste sig nemlig at en gruppe unge i to forskellige landsbyer uafhaengigt af hinanden er gaaet sammen for at lave noget frivilligt arbejde for at forbedre forholdene for boernene i deres landsbyer, bl.a. ved at male skolen og ved at presse paa for at faa en skolegaard til boernene at lege i… Fedt! Nu har vi altsaa fundet vores lokale unge frivillige til vores seminar. Det er super dejligt at moede saadanne initiativrige unge mennesker, der paa trods af at de ingen midler har eller et fast moedelokale, alligevel formaar at udrette nogle ting for boernene i deres lokalsamfund.