Red Barnet Ungdom Blogs

Det primære formål med vores besøg i Jordan har været at undersøge hvordan vi kan nå ud til en anden målgruppe, end den der sædvanligvis deltager i de efterhånden utallige dialogseminarer i Jordan. Samtidig har det også været vigtigt for os at undersøge hvordan seminaret bedst muligt linkes til Red Barnets Family Protection program og til vores eget integrationsprogram. Herud over har det også været vigtigt at skabe en relation til vores partner WE center og sammen med dem skabe rammerne for det dialog seminar der vil finde sted i december.

Vi har fået utrolig meget ud af vores besøg her og er blevet meget klogere på hvordan det hele kan linkes sammen i en skøn forening. Vi er kommet ud af Amman og har mødtes med Red Barnets medlemmer af børnerettighedsnetværket og med de unge mennesker, der nu vil blive venner af netværket som samtidig vil understøtte dem i deres frivillige arbejde. Vi har besøgt politiets Family Protection Departments som er det grundlag de unge vil skulle lave advocacy kampagne for.

Vi har været meget glade for at have fået muligheden for at komme ud i landet, til de fattigere områder og få et indblik i de unges og organisationernes vilkår her. Civil samfundet i Jordan er svagt og bæger samtid præg af, at der er utrolig mange donormidler i spil og der er en uheldig tendens til at målet bliver fokuseret på donor interesser frem for en lokal forankret indsats. Som en af de unge frivillige så rammende sagde det: ”the NGOs have forgotten why they are really there, they work for social prestige and power rather than for the community. Heads of NGOs do not believe in what they are saying – they are just saying what the donors want to hear – they do not listen to youth – there is no space to talk”

Dette har også været et af vores motiver for at nå ud over den sædvanlige målgruppe, der efterhånden har været på et utal af workshop og seminarer – og derfor lige ved hvad de skal sige, men desværre er der ikke meget handling på ordene, de stryger bare videre til det næste seminar og man kan få en følelse af at man svæver rundt på overflader sammen med dem i en strøm af tomme ord. Det er der ikke meget bæredygtighed i og man kommer ikke videre end at have empowerede en gruppe af unge der var det i forvejen – men nu har endnu et seminar at skrive på CV’et.

Jeg sidder og hygger mig med en ”Red cup”, med computeren på skødet. Udenfor er der livlig aktivitet – noget kunne tyde på, at der er en daginstitution i nærheden. Helle ligger inde i sengen med mavekrampe. Jeg er indtil videre sluppet for smerten, al-ham-dul-li-lah, til gengæld har en kombination af oppustet mave og løsthængende gevandter gjort at folk tror jeg er gravid – så slipper man da om ikke andet for frieriet.

Jeg er så småt ved at pakke sammen, for at drage tilbage til Beirut og derfra videre til Damaskus. Egentlig var min plan at jeg vil tage af sted mod Damaskus her sidst på eftermiddagen, så jeg kunne nå et aftensmøde med Shafik (fra vores Syriske partnerorganisation), men jeg må ærligt indrømme at jeg ikke kan overskue endnu en nat i lufthavnen i Damaskus – så mødet med Shafik må vente til vi er på disse kanter igen til december – i stedet vil jeg tilbringe aftenen i Beirut i selskab med nordmanden og tage direkte derfra til lufthavnen i Damaskus.

Her sidder man i en semi-mølædt sofa og drikker sig en god kop nescafe (bedre kendt som Red Cup) med soyamælk (strømmen har det med at forsvinde, så man må købe ting der kan holde sig uden at være på køl). Sveden pibler fra min pande og uden for kan man høre lyden af en generator, som desværre ikke tilhøre ”Paladset” – så her sidder jeg i stearinlysets skær – herinde høre kun lyden af kakkerlakkers listen rundt i skabene og man mærker en kriblen og kløen på kroppen. Måske insektboet alligevel er det mest passende navn, Helle?

Strømmen er kommet tilbage, Helle er listet ind i kæmpe sengen, der dog desværre ikke er helt så bekvem som den umiddelbart syner – vi har lige haft en mindre kamp med en kæmpe kakkelak, der listede rundt i det ”rene” sengetøj.

Jeg sidder og ligger sidste hånd på et hverveopslag til Jordan projektet – og overvejer om vi ikke burde have skrevet en lille artikel om den sidste uges seminar forberedelser til Nyhedsbrevet, men det bliver ikke i aften. Fanen i loftet dingler faretruende over mit hoved og frembringer en taktfast klingende lyd udenfor kan jeg høre naboerne og et fjernsyn der køre. Der er så mange lyde her, og ”Paladset” er stort, så der er stor forståelse for at Helle ser frem til et besøg fra Adel – som skal hjælpe hende med at få fingrende i en generator, så hun kan overdøve lydene med tonerne fra Arabisk musikvideoer.

Helle nyder at hun for en gangs skyld kan bevæge sig ud efter mørkets frembrud. Jeg kan godt forstå at hun ikke har lyst til at slentre rundt i gaderne alene om aftenen og er egentlig også meget glad for at hun ikke gør det. Vi går en tur ned til vandet – der, som Helle siger det, ser en del mere idyllisk ud om aftenen, hvor man ikke kan se at stranden er af skrald – der er ikke meget liv i gaderne sådan en mandag aften, der hænger nogle unge mænd rundt på gadehjørnerne og på fortovscafeerne sidder mændene og drikker te, ryger vandpiber og diskutere. Der er ikke mange kvinder at se på gaden. Vi finder en restaurant med udsigt, der ligner et sted man måske kunne købe en øl – det kunne vi begge godt trænge til – der tager vi fejl, til gengæld er det et af de steder hvor man får revet en arm af (vestjysk udtryk for at stedet er dyrt) for en søle salat.

Vi beslutter os for at gå hjem, så vi kan få lidt luft – og så Helle kan få lidt motion, det bliver det ikke til meget af, da hun skal en køres frem og tilbage til lejren, hvor hun når hun er der helst heller ikke må gå for meget rundt og så kan hun i øvrigt heller ikke gå ud om aftenen, med mindre hun er i selskab med andre. Jeg er glad for at høre at hun nu har fået en rigtig veninde! som er knap så påtrængende som ”vennen” Ali.

Vi går lidt rundt på må og få uden helt at have styr på retningen og får kævlet om løst og fast, særligt om de sidste ugers oplevelser og om det fremtidige projekt og forholdende i lejeren og den ikke helt let gennemskuelig politisering af alt. Der er mange udfordringer og forhindringer for projektet af mere eller mindre overskuelig kaliber, som sprogbarriere og en manglende tro på at det nytter, koblet til store drømme og forventninger. Det bliver spændende at se hvad der kommer ud af projektidentifikationen i slutningen af denne måned – hvor den danske gruppe (som består af et Arabisktalende med lokalt kendskab og stærke tøser med projekterfaring – en rigtig god kombi, med god gruppe dynamik) vil komme på besøg og mødes med de frivillige her, for i samarbejde at finde frem til målet og formen på det fremtidige samarbejde. Det er desuden uvurderligt for projektet at vi har Helle her i de næste tre måneder – det vil give os muligheden for at komme tætter på en forståelse af forholdene i lejren og det virvar af organisationer vores partnerorganisation samarbejder med og samtidig er hun med til at skabe motivation og engagement hos de frivillige her og sørger for en sikker lokalforankring af projektet både her og hjemme i Danmark – i tæt samarbejde med de frivillige projektgrupper.

Som vi gik der og kævlede mistede vi helt og aldeles overblikket over hvor vi var. Heldigvis mødte vi den lokale ”rapper”/lyd mand fra bandet DI (udtales som the eye) – ”Deep Inside” – de havde netop fået en aftale i stand med et stort Telefonselskab, men var kommet til at ”fuck it up”, med lidt for politiske tekster – vi fik en lille smagsprøve på hans talenter ud i ”human beat box” og blev samtidig ledt i den rigtige retning.

Tilbage i ”paladset” har vi en mindre kamp med en kæmpe kakkerlak der kravler rundt i skabet med puder og tæpper – som jeg skal sove med – inden Helle dratter om i “himmelsengen”.

Vi havde et rigtig godt møde med Chris og Adel (hendes mand) og jeg er nu noget mere rolig ved situationen – noget tyder på at det hovedsagligt er medierne og de der ikke er i lejren (som ambassade folket) der blæser en stemning op (lidt a la det man oplever med bandekrigen på nørrebro). Adel fortalte at de angreb der har været har været rettet mod specifikke “mål” i lejren (eller som han sagde: “they only shoot at each other”). Det var vigtigt for dem, at gøre mig det klart at det mest af alt var et medieopblæst politiskspil – og at bomberne ikke var rigtige bomber, men bare “sound-bombs” for at folk udenfor skal tror det værste og for at skabe opmærksomhed om den palæstinesiske sag i den politiske debat. Sandheden skal nok findes et eller andet sted midt imellem de efterhånden mange udlægninger vi efterhånden har hørt.
Chris og Adel kunne desuden fortælle at de angreb der har været (i løbet af den seneste tid) har fundet sted i den anden ende af lejren og at de har en udførelig evakuringsplan og at sikkerheden er blevet nøje gennemtænkt ved etableringen af centret – vi vil få videresendt sikkerhedsplanen og Helle vil blive sat grundigt ind i den. Desuden er aftalen at Helle vil blive hentet og afleveret af en fast chauffør – og at hun ikke må gå til lejren – for der hvor det er farligt, er når man er i bevægelse og ikke når man er indendøre. Med andre ord, havde jeg igen grund til bekymring! De forsikrede mig udtrykkeligt
om Helle´s sikkerhed og at de passede på hende som på deres egen familie og at selv bedstmoren (Chirs’ mor der er på besøg fra Cuba) holder nøje øje med hende. Det kræver diverse godkendelse at komme ind i lejren, men jeg lovede at næste gang – insh´allah – ville jeg besøge dem der, så jeg selv at det ikke er så slemt.

Jeg blev dog en smule bleg i ansigtet et par gange, og havde lidt svært ved at skjule min bekymring da Adel siger ”remeber the bomb we walked by, Hillee” eller da Chris siger ”next time you come I must show you the wholes in the wall from the shooting” – heldigvis var der i begge tilfælde tale om levn fra fortiden. Men det skal dog lige nævnes at Chris har det med at tegne lidt et glansbillede af Ein el Hilweh – hun er et af den slags mennesker der ser der har den fantastike evne at set det gode og det smukke i de små ting og det var da også med orderne ”I look forward to loving you” at Helle blev hilst velkommen som ungdomsleder.