Red Barnet Ungdom Blogs

Vores første dag i Jordan var en begivenhedsrig én af slagsen. Vi havde checket ind på hotellet aftenen før ret sent på aftenen, så vi vågnede mere eller mindre veludhvilede til seminarets første dag, der, efter man trak gardinerne fra, viste sig at være den mest solskinshvide dag, som bare skreg: Stå OP!! – hvis den havde kunnet skrige altså. Vi tog bad, kom i tøjet og vågnede lige så langsomt i forbindelse med indtagelsen af morgenmåltidet, hvor vi indtog vores første portion humus, brød, friske grøntsager o.a., hvilket vi i løbet af turen endte med at have spist store mængder af…!

Efter morgenmaden skulle det store øjeblik ske: vi skulle møde alle de frivillige i vores partnerorganisation, WE Center Amman, så vi var spændte og glædede os. Vi stod parat i et konferencelokale som var blevet stillet til rådighed til os, med masser af blokke, kuglepenne, farvekridt og andre ting og legesager, som vi skulle bruge i nogle lege og teambuilding øvelser, der gerne skulle afstedkomme at vi kom lidt ind på livet af hinanden. Jeg gider ikke fortælle en masse om øvelserne og legene, men blot sige, at det var en god måde at møde hinanden på (en voksens ræsonnement over noget så banalt som at skulle bygge et tårn af avispapir…J!

Hen på eftermiddagen sluttede workshoppen, og nu var der ved at komme godt gang i snakken på tværs af vores organisationer. Næste punkt på dagsordenen var et besøg i SOS Børnebyerne i Amman. Vi gik én efter én ind ad døren til den lille bus, der skulle fragte os rundt i Amman de næste par dage. Vi rykkede sammen på sæderne og trak de små gardiner fra, og så satte den i gang. Det var vores første tur ud i Ammans gader, så alle os danskere sad med næserne limet mod ruderne. Hvad angår jordanerne, så var denne tur vores første møde med jordansk bus-kultur – den er noget for sig!!:) En bustur i Jordan er simpelthen noget der skal fejres! Der synges og danses og klappes og grines og skrues op for musikken. Det var virkelig en vild oplevelse – og hvis jeg skal være helt ærlig – én af de sjoveste teambuilding-oplevelser jeg personligt havde hele dén dag

Vi ankom til SOS Childrens Village ved syv-tiden, så maverne rumlede allerede dér, men det glemte man hurtigt. Vi gik alle sammen ind og satte os langs kanten i et stort legeværelse, hvor vi skulle høre lidt om, hvad stedet var og hvordan de udførte deres arbejde, organisationens opbygning, osv. Det var mægtig spændende at høre om. Kort sagt er SOS´s børnebyer et globalt projekt, dvs. det eksisterer i rigtig mange lande. Det er et hjem for børn, men ikke et traditionelt børnehjem som sådan, idet strukturen – i Jordan i hvert fald – er meget anderledes: ledelsen opbygger en slags kunstige familier der hver indeholder op til syv børn og én mor (ingen far). Denne mor bor sammen med børnene og fungerer som en mor – det er altså en slags plejefamilie man sammenstykker.

Efter foredraget skete det vi alle sammen sad og ventede på, nemlig at holde ”legestue” med børnene i village´n. De kom gående ind og gav pænt hånd til os alle sammen på én lang række. Så stod vi alle sammen lidt og vidste ikke helt hvad vi skulle gøre af os selv, men så gik der fem minutter, og så var alle i gang med enten at tegne eller at låne danskernes kameraer og tage billeder på livet løs. Senere legede vi lidt – noget med at samles i klynger…?…kan ikke helt huske det. Men det var sjovt! Vores oplevelse af børnene var, at de var meget velfungerende og så ud til at have det godt. Der var ikke noget at ynke. Helt almindelige, glade unger, kort sagt Ja. Så det var jo positivt. I forhold til vores projekt faldt det måske en smule uden for det relevante område, idet der hér ikke var tale om børn der mistrivedes, og så vidt vi vidste havde ingen af dem oplevet vold i hjemmet. Men det gjorde ikke så meget. Jeg havde det indtryk at vi hér på turens første dag også bare skulle få nogen gode oplevelser med hinanden – og det var det i hvert fald.

Efter besøget skulle vi hen og SPISE!! Og dét blev et godt måltid. Vi tog alle sammen på restaurant i Amman. En rigtig traditionel mellemøstlig restaurant med levende musik indeholdende tonsvis af arabeskkrøller og mindst to vandpiper på hver kvadratmeter. Det var meget autentisk og en fantastisk afrunding på dagen! Vidunderlig mad…selvfølgelig.

Så hjem og til køjs… Jeg kan huske, at jeg vågnede op næste morgen med en nærmest sammenklistret, hvid mund, fordi jeg må være faldet i søvn mens jeg var midt i tandbørstningen…så er man træt…!

- Cecilie

Morgenen på den anden dag startede for de flestes vedkommende lidt tidligere end planlagt. Mange af os vågnede kold og tissetrængende i vores telte, før vækkeuret ringede. Valget stod da mellem at blive liggende i sengen og småfryse eller forsøge at nå toilettet og løbe ud i det iskolde ørkenmorgengry, der virkelig bar præg af solens fravær. Beslutningen blev af de fleste af os udskudt så længe, at valget blev taget af vækkeurets ringen. De heldige kunne så stå op til et dejligt varmt bad, men kun de heldige. For af uforklarlige årsager kom og gik det varme vand fuldstændigt uforudsigeligt i løbet af morgenen. Morgenmaden blev indtaget i en krybdyrlignende tilstand, hvor man sad og anstrengte sig for at suge alle den just opgående sols første sparsomme stråler i sig og derved genfinde varmen. Når en morgen som denne kunne være så kold og hård for os danske ”vikinger”, kan man næppe forestille sig, hvor meget de stakkels jordanere må have lidt, da de ikke som os havde fået at vide, at de skulle medbringe sovepose.

Ingen lod sig dog for alvor mærke med morgenens strabadser, dagen foregik med spændende foredrag, workshops og debat. Især denne dag blev vi rigtig opmærksomme på, hvor forskelligt danskere og jordanere arbejder og tænker. Dette gav anledning til en masse undren, bekymring og fascination, der efterlod os med en fornemmelse af, hvilke forhindringer vores samarbejde kunne løbe ind i, men også hvilke styrker og gevinster, der kunne komme ud af det. Oplægget af Stephanie og Nada fra Cairo-gruppen gav især en oplevelse af, at projektet var muligt, og kunne blive meget givende.

- Jakob

Dette var en dag der var set frem til fra manges side, ikke mindst min egen. Vi snakker cultural night og ikke mindst skattejagt i ørkenen! Her var en perfekt mulighed for at kigge nærmere på den ørken som jeg tidligere, stort set kun havde oplevet i dagslys, fra forsædet af en jeep, på mine tidligere rejser til Jordan. Vejret var ganske enkelt perfekt til en travetur i ørkenen; køligt i skyggen, men alligevel formåede den skarpe sol at give mig sommerfornemmelser – i en dansk målestok, selvfølgelig. Indlagt i skattejagten var en række spørgsmål, som de to grupper som vi blev delt ind i, i fællesskab skulle diskutere og besvare.Derudover skulle der uddeles forskellige roller i gruppen: 2 skulle være spejdere og gå foran gruppen og lokalisere posterne, 1 skulle danne bagtrop og 1 skulle være gruppeleder. Det viste sig dog efterfølgende at de 2 grupper havde haft to fuldstændig forskellige oplevelser med skattejagten. Min gruppe blev hurtigt spredt under den første lange travetur og vi måtte stoppe godt halvvejs for at diskutere og redefinere rollerne. Ved de efterfølgende poster trak diskussionerne i langdrag og der gik en rum tid før vi kom frem til nogle resultater. Da vi endelig ”kom i mål”, havde det andet hold ventet på os i, i hvert fald, en time; De havde spurtet gennem opgaverne. Hvor i forskellen på grupperne lå, er svært at sige, men én ting vi kunne enes om, var at hygge på sandbanken og nyde den fantastiske udsigt over Wadi Rum.

Senere på aftenen skulle vi så afholde en cultural night; et sammensurium af indslag fra den danske og jordanske kultur, hvad så end det er. Vores danske gruppe havde inden turen aftalt nogle indslag: vi skulle bage rugbrød, servere sild i forskellige varianter og årstiden in mente, havde vi arrangeret et besøg fra julemanden. Til gengæld skulle vi hjælpe køkkenet med at lave Jordans nationalret – mansaf! En stor oplevelse, ikke mindst pga. det fremragende samarbejde med den enøjede chefkok. Også Jordanerne var dybt fascinerede af vores gastronomiske kunnen; det lod i hvert fald til at flere af dem var dybt overraskede over, at vi kunne finde ud af at røre i en gryde!

Selve aftenen forløb over al forventning; Det var især en stor oplevelse at se en araber i fuld traditionel beduindragt omfavne Jacob i julemandskostume, og som ved enhver anden lejlighed, blev der danset til langt ud på natten. Også jordanernes opførsel af den traditionelle bryllupsceremoni (med dertilhørende fyrværkeri!) gjorde indtryk – men måske mere af den komiske slags, da jordanerne selv havde svært ved helt at holde masken. Alt i alt en begivenhedsrig dag!

- Bjarke

I morgenens varme solstråler skulle de små telte rømmes. Underligt at pakke sammen og have en følelse af at dette telt, der var så enormt koldt om natten, ville blive så savnet. Mange personlige samtaler hørte til her, og mange kulturelle forskelle var blevet vendt her. Tak – for al den åbenhed og en anden måde at opfatte så meget på. Jeg pakkede det ned i min bagage sammen med ørkenens sand og mine gaver fra Jordanerne.

Vi nød vores morgenmad i solen, de sidste oplæg om vores fremtidige arbejde blev holdt, og vi fik evalueret på hele seminaret. Bussen blev pakket og kørte af sted mod den sydligere by Aqaba. Jordanerne skulle hjem og forberede den næste dags skolegang og arbejde – hverdagen kaldte. Vi sagde på gensyn til de fleste jordanere ved stationen, hvorfra de kunne rejse til deres respektive hjembyer. Inden bussen kørte mod lufthavnen i Amman, nåede vi danskere at føle os som turister, da vi i selskab med Mahmoud og Nabil tog en tur til stranden og shoppede lidt.

Vi var alle ved at være klar til den lange rejse hjem mod DK. På trods af turen kun varede 5 dage, var vi mættede. Programmet havde naturligvis været pakket, så vi var fyldt med info og indtryk. Seminaret havde vi hver især vores opfattelse af. Nogle havde mere eller mindre hele vejen igennem haft den samme positive sindstilstand, mens andre havde redet på skiftevis bølger af frustrationer og eufori. Men enige var vi – det havde været så fedt! Vildt hvad engagement i fællesskab kan føre til.

Turen hjem mod DK var en perfekt afslutning for os danskere. Overtrætte og høje på oplevelser gik turen hjemad med snak, alt for meget kortspil, små lure og Starbucks. På kort tid var vi kommet tæt på hinanden. Tak for nogle enormt lærerige dage og personligheder.

Det bliver alle tiders projekt!

- Solveig