Red Barnet Ungdom Blogs

Finally after two long week was I on the way back to Jordan a country I left two weeks earlier after spending five months as a youth leader at our Jordanian partner. Jordan quickly became home to me so I have been so excited about going back. I am especially excited to work with the Jordanian group under different conditions than I have been used to. It is no secret that my work as a youth leader was difficult most of the time, as I did not feel the group in Jordan was developing or moving as much as I hoped. So I left Jordan with a felling that this project identification seminar would be very important for our future cooperation and if we were able to keep the two groups together. Luckily things turned out great. Before we arrived the groups in both Jordan and Denmark had been working hard to prepare for the seminar. The Jordanian group surprised me with their dedication and extremely hard work up to our visit. I got several e-mail every day with questions and updates on the progress. So I had high expectations while at the same time being prepared to face some of the same problems I experienced during my youth leader.

Maren and I left Denmark the 15 of April the same day, which the ashes from the volcano moved closer to Denmark and eventually closed the airports. We got out in time and after a long day with transit in Istanbul we finally arrive in Amman. The second day in Amman was also the first workday and I who have become custom to Jordanians knew that everything works in Jordanian time. Again did the Jordanians surprise me when Aya, the Jordanian youth leader, call me 20 minutes to ten asking if I was on the way because everybody was present up and waiting for me. The first day was amazing everybody was working hard, participating full of ideas and open towards all the new people and suggestions. The Jordan group had found three new members who turned out to be the most wonderful hard working girls. I am so impressed by them and how they naturally became a part of not only the Jordan group but also our big group consisting of both Jordanians and Danes. We quickly made progress the first day as everybody came prepared and with knowledge about our two ideas. It became apparent that all of us agreed on a project idea, namely to open a homework café in Amman. We talked about the target group, where to implement the idea etc. We really accomplished a lot the first day much more than expected and we were all happy and exhausted after the first day.

The third day we worked in WE Center and it was nice to be back in the small office where I had spend many hours working. Again we had a very productive day where we made the longest plan of action we ever made. We also made a couple of SWOT analysis, brainstormed on the next steps and the next application and agreed on the tools and skills needed in order for us to implement the project in Jordan. We discovered in the Danish group that it is productive that we lean back some times and let the Jordanian who in the end are the once who will implement the project talk without our interference. A lot of crazy and very good thoughts were created and we gained a lot from talking and dreaming big. The day ended with a visit to City Mall the closes thing to Europe you can get in Jordan.

Fourth day was rough, everybody was tired and the energy level was at the lowest point so far. We still had a lot of work to do but we were also all of us happy for all the work we had done so far which was really more than expected. We started working on our project description, which was difficult when ten people are coming up with ways to write it down. The Jordanian group had arranged a field trip where we would visit a potential partner for the project in an area in East Amman. East Amman is the area we have chosen to focus on as this area in general is poor and people can not afford any extra help for their children. We arrive in this neighbourhood that turned out to be a refugee camp. The Jordanians felt very uncomfortable and we Danes were talking about the area being too rough for them to implement the project in. The organisation turned out to be an UN organisation, which worked with disabled children. The meeting was difficult as the lady only spoke Arabic and us Danes was left out. But the things they did translate concerned us much and we were prepared for along battle with the Jordanian group afterward to convince them that this was the wrong partner for us. The lady told the group that they had to chose between working with orphans or disabled children and let her know within a couple of days. We felt that the group were pressured into something that was too much for them. But it turned out that the Jordanians had become so overwhelmed that they did not control the situation and it that way was taken over by this lady. They luckily agreed with us and we used the visit as a good learning experience especially as practice for the meeting the next day.

The last day of the seminar was hectic. Maren and I realised that the airports in Denmark were still closed. We therefore had to skip a meeting with Save the Children Jordan to call Turkish Airlines, Gauda etc. But we had Kristian as the Danish representative so we were completely safe in this situation. We solved out our practical stuff while the others visited the organisation and solved out some of their internal problem. So when Maren and I meet the group again they had a new project leader Aya, which we were very happy for. The last day was strange, as we all knew this was the end. We were tired but everybody agreed that is has been a great seminar and how amazing it had been to be around so many wonderful people.

For me personally it was amazing to finally see a Jordanian group functioning and taking responsibility. In many ways this is what I have worked so hard for during my five months without achieving what I wanted. But the group had worked hard to prepare for the seminar; they turned up well prepared and came on time for the first time while I worked with them. I was so proud of all them and so impressed by the new members who participated as they had been in the project from the beginning. I have returned home with a feeling that this project will be amazing and that out two groups finally overcome all the problems we faced before.

Så er der kun 10 dage, til Maren og Caterina fra Jordan-gruppen tager på forundersøgelse til Amman… Alle arbejder hårdt på de sidste forberedelser, og vi tror alle på et super godt resultat, som uden tvivl vil føre til et fantastisk projekt:-)

Vores første dag i Jordan var en begivenhedsrig én af slagsen. Vi havde checket ind på hotellet aftenen før ret sent på aftenen, så vi vågnede mere eller mindre veludhvilede til seminarets første dag, der, efter man trak gardinerne fra, viste sig at være den mest solskinshvide dag, som bare skreg: Stå OP!! – hvis den havde kunnet skrige altså. Vi tog bad, kom i tøjet og vågnede lige så langsomt i forbindelse med indtagelsen af morgenmåltidet, hvor vi indtog vores første portion humus, brød, friske grøntsager o.a., hvilket vi i løbet af turen endte med at have spist store mængder af…!

Efter morgenmaden skulle det store øjeblik ske: vi skulle møde alle de frivillige i vores partnerorganisation, WE Center Amman, så vi var spændte og glædede os. Vi stod parat i et konferencelokale som var blevet stillet til rådighed til os, med masser af blokke, kuglepenne, farvekridt og andre ting og legesager, som vi skulle bruge i nogle lege og teambuilding øvelser, der gerne skulle afstedkomme at vi kom lidt ind på livet af hinanden. Jeg gider ikke fortælle en masse om øvelserne og legene, men blot sige, at det var en god måde at møde hinanden på (en voksens ræsonnement over noget så banalt som at skulle bygge et tårn af avispapir…J!

Hen på eftermiddagen sluttede workshoppen, og nu var der ved at komme godt gang i snakken på tværs af vores organisationer. Næste punkt på dagsordenen var et besøg i SOS Børnebyerne i Amman. Vi gik én efter én ind ad døren til den lille bus, der skulle fragte os rundt i Amman de næste par dage. Vi rykkede sammen på sæderne og trak de små gardiner fra, og så satte den i gang. Det var vores første tur ud i Ammans gader, så alle os danskere sad med næserne limet mod ruderne. Hvad angår jordanerne, så var denne tur vores første møde med jordansk bus-kultur – den er noget for sig!!:) En bustur i Jordan er simpelthen noget der skal fejres! Der synges og danses og klappes og grines og skrues op for musikken. Det var virkelig en vild oplevelse – og hvis jeg skal være helt ærlig – én af de sjoveste teambuilding-oplevelser jeg personligt havde hele dén dag

Vi ankom til SOS Childrens Village ved syv-tiden, så maverne rumlede allerede dér, men det glemte man hurtigt. Vi gik alle sammen ind og satte os langs kanten i et stort legeværelse, hvor vi skulle høre lidt om, hvad stedet var og hvordan de udførte deres arbejde, organisationens opbygning, osv. Det var mægtig spændende at høre om. Kort sagt er SOS´s børnebyer et globalt projekt, dvs. det eksisterer i rigtig mange lande. Det er et hjem for børn, men ikke et traditionelt børnehjem som sådan, idet strukturen – i Jordan i hvert fald – er meget anderledes: ledelsen opbygger en slags kunstige familier der hver indeholder op til syv børn og én mor (ingen far). Denne mor bor sammen med børnene og fungerer som en mor – det er altså en slags plejefamilie man sammenstykker.

Efter foredraget skete det vi alle sammen sad og ventede på, nemlig at holde ”legestue” med børnene i village´n. De kom gående ind og gav pænt hånd til os alle sammen på én lang række. Så stod vi alle sammen lidt og vidste ikke helt hvad vi skulle gøre af os selv, men så gik der fem minutter, og så var alle i gang med enten at tegne eller at låne danskernes kameraer og tage billeder på livet løs. Senere legede vi lidt – noget med at samles i klynger…?…kan ikke helt huske det. Men det var sjovt! Vores oplevelse af børnene var, at de var meget velfungerende og så ud til at have det godt. Der var ikke noget at ynke. Helt almindelige, glade unger, kort sagt Ja. Så det var jo positivt. I forhold til vores projekt faldt det måske en smule uden for det relevante område, idet der hér ikke var tale om børn der mistrivedes, og så vidt vi vidste havde ingen af dem oplevet vold i hjemmet. Men det gjorde ikke så meget. Jeg havde det indtryk at vi hér på turens første dag også bare skulle få nogen gode oplevelser med hinanden – og det var det i hvert fald.

Efter besøget skulle vi hen og SPISE!! Og dét blev et godt måltid. Vi tog alle sammen på restaurant i Amman. En rigtig traditionel mellemøstlig restaurant med levende musik indeholdende tonsvis af arabeskkrøller og mindst to vandpiper på hver kvadratmeter. Det var meget autentisk og en fantastisk afrunding på dagen! Vidunderlig mad…selvfølgelig.

Så hjem og til køjs… Jeg kan huske, at jeg vågnede op næste morgen med en nærmest sammenklistret, hvid mund, fordi jeg må være faldet i søvn mens jeg var midt i tandbørstningen…så er man træt…!

- Cecilie

Morgenen på den anden dag startede for de flestes vedkommende lidt tidligere end planlagt. Mange af os vågnede kold og tissetrængende i vores telte, før vækkeuret ringede. Valget stod da mellem at blive liggende i sengen og småfryse eller forsøge at nå toilettet og løbe ud i det iskolde ørkenmorgengry, der virkelig bar præg af solens fravær. Beslutningen blev af de fleste af os udskudt så længe, at valget blev taget af vækkeurets ringen. De heldige kunne så stå op til et dejligt varmt bad, men kun de heldige. For af uforklarlige årsager kom og gik det varme vand fuldstændigt uforudsigeligt i løbet af morgenen. Morgenmaden blev indtaget i en krybdyrlignende tilstand, hvor man sad og anstrengte sig for at suge alle den just opgående sols første sparsomme stråler i sig og derved genfinde varmen. Når en morgen som denne kunne være så kold og hård for os danske ”vikinger”, kan man næppe forestille sig, hvor meget de stakkels jordanere må have lidt, da de ikke som os havde fået at vide, at de skulle medbringe sovepose.

Ingen lod sig dog for alvor mærke med morgenens strabadser, dagen foregik med spændende foredrag, workshops og debat. Især denne dag blev vi rigtig opmærksomme på, hvor forskelligt danskere og jordanere arbejder og tænker. Dette gav anledning til en masse undren, bekymring og fascination, der efterlod os med en fornemmelse af, hvilke forhindringer vores samarbejde kunne løbe ind i, men også hvilke styrker og gevinster, der kunne komme ud af det. Oplægget af Stephanie og Nada fra Cairo-gruppen gav især en oplevelse af, at projektet var muligt, og kunne blive meget givende.

- Jakob

Dette var en dag der var set frem til fra manges side, ikke mindst min egen. Vi snakker cultural night og ikke mindst skattejagt i ørkenen! Her var en perfekt mulighed for at kigge nærmere på den ørken som jeg tidligere, stort set kun havde oplevet i dagslys, fra forsædet af en jeep, på mine tidligere rejser til Jordan. Vejret var ganske enkelt perfekt til en travetur i ørkenen; køligt i skyggen, men alligevel formåede den skarpe sol at give mig sommerfornemmelser – i en dansk målestok, selvfølgelig. Indlagt i skattejagten var en række spørgsmål, som de to grupper som vi blev delt ind i, i fællesskab skulle diskutere og besvare.Derudover skulle der uddeles forskellige roller i gruppen: 2 skulle være spejdere og gå foran gruppen og lokalisere posterne, 1 skulle danne bagtrop og 1 skulle være gruppeleder. Det viste sig dog efterfølgende at de 2 grupper havde haft to fuldstændig forskellige oplevelser med skattejagten. Min gruppe blev hurtigt spredt under den første lange travetur og vi måtte stoppe godt halvvejs for at diskutere og redefinere rollerne. Ved de efterfølgende poster trak diskussionerne i langdrag og der gik en rum tid før vi kom frem til nogle resultater. Da vi endelig ”kom i mål”, havde det andet hold ventet på os i, i hvert fald, en time; De havde spurtet gennem opgaverne. Hvor i forskellen på grupperne lå, er svært at sige, men én ting vi kunne enes om, var at hygge på sandbanken og nyde den fantastiske udsigt over Wadi Rum.

Senere på aftenen skulle vi så afholde en cultural night; et sammensurium af indslag fra den danske og jordanske kultur, hvad så end det er. Vores danske gruppe havde inden turen aftalt nogle indslag: vi skulle bage rugbrød, servere sild i forskellige varianter og årstiden in mente, havde vi arrangeret et besøg fra julemanden. Til gengæld skulle vi hjælpe køkkenet med at lave Jordans nationalret – mansaf! En stor oplevelse, ikke mindst pga. det fremragende samarbejde med den enøjede chefkok. Også Jordanerne var dybt fascinerede af vores gastronomiske kunnen; det lod i hvert fald til at flere af dem var dybt overraskede over, at vi kunne finde ud af at røre i en gryde!

Selve aftenen forløb over al forventning; Det var især en stor oplevelse at se en araber i fuld traditionel beduindragt omfavne Jacob i julemandskostume, og som ved enhver anden lejlighed, blev der danset til langt ud på natten. Også jordanernes opførsel af den traditionelle bryllupsceremoni (med dertilhørende fyrværkeri!) gjorde indtryk – men måske mere af den komiske slags, da jordanerne selv havde svært ved helt at holde masken. Alt i alt en begivenhedsrig dag!

- Bjarke