Red Barnet Ungdom Blogs

Anne: Aj aj aj. Aldrig drikke og danse sig ned dagen før en bustur. Bussen var halvfuld så fik et af de shaky midtersæder hvor jeg kunne sidde og dingle. Hver gang jeg prøvede at læne mig tilbage for at sove, sad Mr. President der med store hundeøjne. Tror ikke ægteskabet er helt lagt på hylden fra hans side. Enormt enerverende.

Flot. Ankom til glædeligt gensyn i Kamembe træt og max irritabel. På et niveau så det blev kommenteret næste dag at jeg vist ikke havde været helt på toppen. Undskyld. Kunne kun trøste mig med, det ikke var mig, der skulle tage økonomi-diskussionen fra 18-2030

Rasmus: Uha uha, saa kom vi paa landet. Her ser de en hvid person ca. en gang om året så da vi først steg af bussen så blev der gloet for vildt på os – har ikke helt vænnet mig til at være ”center of attention” endnu, det er lidt maerkeligt. Efter vi var ankommet så blev vi inviteret hjem til den anden grundlægger af projektet Jean Pauls hjem. Der var så en lidt pudsig oplevelse, for naar man inviterer gæster i Rwanda saa skal det jo vaere hyggeligt! I danmark der inkludere hygge jo næsten altid en masse spiseligt (gerne usundt) og en masse snak, men i Rwanda der indebærer hygge at man tænder for fjerneren og fyrer den op på maks volumen og derefter sætter sig og læser i avis mens ens gæster sidder og ser lidt fjoget ud i knolden – men sådan er kulturforskelle. Anne og jeg blev ved med at tale til Jean Paul og stille ham spørgsmål sådan at vi kunne få talt ordentligt og danske hygge med ham – tror kun han fik læst ½ side i avisen.

Om aftenen der havde vi aftalt at holde økonomimøde. Det var et stort tovtrækkeri – en rwanda der er det åbenbart sådan at hvis man sidder og fremlægger et budget saa siger man kun ca. halvdelen af det man har budgetteret med i virkeligheden, det er så op til den ansvarlige økonomiperson at hive den sidste halvdel ud af budgetmanden ( i det her tilfælde mig). I danmark der siger budgetmanden omvendt hvad der reelt er, og er meget påpasselig med at budgettet ikke overskrides (hvilket igen er……mig) Saa vi sad og tovtrækket i 2½ time over budget poster der ikke måtte overskrides hvis hele budgettet ikke skulle skride. Bagefter der var jeg fuldstændig kogt i hovedet, men det barskeste af budgetansvarlig ”hatten” var (7-9-13 og al andet man kan sige for at det er rigtigt!!) overstået. Anne fik mig paa nogenlunde køl igen med et ”vulkano” måltid og et kop god rwandisk te. Helvedesdagen var nogenlunde overstået – manglede bare at dele seng med vores økonomihjælper Egide resten af natten grundet at der ikke var flere værelser ledige den nat og at Anne og jeg ikke måtte sove på samme værelse fordi det ikke er sømmeligt for en dreng og en pige at gøre (hvis man spørger vores kristne udlejer) Det gik dog fint.

Anne: Efter et mislykket forsøg på en bytur fredag hvor vi simpelthen var for trætte, skulle den ha’ gas lørdag. Først et bjerg af kød på den kinesiske restaurant til den (for Rwanda) heftige pris af ca. 100 kr for to. Rasmus var fanme lige ved at fotografere et ungt par uden at spørge først. Flot arbejde af muzungoerne.

Bagfter mødes med Damas og Christian (medicinstuderende) på Igizaca (betyder gammel, fordrukken mand) til en fantastisk diskussion om den politiske situation i Congo og arrestationen af hende rwanderen, jeg aldrig kan huske hvad hedder.
Efter det var vi helt klar til det nye diskotek. Må indrømme, det var ret godt selvom jeg var svært gald for det gamle. Der var masser af studerende, der gav den max gas på dansegulvet. Dejligt at ryste røv igen.

Rasmus: Ja min oplevelse af dag 3b var nogenlunde som Annes. Vi flottede os ved ikke at tage den traditionelle buffet og gik på den kinesiske retaurant. De havde den her ret hvor man får en masse koed og så inden de servere retten saa placere den den og en maengde vand paa en ildvarm plade sådan at naar retten serveres saa damper og syder den hvilket ser ret fedt ud! De to rwander som jeg var ved at paparazzi’e havde netop fået sådan en ret og jeg blev ekstra ivri for at få et billede. Anne var dog fornuftigt at spørge først og de sagde pænt nej. Saa var der jo ingen anden udvej end selv at bestille en sådan ret og saa knipse løs da den blev serveret for os – har nu nogle gode billeder af Anne indhyllet i en roegsky fra maden, det fantastisk

Senere var vi paa natklub med Annes venner hvilket var ganske underholdende. Rwandiske mænd danser en hel del med deres hofter og de forstår af ”ryste rumpet”. Men mændene (og selv Shakira og Kyle Minogue) falder dog fuldstændig til kort naar det gælder de rwandiske kvinder – de kan danse med hofterne som noget jeg aldrig har set! Fedt

Under dansen der var jeg dog en anelse jaloux på anne, hun havde konstant et harem af ca. 15 flotte muskuløse mænd omkring sig som konstanst sloges om hendes opmærksomhed – syntes godt der kunne havde været noget ligestilling sådan at jeg havde haft 15 smykke kvinder dansende om mig, aev Saa måtte jeg jo danse med anne (og de 15 andre mænd) i stedet. Højdepunktet paa aftene var da de spillede DJ alligator, the whistle song på diskotektet, Anne og jeg brandte igennem som de rigtige teknofreaks vi er (i omvendt verden) og fik alle de andre paa diskoteket til at hoppe med hænderne over hovedet sammen med os. Sjovt at det eneste vi eksporterer til rwanda er 10 år hammer dårlig tekno – ja ja, men sådan er det. Om 5-6 år så bliver ”boten anna” sikkert også stort hernede

Efter mit foeste moede med 2000 mennesker der staar og glor og raaber af mig – saa er jeg nu begyndt at vaenne mig til situationen.

Alle er meget soede og smilende og som jeg har fornemmet det er meget interesseret i en fordi der er god mulighed for et seriost godt grin og en et haandklap alla beverly hills 2010 bagefter. det er fx hyle morsomt naar man forsoeger at sige tak paa rwandasprog og man faar det syge haandtegn bagefter. Eller det er virkelig virkelig maerkeligt naar det er anne der betaler for vores ting – de skaever hele tiden til mig for at faa min accept og syntes alligevel det er paent markeligt at det ikke er manden der betaler. Men saadan er det vel i et staerkt patrikalsk samfund?

Ellers saa har vi idag set paa budget og vist damascen, som er AEJTR’s praesident, den nye baerbare som vi har med til dem. Der var selvfoelig ting som var dyrere en planlagt men ogsaa ting som var billigere saa pt, 7-9-13, saa ser det fornuftigt ud. Derudover saa har vi bestilt biletter til kamembe, en rar lille bus tur paa 6 timer i en proppet bus (med dertil hoerende ekstremt hoej og meeeeget afrikansk musik blaesende ud i aeteren) og massere af benplads (hvis man vel og maerke er 1.6 m eller derunder) det skal nok blive godt.

Send more money: Vi havde haevet penge i hovedstaden, Kigali, og saa planlagt at haeve det sidst beloeb her i butara – men da vi var i banken saa viste det sig at visa manden havde taget fri (what?) og foerst kommer tilbage mandag, saa nu maa vi se hvor langt vi kommer med voeres nuvaerende penge.

Og saa lige en sjov lille ting. Det er meget typisk hernede at man spise frokost ude, frokosten bestaar af en lang buffet med diverse ris, kartofler, banansjov mv. En lille detalje er dog at man maa kun tage EN gang (og kun et stykke oksekoed fra en ko som har haft et langt og lykkeligt liv) dette medfoere saa at de rwandiske maend hver isaer har en phd i at stable saa meget saa muligt mad oven paa en lille tallerken – vi har set folk med en top paa tallerken som er lige saa hoej som tallerknen er bred – det meget meget imponerende! (og jeg fatter slet ikke de kan spise saa meget?) Men sjovt er det

“Muzungo muzungo”. Foerste gang, vi hoerte den klassiske tiltale af hvide mennesker va efter flere timers gaa-tur rundt i Kigali. Selvom man jo godt kan hilse paent igen, valgte vi uhoefligt at ignorere det, hvorefter Annes gode ven, Jean Paul, kom loebende op paa siden af os, grinende. “Naa, naa, man gider nok ikke svare”. Rwandisk humor! Fik lige de foerste par minutter af gensynet til at gaa med at slaa os paa laarene af grin.

Ellers havde vi mest vandret rundt, haevet penge, koebt billetter og andet praktisk og Rasmus kunne faa en bloed start med at gaa rundt et sted var folk kun glor middel-meget paa en.

Paa vej til bussen ved middagstid fik Rasmus saa sin foerste overdosis Afrika. Vi slaeber jo rundt paa $&%^%*$^$ mange farveblyanter og t-shirts, der bliver rigtig fine naar vi kommer frem, men som ikke er saa rare naar solen bager ned og man vaelger at tage den billige mini-bus proppet med mennesker. Pa vej ud af bussen kommer Rasmus til at kigge op og plankevaerket over os er dekoreret med hovederne af mindst 20 ikke arbejdende arbejdsmaend der griner og alle sammen stirrer paa os. To hvide der stiger ud af en lokal-bus med en masse bagage. Det var vist omtrent  det sjoveste, de havde  set den  dag. Videre med os gennem det overtrafikerede centrum med alt for meget bagage og alt for mange mennesker. Da vi naaede frem til bussen til Butare, var Rasmus presset til det yderste. Dog intet som en rwandisk buffet ikke kunne rette op paa.

I Butare kunne vi slappe lidt af, spise buffet og modes med Damascene og gamle venner fra universitetet til en snak om politik og udvikling. Saa fedt at hoere unge afrikanere, der braender for at aendre deres land til det bedre.

I det oejeblik vi traadte ud af flyet, ramte duften a Rwanda os. Der er noget med traerne der goer at lufthavnen dufter helt speciel. Og saa maaske fordi der kun gaar et par fly om dagen saa der ikke er diesel-stank.

Hele rejsen var gaaet aldeles gnidningsfrit. Hjemrejsen kan kun gaa helt galt hvis gennemsnittet skal holdes normalt. Efter en tur med taxa til den horrible lufthavnspris af 100 kr kunne vi slappe af og drikke en stor primus under stjernerne paa vores lille guest house i Kigali.