Red Barnet Ungdom Blogs

Idag har vi undervist i fortalervirksomhed (Advocacy) og givet gode råd til hvordan man kan opbygge et radioprogram. Selve seminaret er gået rigtig fint, vi blev dog nødt til at afbryde seminaret et par gange pga. regn. Da Damascen skulle finde undervisningslokaler til os, så fandt han os så den her lade med bliktag (faktisk en kirke). Bliktag er rigtig godt i en lade fordi det holder regn ud, men det er rigtig dårligt til at undervise inden i fordi det larmer som en i h….. når det regner. Derudover så leder og holder det rigtig godt på varmen når solen skinner – sådan at man sidder i en lille sauna. En anden god gimmick er, den også huser fugle og- når det regner – lokale negre i ly for regnen. Næste gang burde man nok frabede sig en lade som undervisningslokale

Til evalueringen der kom jeg endnu engang med i boksen ”funny”. Årsagen var at da jeg stod og fortalte om vigtigheden af at stille spørgsmål så gav jeg dem et eksempel på en god spørgeteknik. Teknikken er at stille spørgsmål til det som folk sidste har sagt. Fx.hvis de siger de har været ude og rejse – så spørger man hvor de har været ude og rejse osv. Teknikken er gået i arv i min familie og min morbror gav den til mig sådan at jeg når tiden kom, kunne indyde mig hos det modsatte køn. Han sagde at når når man snakkede med søde piger så var det vigtigt at lade dem snakke hele tiden og man kunne bruge den teknik til det.

Det syntes de allesammen var en ret sjov historie og det blev der grinet meget af. (teknikken kan også bruges på diverse selskaber, smalltalk, bordherrer – og i alle aldrer mv. – grundlæggende så virker det fordi alle godt kan lide at snakke om sig selv (og alle har noget spændende at fortælle) og man på den måde kan få lokket de gode historier ud af folk. Desuden så vil enhver date syntes man er rigtig sød og opmærksom og lidt mystisk fordi man har snakket hele aftenen, men de ved næsten ingenting om en. Familiehemmeligheden er nu givet videre til rwanda.

Ingen tur til Afrika uden økonomiske problemer: Da vi ikke kunne hæve penge i universitetsbyen (Visa manden havde ikke lyst til at arbejde den dag) så er vi nu begyndt at mangle penge. Vi har fået lavet en overførsel fra DK, men den er endnu ikke kommet frem og vi er meget spændte på om den kommer i morgen fredag. Hvis ikke så kan vi lige akkurat betale udgifterne til mad og lokaleleje der hvor vi har undervist, men vi har ingen penge til at dække vores logi. Hvis vi ikke får penge så bliver vi nok nødt til at sætte vores bærbar til afrika som depsitum og lade damascen betale vores regning når pengene kommer ind på hans konto. Vi håber dog MEGET på at pengene er der i morgen tidlig! Ellers så kan jeg jo også udskyde mit speciale i ½ års tid og så være houseboy hernede indtil gælden er betalt af. (Anne forslog også at jeg skulle prostiturere mig selv).

Ellers så går det godt hernede. Det er rart at seminaret er ved at være færdigt og at det er gået så godt – vi føler begge at vi giver AEJTR nogle gode redskaber de kan bruge i deres arbejde og det er også det feedback vi får fra organisationen.

Derudover så drikker vi spadevis af kaffe og spise små forfærdelige småkager som tilbehør. I aften har vi tænkt os at være vilde og gå ud og spise på et nyt sted – muligvis et sted med grillspyd som Anne kender. Wauu.

Onsdag havde AEJTR planlagt børnerettighedsdag. Anne og jeg var glade for at vi den dag ikke stod med det fulde ansvar for seminaret. Jean Paul som er den lokale leder af projektet havde planlagt dagen og stod også for præsentationen. Han startede rigtig godt med nogle gode spørgsmål om børnerettigheder ud til medlemmerne og os. Han kom dog ikke så langt grundet at den rwandiske regering havde lukket alle butikker i landet fra kl. 11 (diktatur er en fantastisk ting) for at lave ”frivillig” demonstation mod den tysk/franske arresation af den rwandiske politiker (ved faktisk ikke hvor meget der står om det i de danske medier, hernede er alle medier fyldt med det, men medierne her er også statstyret (diktatur er fantastisk) så vi ved faktisk ikke rigtig hvad der sker uden for rwanda udover hvad regeringen tillader os at vide?).

Nå men vores seminar blev så stoppet kl. 11 fordi alle skulle demonstrere. Noget der dog var positivt var at hele AEJTR havde taget deres T-shirts på og deltog alle sammen i demonstrationen for at markere sig i lokal samfundet hvilket da er ret cool. Anne og jeg havde ikke lyst til at demonstrere eller markere noget (især ikke da vi formentlig ville blive interviewet af nationale medier hvis vi deltog som de 2 eneste hvide i Kamembe) så vi udnyttede lejligheden til at gå ned til søen og bade. Vejen derned blev lidt lang da Anne ikke helt kunne huske vejen og vi travede lidt rundt for at finde den rigtige (alias den eneste) badebro. På vejen derned blev vi stoppet af en landsbybeboer som gik med os i 10 minutter og konstant hev fat i en og sagde giv mig penge giv mig penge giv mig penge. Det der med hvide og penge er en anelse træls. Mest fordi det virker på alle som om at fordi man er hvid så SKAL man give dem penge. Et godt eksempel som Anne fortalte mig at i deres grundskole (6-15) år der har de ikke engelsk, de lærer dog at sige 3 ting ”godmorgen” ”hvordan har du det” og ”giv mig penge” Pænt stenet, det er også lidt mærkeligt at alle betragter en som en lille hvid pengetank – Damascene som er præsident for organisationen sagde også at når de ser en hvid hernede så er det første de tænker – penge! Nå ja, men altså hvis man ingen penge har så fylder det også meget mere end hvis man ikke har nogen, det giver sig selv – det er måske bare ha’ ha’ ha’ mentaliteten som irriterer mig (det skal dog lige siges at det er generelt jeg mener, AEJTR er cool nok.)

Efter demonstationen så var klokken blevet hen af 2 og næsten hele dagen var gået. Jean Paul valgte derfor at vise en film som skulle illustrer for medlemmerne hvordan børns rettigheder kunne blive brudt og børn fx kunne blive smidt i fængsel. Filmen var en musical omkring apartheid i sydafrika hvor en række skolebørn kæmpede mod de onde hvide. De onde hvide undertrykte dem, tæskede dem, tog deres penge, fængslede dem og de onde hvide slog dem ihjel (alt imens de sang en masse) Anne og jeg sad og blev en lille smule dårlig tilpas da vi sjovt nok er hvide og alle de hvide i filmen blev fremstillet sindssyg dårligt – så der sad man og følte sig lidt som den onde kolonist og undertrykker. Hvis man spørger mig så var filmen måske et rimelig ”long shot” for at vise brud på børnerettigheder.

Efter seminaret så begyndte det at regne og tordne helt vildt. Anne og jeg udnyttede den anledning til at sidde og drikke kaffe og se på lyn. Det var rigtig hyggeligt og vi sad og kom med vilde udbrud når der kom et rigtig sejt og stort lyn Noget der er sjovt hernede er at deres lyn er lyserøde? Vi sad og undrede os længe over det og jeg vævede mig ud i nogle vilde teorier om lyset brydning i skyerne mv. men alt var ganske og aldeles gætterier – er der nogle af jer der ved hvorfor afrika lyn er lyserøde?

Uha uha, da regnvejret holdt op så gik vi ud og fik ……. buffet. Vi er dog begyndt at blive en smule flove over os selv fordi vi har spist på den samme restaurant hver aften mens vi har været her, meget uopfindsomt! Udskyldningen igår var at det regnede så meget og restauranten ligger tættest på, dagen før at jeg blev jagtet af 2 sindslidende og jeg havde ikke lyst til at bevæge mig rundt i byen med dem…..de andre dage har vi ikke rigtig nogle undskyldninger, måske er vi bare kedelige musungu’er (hvide – det som alle råber efter en på gaden).

Mens vi sad og spiste så kom Damascen og Jean Paul og sluttede sig til os og vi sad og fik en hyggelig snak. Anne og jeg var dog lidt forundret over hvor ulækre de begge to var lige den aften – Damascen havde ondt i halsen pga. han havde råbt så meget til demonstrationen så han sad og spiste et rådt æg mens vi snakkede. Ægget så dog ud som om det var kommet direkte ud af hønen før han fik det og han sad og suttede på det før at få alt hviden ud – delicious. Jean Paul sad skiftevis og suttede på en tandstik, stak den ned i saltbøssen gennem de små huller for at få salt på, suttede på den igen, kløede sig i øret med den, ned i saltbøssen og ind i gabet igen…nam nam – vi har nu lavet en note til os selv om IKKE at bruge den lyserøde saltbøsse hvis vi tager tilbage til den lokale!

Rasmus forfulgt af skøre Rwandere

Ligesom i Denmark så har man i Rwanda en del sindslidende, forskellen i Rwanda er dog at staten ikke tager sig af dem og at det er op til familien selv at sørge for dem. Ulykkeligvis så er en sindslidelse meget tabu og derfor bliver mange udstødt af deres familier og lever på gaden hvilket er lidt tragisk.

Nu da jeg er så heldig at være hvid og den indtil videre højeste og mest bredskuldrede person hernede så vækker jeg en del opsigt – også hos de skøre. Om aftenen der var Anne og jeg på netcafe og da vi var færdige med at tjekke vores respektive mails så ville vi gå ned på gaden (cafen ligger på 2 sal). Grunden var at vi havde aftalt at gå ud og spise med vores tolk Egide. Han skulle hjem næste dag og det kunne være hyggeligt at spise sammen. Før vi gik ned diskuterede vi dog om vi skulle vente på egide på cafen eller om vi skulle stille os ned foran bygningen. Jeg er blevet temmelig introvert af alle de mennesker der konstant ser og råber på mig så jeg var i starten ikke helt favorit af ideen især fordi to hvide der bare står stille og venter ville tiltrække en del opmærksomhed! Jeg mente dog, jeg var lidt af en tøsedreng og sagde, nej nu må jeg også holde op og vi gik ned og ventede på Eigde som ville komme om 5 min.

Det at vi stod og ventede tiltrak rigtignok en del opmærksomhed! Især pga. at den voksne rwander som løb rundt i underbukser og arresterede alle biler og motorcykler med sine guld legepistoler og kastede sin kærlighed på mig. Han begyndte at råbe mig op i ansigtet (ingen tandbørste i 3 år = dårlig ånde) på kinyarwande, hev i mig, dansede rundt, hev mere i mig og anholdte mig givetvis også et par gange med sine guldpistoler – SE DET TILTRAK OPMÆRKSOMHED! Der stod lynhurtigt 1 mio. rwandere (sådan føltes det) og kiggede på og grinede af de to hvide og tossen, uha det var rart. Jeg hviskede ud mellem sammenbidte tænder til Anne ”syntes du stadigvæk det var en fed ide at vente her”, ”nej” hviskede Anne tilbage på samme måde og vi fortrak hurtigt for at gå Egide i møde. Vores ven med guldpistoler fulgte dog pænt med og opførte sig vildere og hev mere og jeg var pænt utilpas ved ham. Efter 3 min. kom der dog heldigvis en stor lastbil han skulle arrestere og vi slap af med ham, puha. Vi mødte hurtigt Egide og gik ned på resturant vi har været på de sidste 3 aftener (ja vi ved det, det er lidt pinligt og vi er uopfindsomme (men også tit trætte efter en hel dags undervisning og det er nemt og godt)) Vores ven med guldpistolerne fandt os dog under maden og jeg blev lige arresterer et par gange til før en fra restauranten pænt fulgte ham ud. Generelt så er jeg ikke så god til sindslidende, er ret utryg ved dem fordi jeg ikke aner hvad de kan finde på at gøre og ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv? Noget som er positivt er dog at de hernede er ret gode til at håndterer dem, måske fordi der er så mange. De normale er søde ved dem og hvis de laver noget de ikke må så bliver de egentlig pænt irretesat (eller fulgt ud af restauranten) – Anne bemærkede det også – det er jo ret cool. Tror man i danmark er meget dårligere (især mig) til at håndtere dem fordi man sjældent møder en som er meget sindslidende.

Da vi gik hjem så var der dog endnu en skør man som blev glad for mig – han var dog meget uskyldig. Han gik bare 2 cm bag mig og sang og nynnede og virkede meget glad mens han gik der i bare tæer. Han fulgte os hen til hotellet og ville også meget gerne ind sammen med os, men en af medarbejderne fulgte ham pænt ud igen.

Ja ja, Anne er vældig populær hos de de normale drenge mens jeg kun er populær hos de skøre – lucky me.

Rasmus: Vi har netop afsluttet økonomidagen og det er gået rigtig godt at vi har fået nogle gode tilbagemeldninger fra deltagerne. Jeg startede dagen med at fortælle lidt om hvorfor det var gavnligt at holde regnskab med sine indtægter og udgifter, ikke kun for organisationen med også for dem selv. Dernæst så gennemgik vi hvordan man laver bilag til et regnskab og vigtigheden af IKKE at overskride budgettet. Noget som jeg tror er svært for en Rwander givet at de forventer at man kun har sagt halvdelen af de penge der er, og at de selv skal hive den sidste halvdel ud – så vi brugte en del tid til at forklarer det og forklarer det og at diskuterer hvordan man laver regnskab. Dernæst så gennemgik vi deres budget opdelt på alle poster – tror den del var virkelig virkelig godt fordi næsten ingen af de meninge medlemmer af AEJTR ved hvor mange penge der rent faktisk er sat til side til aktiviteter, håber at de i fremtiden vil være mere aktive nu de ved at de rent faktisk kan lave en masse. Gennemgangen af budgettet udløste også en masse gode diskutioner om regnskab, hvorfor man skal holde sig inden for budgettet, hvad en budgetmargin bruges til (det der med at den er beregnet til nødstilfælde tog en del tid af forklarer – fordi der var jo penge der, hvorfor ikke bare bruge dem med det samme? Uforsete udgifter og problemer eksistere vist ikke i Afrika) Men alt i alt syntes jeg det var en rigtig god diskussion. Syntes også at vi rigtig godt fik formidlet af budgettet ikke er noget vi sidder og dikterer men at vi også er underlagt af et budget fra DUF og at hvis projektet skal kunne kører så må vi alle leve op til vores forpligtigelser – det var rigtig godt at få formidlet videre.

Så var der frokost, nu på klokkeslettet tolv hvilket var ret sejt – det var …….buffet (uha det spiser vi meget af hernede) Tilgengæld så spiste jeg under maden min banan forkert (skrællede den fuldstændig og spiste dernæst af den) det blev strakt bemærket af Ike og han sad dernæst i et kvarter og tog pis på mig, okay rasmus, se nu her, skridt 1, tag de her skræller af, HUSK ikke alle sammen, kun lidt i toppen, skridt 2, okay se nu godt efter, tag banantrådene væk fra bananen, skridt 3, pas nu på nu bliver det svært, åben munden og bid af bananen, se det slet ikke så svært. Hele bordet inklusiv anne var fuldstændig smadret af grin og på evalueringen for idag der stod der også under sjovt: Da ike lærte rasmus at spise banan, ja ja, sjovt var J

Efter frokost så havde vi gruppe arbejde. Vi havde lavet en case hvor medlemmer skulle organisere en fodboldkamp for gadebørnene. Formålet med øvelsen var at de skulle kunne opstille et regnskab for en aktivitet, tilpasse det, det budget de har og også tage hensyn til uforsete udgifter. En meget relevant øvelse for dem fordi de har meget svært ved at holde sig inden for budgettet og svært ved at forstå intutionen bag. Vi startede med at give dem ”case 1” hvor de skulle opstille en liste med hvilke ting de skulle bruge til fodboldkampen, de skrev læger, sygeplejersker, komplette træningsuniformer til børnene sko osv. osv. I case 2 der skulle de estimere hvor meget hver enkelt ting kom til at koste, de estimerede at det kom til at lægge lige i underkanten af 1 mio. rwanda franc for den her ENE fodboldkamp (det svarer til ca. 10.000 dkk og til sammenligning så tjener en læge hernede som tjener godt ca. 4.000 dkk om måneden! Og normalt saa har de 500 kr. Til en måneds aktivitet) Jeg tænkte – det sku nok meget godt vi lige har den her øvelse! Case 3 var sjov fordi jeg nu sagde de kun havde 50.000 rwanda franc (500 dkk) til at lave fodboldkampen (hvilket stadig er lidt højt sat for et realistisk budget) De så lidt mærkelige ud i ansigtet og det tog dem noget tid og en del forklaring til før de helt var med på de skulle skærer 950.000 af deres omkostninger. Efter 20 min. Heftig diskussion så var de parat. Til vores overraskelser så ville nogle stadig gerne have læger og komplette træningsunifomer (som var stærk stærkt undervurderet i pris) men de holdt sig nogenlunde inden for budgettet. Case 4 gik ud på at jeg øgede omkostningerne for nogle af tingene og de skulle så tilpasse deres omkostninger en gang til. Den del gik fint, der var dog lige et tvivlspørgsmål omkring hvad man skulle gøre hvis man skulle have en træner fra Kigali (300 km væk) ud til holdet og hans bil brød sammen på vejen og det så blev dyrer? (what?) Da de ikke måtte få en træner fra Kigali så blev alt nemmere og den del af øvelsen gik også fint. Alt i alt så tror jeg øvelsen gav dem en bedre forståelse af at skulle arbejde inden for et budget og tilrettelægge et program/aktivitet sådan at budget og omkostninger passer bedre sammen.

Som afslutning på dagen så er mit og annes indtryk at de fik rigtig meget ud af det, vi fik lidt aflivet myten om at det er os som sidder og styrer budgettet fuldstændig, fik givet de meninge medlemmer en forståelse for hvor svært det er at opstille og holde et budget og også lært dem en masse om hvordan man rent faktisk kan opstille et budget. Alt i alt så er jeg meget tilfreds med dagen (pånær banan joken selvfølgelig)

Anne: Så spændende. Undervise i sundhed og misbrug. Dejligt for en kommende almen mediciner som mig. Hele formiddagen gik med misbrug. Ret spændende at høre hvad de vidste og hvad de ikke vidste så meget om. Frokosten selvfølgelig forsinket 1½ time.

Eftermiddagen var også virkelig spændende. Den handlede om sygdomme generelt og det var skræmmende hvor lidt de vidste om almene sygdomme i Afrika som malaria, HIV og sårbehandling. Bla. sad Jean Paul (der læser folkesundhed) og udbredte sig om, at som socialarbejder plejer han at behandle sår med urter og salt!!! Måtte virkelig prøve at holde masken og sige hvordan man plejer at gøre på hospitalerne uden nogen tabte ansigt. Der kom også lige et spørgsmål om HIV kan overføres ved myggestik. Også rart at få den afkræftet. Så satte vi kondomer på og talte prævention og HIV i grupper opdelt piger/drenge. Vores (hvide) penis-atrapper var væsentligt mindre end Egides brune. Det fik vi et godt grin over.<

Tror, drengegruppen havde mere åben diskussion. Både fordi de er drenge og fordi de kunne tale kinyarwanda. Vi burde nok have haft en pige fra MEDSAR med. Gik nu ok og vi talte i pige-gruppen især om hvordan kondomet kom af og på, om der virkelig var plads til al sæden i det lillebitte resevoir og hvad man gjorde hvis det faldt af. Også lige et spørgsmål om, hvor mange gange man kunne bruge kondomet Alt i alt god dag der dog ifølge medlemmerne var for lang, så vi prøver at korte lidt ned. Er vant til de medicinstuderende, der synes alt er for kort.
Og så er man jo SÅ smadret efter sådan en dag. Kunne gå i brædderne kl 17 da vi sluttede.

Rasmus: Som ikke-mediciner så var jeg lidt medhører med de andre, dog uden rigtig at vide hvad der blev sagt på kinyarwanda. Det var dog meget interessant at foelge med i de svar som anne gav og jeg kunne nogenlunde gætte mig til hvad spørgsmålene havde vaeret. Det var også interssant at se hendes ansigtigsudtryk når de blev sagt noget der var helt uden i hampen. Da svaret fra den sundhedsansvarlige (og nok den som tilbringer mest tid sammen med gadebørnene) kom om at han anbefalede børnene at putte salt i sårenen der var annes ansigt en blanding af dyb chok blandet med ”hold masken” udtrykket og let rødmen. Kunne da godt se at der var blevet sagt et eller andet vanvittigt.

Seksual undervisningen var interessant og jeg tror at drengene fik afkræftet mange af deres fordomme og fik spurgt om mange af de ting som man går og tænker over omkring kvinder, kvinders cyklus, sig selv og sex. Alt foregik dog på kinyarwanda så jeg forsøgte mest at se medlyttende ud og prøvede at svarer saa godt som muligt når de gerne vil have noget at vide fra en som har prøvet det der sex som er ukendt land for de fleste af dem. (fx spørgsmålet om kvinder bliver tykke af sex, om kvinder kan blive gravide af oralsex samt andre gode spørgsmål) Tror det var ritgtig godt at få afkræftet de fordomme.Derudover så var der meget grinen over det at sætte kondomer på, at sætte danske penisatrapper fast på hinanden og at se ”kvinde kondomer” (noget jeg heller ikke har set før)

Lige som en afsluttende bemærkning. Anne havde fortalt mig at hernede så slog de altid ud med armene når de så hende første gang og råbte glad og smilene ”Oh Anne you have become so big and fat since last time, its wonderful” hvilket er et kompliment som hun altid skærer tænder over og at det giver hende lyst til at slå hoveder ned i maven på folk. Det har selvfølgelig været til stor fornøjelse og morkab for mig og jeg så frem til at folk skulle sige det så jeg kunne falde om af grin. Her kommer nemisis så – om morgene efter at vores tolk Egide og jeg havde delt seng (grundet værelsesmangel) så stod Anne, Egide og jeg og fik en kop kaffe i morgensolen. Jeg står så og forklarer at jeg var lidt øm fordi sengen var for kort og at jeg ikke havde kunne strække ben pga. sengegærdet – så kigger Egide på mig og siger i ramme alvor, ”yes that makes sense, thats because you are big and fat” hvorefter anne er fuldstændig ødelagt af grin. Jeg stod så og bandene lidt og tænkte at lige om lidt så bliver hans 1,70 m reduceret til 1,50 m. Anne derimod fik komplementer om at hun havde tabt sig (but anne you have lost so much weight, its terrible). Det skal dog siges til Egide (og mit eget) forsvar at ”big and fat” betyder at man er stor og stærk hernede og at Egide bare ville give mig et kompliment. Det tager dog desværre ikke håneretten væk fra Anne – nå ja, så kan jeg vel lærer det J