Red Barnet Ungdom Blogs

Hej – og velkommen til bloggen for Red Barnet Ungdoms pilotprojekt i Ghana:

’Get up, stand up
– enhancing child and youth participation in the promotion of child rights in Ghana’.

Dette første indlæg bliver på dansk og er en beskrivelse af vores tur til Ghana her i juli. Vi havde en helt fantastisk tur, spændende og lærerig, og vi vil selvfølgelg gerne dele vores erfaringer og indtryk med alle jer andre RBUere.

For os var det i hvert fald en kæmpe oplevelse at få projektet væk fra skrivebordene på Rosenørns Allé 5. sal og ud i virkeligheden. Ud i en virkelighed, der ikke minder meget om vores, og hvor børn og unge møder en helt anden slags udfordringer, end dem, vi kender fra vores egen hverdag.
Men det er jo derfor vi gør det. Vi laver projekter i andre lande fordi vi gerne vil hjælpe børn og unge mennesker i Afrika til at ændre på deres vilkår. Og fordi vi tror på, at unge mennesker når de arbejder sammen kan lære en masse af hinanden og være megagode til at skabe forandring. Men for at kunne skabe forandring kan de være nødvendigt at ændre den måde, man ser sig selv på. Det er blandt andet derfor, vi i Red Barnet Ungdoms internationale projekter arbejder med at udbrede budskabet om, at børn og unge altså har nogle rettigheder, som skal tages seriøst.

Projektet i Ghana går kort fortalt ud på at mobilisere nogle grupper af unge frivillige i vores ghanesiske partnerorganisation Action For Development’, som kan tage ud på underpriviligerede skoler og børnehjem og fortælle børn om deres rettigheder i følge Børnekonventionen. Det er meningen at det skal være både sjovt, lærerigt og hverdagsnært for børnene, og at det samtidig skal give de unge selvtillid og en følelse af indflydelse. Sammen med en gruppe på 11 frivillige skulle vi på en uges tid udvikle en solid strategi for, hvordan dette projekt kan føres ud i livet og være med til at adressere lige netop de udfordringer, der er de mest relevante for børn og unge i Ghana.

Rettigheder på dagsordenen: Fra brunøjede børn til bonede gulve
Det blev til et 7 dages hårdt program med præsentationer, eksterne oplægsholdere, gruppediskussioner, workshops og sidst men ikke mindst – masser af leg. Det skulle jo både være sjovt for os og for de børn, vi gerne vil nå ud til med projektet.
At sætte børns rettigheder på dagsordenen i Ghana er en langsigtet proces, der involverer en bred række af forskellige aktører. Så i løbet af den uge, hvor vi sammen skulle lære om børns rettigheder i Ghana og udvikle en strategi for hvordan vi i fællesskab kan sætte fokus på og skabe opmærksomhed omkring dem, måtte vi vidt omkring. Vi startede ugen med besøg i to ministerier, hvor vi blev informeret om, hvordan man fra statens side arbejder med at fremme børns vilkår og rettigheder, og hvad man mener er de største udfordringer for at implementere Børnekonventionen, som Ghana brøster sig af at være det første land i verden til at underskrive.
Senere på ugen gik turen til en skole i udkanten af byen, hvor godt 30 ghanesiske skoleelever i alderen 12-17 år i dagens anledning var blevet tilbageholdt i biblioteket for være vores forsøgskaniner for en eftermiddag.
Det ghanesiske skolesystem er meget forskelligt fra det vi har her i Danmark. Der er op til 60 elever i lysegrøn skoleuniform i hver klasse. Så der er ikke meget tid og plads til den enkelte elev. Det er oftest læreren der taler og sætter dagsordnen, og i ny og næ kommer stokken frem som det redskab, der må sikre disciplinen i et overbefolket og kaotisk læringsmiljø. Hvorom alting er var vores besøg en kæmpe succes, og læreren ringede et par dage senere for at overbringe børnenes invitation om at komme på besøg igen. Vi fik fanget børnenes interesse og kommunikeret budskabet ud i øjenhøjde, og der blev både opført sketches, spillet kortspil og tegnet tegninger om emnet ’børns rettigheder’. Og de unge ghanesiske frivillige styrede showet med bravour og dansede overstadige derfra, fulde af motivation og selvtillid.

Obrunis og obibinis
Vi havde glædet os gevaldigt til at møde de unge ghanesiske frivillige, som er den primære målgruppe for pilotprojektet. De havde selvfølgelig glædet sig ligeså meget til at se de tre danske giraffer, der rejste hele den lange vej fra det kolde nord.
Det første møde bar præg af hvide skjorter, blankpudsede sko, farvestrålende skørter, høflig interesse og TuPac gjaldende fra en allestedsnærværende flok af spritnye mobiltelefoner. Stemningen blev hurtigt fri og indbød til heftige diskussioner om både uddannelsespolitik, fodbold og giftemål. Og der blev sunget, spillet og danset til rytmerne af den medbragte bongotromme, når vi skramlede rundt i Accra i vores hvide varevogn.
Med andre ord blev der knyttet både bånd og venskaber mellem projektets obrunis (’hvide’) og obibinis (’sorte’). Så forskellige er man jo heller ikke, når det kommer til stykket.

Gravrøveri og slim med fiskehoveder
Turen til Ghana bød også på interessante oplevelser af kulturel art. Fra vi satte fod i Accras lufthavn blev der lynhurtigt lagt beslag på os.
Just ankommede skulle vi til begravelse for konen til vores partnerorganisations præsident. Det var en underlig oplevelse. Begravelser er en stor ting i Ghana, og der blev uddelt ’begravelses-flyers’ for den afdøde og taget masser af billeder.
Dagen efter blev vi inviteret med i frivilligkoordinatoren Felix’ lokale kirke og derefter hjem til hans mor til den traditionelle ghanesiske ret fufu. Fufu består af tørsammenkogte madbananer og kartofler. Blandingen bliver overhældt med en lækker sovs baseret på fiskehoveder af tvivlsom frished. Det hele bliver så serveret i en stor skål, som alle rundt om bordet frit kunne sidde og nippe af eller forme kunstneriske slimede klumper med fingrene. Det var en oplevelse snarere end en kulinariske berigelse, hvis vi skal være helt ærlige.

Men alle var så søde. Vi skulle præsenteres for alle og alle skulle præsenteres for os.
Ghana har ry for være det venligste og mest gæstfri land i Vestafrika. Et sammenligningsgrundlag kan ingen af de delegerede desværre prale af at have, men fornemmelsen var entydig: Man er altid velkommen. Hvad end det er nede på den lokale kantsten til en kold gigantøl, grillet ged på spyd med masser af ’pepe’ (ghanesisk chili der gør ganen følelsesløs på den gode måde) og friskudskåret mango, eller til søndagens gospelkaraoke i kirken hvor både smalle og brede røve i det allerstiveste puds blev rystet til toner, der lovpriste Guds hånd over Ghana. Ja, så er man ganske velkommen.
Så hvis man nogensinde har følt sig beklemt over at blive hevet op på en scene få stukket en kæmpestor orange mikrofon op i ansigtet og med sekunders varsel blive bedt om at komme med en hilsen til begravelsesgæster eller søndagskirkegængere – ”I må også gerne danse, det forventer folk faktisk!” – tja, så har man da fået muligheden for at vænne sig lidt til det.

Heldigvis blev der også tid til et par dages afslapning, hvor vi lod budgetopfølgning være et excelark i fremtiden, og vi tog ud til et beach resort lidt uden for hovedstaden. Her dasede man i skyggen af et palmetræ i løbet af dagen og sov under åben himmel (og et myggenet, selvfølgelig) mens man hørte bølgerne bruse i det fjerne om natten.

Og før man vidste af det skulle man hjem. Nogle af de unge frivillige fulgte os i lufthavnen. Det var lige før tårer blev fældet – man når jo virkelig at blive venner på sådan et par uger.
Vi nåede dog heldigvis helskindede hjem, uden malaria og uden orm i benene.