Red Barnet Ungdom Blogs

Blogs of Save the Children Youth Denmark

Flower

Røverland

Røverland To teenagedrenge begge med hængerøvsbukser og blottede boksershorts bliver gennet ind i en militærlastbil af fem bevæbnede libanesiske soldater i centrum af Saida. Vores unge journalister og Adel griner af anholdelsen, imens vi chokeret ser til. Adel kan se vores bekymringer for de to drenges skæbne, og fortæller os at en ny ”bukse lov” netop er trådt i kraft – underbukser er strengt forbudt i gadebilledet. ”De bliver ikke smidt i kachotten” fortæller Adel os beroligende. Til gengæld skal de punge ud med 150 kroner. Libanon har sine egne love. Palæstinensere må ikke eje ejendom, og de er ekskluderet fra 70 forskellige jobs som f.eks. læge, advokat og ingeniør. Altså kan Libanon bryste sig af, at være det værste værtsland for palæstinensere. Til gengæld er Libanon et slaraffenland for småsvindlere. I supermarkedet kan du købe piratkopier af alle film og butikkerne bugner af plastic tasker fra ’MioMio’, Gucci, Chanel og undertøj fra ’Kalven Klein’.

PFLP og Carrie Bradshaw

Ja, og så er der alle våbnene. Enhver husstand i Libanon har en AK47 eller en pistol. Selv vores unge 19-årige journalister ligger alle inde med våben. ”But don’t worry, I don’t keep it in my house” beroliger flere af drengene os, når samtalen falder på våben. Det er de samme drenge, som nynner til James Blunt og lytter til palæstinensisk røvballerock. De er i det hele taget meget sammensatte vores drenge. Flere af dem hylder Che Guevara, går med T-shirts printet med ’To Resist is to Exist’ eller kommunistiske slagord. Men samtidig er der én af dem, som holder sig vågen hver nat til kl. 3 for at se ’Sex and The City’ og en anden opstøver amerikanske coaching bøger. Vi har derfor forsynet de to drenge med henholdsvis ’Sex and The – the movie’ og en coaching dvd ’The Secret’. Den unge Carrie Bradshaw fan blev meget fortørnet over at Mr. Big forlader hende ved alteret, men vores coaching fan var så begejstret for sin dvd, at han ser den hver dag, og anbefaler os at gøre det samme.

Hjælp fra danske journaliststuderende

De er virkelig nogle guldklumper. I øjeblikket har både de og os meget travlt med at få afsluttet magasinet. De har alle afsluttet deres interviews og er ved at lægge sidste hånd på artiklerne. Emnerne spænder bredt – palæstinensiske rettigheder, UNRWA skoler, arbejdsløshed, Jerusalems historie, fattigdom, palæstinensiske kunstnere, portrætter af de unge i lejren og en reportage fra checkpoints. Layout har hængt som en sort sky over hovederne på Anne og Karen og særligt sidstnævnte, som er teknisk imbecil og skal have hjælp, hver gang hun skal bruge Powerpoint. Heldigvis er vi blev reddet af Andreas og Anne fra Journalisthøjskolen, som har sat tid af til at undervise ungerne og os i InDesign, så nu bliver magasinet rigtigt lækkert.

Det går godt send flere penge!

Magasinprojektet kører på skinner, men vi mangler penge til at købe ordentlige kameraer, computere og til de fremtidige udgivelser. Så kender du en sponsor, vil du glæde Ein el-Hilwehs redaktion.

One Response to “Røverland”

  1. maj 9th, 2010 at 18:59

    Jack Carter says:

    Are they not going to change the cast of Sex and The City ? the girls in there are getting old already.—

Leave a Reply