Red Barnet Ungdom Blogs

Det sejeste værelse nogen sinde – det har vi set. Ejermanden er Saleh på 23 år, der er stor fan af Che Guevara. På stort set hver en tomme på væggen kigger Che frem med sin sorte baskerhuse, sit lange hår og skæg. Han får dog lov at dele pladsen med Castro, Lenin og Salehs bedstefar. Hvad han hedder, er lidt uvist for både os og for Saleh selv. ”His last name was Ibrahim”, fortæller Saleh. Men en ting er sikkert i 1968 kaprede han ifølge Saleh et El Al fly i Athen sammen et par øvrige PFLP medlemmer. Ingen bygninger blev beskadiget og heller ingen mennesker måtte lade livet. ”He did it to make negotiation”, lyder svaret fra Saleh, som fortæller at aktionen resulterede i, at et par PFLP medlemmer blev løsladt fra Israelske fængsler. Saleh er selv medlem af PFLP ligesom resten af drengene på vores redaktion, og de drømmer alle om at slå sig til partimedlemmerne i Palæstina. Ingen af dem har nogen sinde sat deres ben på palæstinensisk jord, men et par af dem har det på flaske. Ved siden af Salehs natbord står en colaflaske fyldt med den palæstinensiske muld. Og en sten fra det tabte land har han også skaffet sig. Det eneste vestlige, der er at spotte på Salehs 7 m2 er en bog af en amerikansk coach – Paul McKenna, som kan ’ændre dit liv på syv dage’. Saleh selv er håbefuld over for den opmuntrende bogtitel.

En garvet rotte i faget

Saleh er en af vores gulddrenge. En plads han deler med otte andre. Vores redaktion består officielt af 16, men vi må nok erkende, at det er halvdelen, som virkelig brænder for det her magasinprojekt. Vi er stort set færdige med undervisning, så nu skal de snart til tasterne. Forrige søndag tog vi seks af dem med til Beirut for at blive undervist af Mr. Mishlawi, som er redakatør for The Middle East Reporter. Han udstyrede alle med bøger og vores redaktion høstede ud af hans mange års erfaringer. Der var virkelig lys i deres øjne, da vi tog bussen tilbage til Ein el-Hilweh, så vi glæder os til at se deres artikler. Desværre blev det ikke denne weekend, da det var Eid, så alle ungerne var i familiens skød i disse dage.

Hvor er den arabiske pendant til Emma Gad?!

Anne og Karen skulle ikke sidde alene i den store lejlighed i Saida under Eid, så Hanan fra gruppen havde inviteret os hjem til hendes familie i fredags. Vi ville være prima gæster og ikke terrænpædagoger, som vi plejer. Stiletterne kom derfor ud af skabet og en af os havde endda lidt bling på skulderen. Til daglig skiller vi os i den grad ud fra mængden ved at have behageligt fodtøj på – f.eks. gummistøvler og uformeligt og jordfarvet tøj. Kvinderne her – hvad enten det er i Saida eller Ein el-Hilweh – går altid i stiletter og glimtende tøj i lyserødt eller rødt. Til Eid skulle den så have hele armen, troede vi. Desværre måtte vi sande, at til netop Eid havde familien trukket i sofatøj – jogginsæt og sutsko. Vi vænner os aldrig til dresscoden her.

En slags kamikaze fodgængere

Vi kan lige så godt sige det med det same, vi vænner os heller aldrig til trafikken i Libanon. Det er det vilde Vesten. Vi har set skraldemænd, der hænger på siden af lastbilen, mens den brager derud af med 100 km i timen på motorvejen. skraldemændenes dødsforagt bliver næsten overgået af de friske fodgængere, der vælger at krydse motorvejen ved at springe rundt mellem bilerne for at nå bussen. Busserne er til gengæld large. Stort set alle chauffører trækker i håndbremsen, hvis man får lyst til at tage bussen på motorvejen frem for at løbe rundt i nødsporet. Men det er selv sagt ikke helt ufarligt. Heldigvis har vi kun oplevet, at døren til bussen faldt af under den hårde opbremsning.

Fra ’russi’ til mademoiselle på en time

Under Eid har vi har taget en del dagsudflugter til Beirut. Vi er glade for Libanon, men mindre for vores bopæl Saida. I den seneste tid, har vi oplevet, at mange mænd tror, at vi driver ’verdens ældste erhverv’. Tilråb som: ”Russi, Russi”, ”How much?” og den værste ”Come on baby I will give you 500 dollars” må vi lægge øre til, selv om vi har gummistøvler på eller er iført løbetøj. Vi skælder dem hæder og ære fra, men lige meget hjælper det. Ture til Beirut er vores pusterum, for her bliver vi kaldt mademoiselle og kan nyde en kop kaffe på en cafe uden jobtilbud.

This entry was posted on torsdag, december 3rd, 2009 at 12:24 and is filed under Ein el Hilweh 2009. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.