Journalister og krokodillerejer
Vi har nu afholdt vores første kursus og workshop i ”Introduktion til journalistik”, hvor Karen bl.a. skulle gennemgå de forskellige journalistiske genrer, presseetik og nyhedskriterier. Vi startede 12, men lidt flere har fået nys om magasinprojektet, så vores redaktion er vokset til 16. Da de fleste har job eller studie ved siden af, måtte vi afholde tre kurser. Få dukkede slet ikke op, og størstedelen deltog alle tre dage og måtte høre på den samme sang tre dage i træk. Det skyldes næppe de vise ord men derimod, at der er meget lidt at tage sig til for unge mennesker i Ein el-Hilweh. Så i stedet for at vandre formålsløst rundt i gaderne, kan man hænge ud sammen med vennerne til et kursus, som så tilfældigvis er journalistik.
To hoveder er bedre end tre
Karen var selv undervisningsaspirant og lettere nervøs over, hvordan de ville modtage et halvt års undervisningspensum, der var vakuumpakket til en dag. Ville hun blive afbrudt af svage blærer, mobiltelefoner eller mødt af trætte blikke? Hendes bekymringer blev gjort til skamme. De var yderst eksemplariske – sad bænket hele tiden, lyttede og lavede kaffe til hende i pauserne. Næste workshop handler om interviewteknik og vinkling. Vi håber at se de fleste hoveder to gange hverken mere eller mindre.
Det er nogle gode hoveder, vi har med at gøre. Kvikke, nysgerrige og søde. Og så har de en beundringsværdig mængde menneskelige ressourcer. Selv om de hver især kæmper med at få en uddannelse, et job og mad på bordet, har de en stærk fællesskabsfølelse. For eksempel Mohammad en af vores journalister in spe. Han forsørger sin mor og sin søster, men for nylig mistede han sit job i et pizzeria. Hver dag tager han til Saida eller Beirut for at finde et job og en arbejdsgiver, der vil betale ham mere end ti dollars om dagen. Når han kommer tomhændet hjem, slår han et smut forbi Social Solidarity Center, for der kunne sidde en jævnaldrende, som havde større problemer end han selv. Mohammad er ikke et enkelttilfælde. Mange af de andre melder sig f.eks. som samaritter, så de kan bære de sårede eller tilskadekomne ud af lejren på bårer. For ambulancer må nemlig ikke komme ind i lejren.
Taxatur med attentatmand
Infrastrukturen er aldrig rigtig komme op at køre i Libanon. Der er regulære busser til de lange strækninger, men på de kortere ture fungerer taxaer som en slags shuttelbusser. Man betaler for sit sæde, og i Saida og Ein el-Hilweh må man punge ud med et beskedent beløb – 6 kroner. Her er virkelig mange taxaer. Det er lige før, at der er flere taxaer end mennesker. Byen summer af dyt, dyt, båt, båt, for der er kamp om passagerne. Alligevel har vi siddet i en bil, hvor vi var seks passagerer i alt. Anne havde stort set to børn på skødet, Karen havde hovedet ud af vinduet, og de øvrige passagerer holdt fast i bildørene. Taxaerne er mere eller mindre ramponerede, og ofte er man bange for at bunden går ud, når chaufføren gasser op. De kan i øvrigt være lidt udfordrende de chauffører. For eksempel oplevede Karen en tur med en Fatahsoldat, som pralede med, at han var med til at sætte ild til det danske konsulat i 2006.
Fedt at være gazellen
De lettilgængelige og billige taxaer har stor set udryddet alternative transportmidler som f.eks det ene ben foran det andet. Du ser stort set ikke en eneste gående, hvis han eller hun har en ærinde over ti meter. Og dog. Langs vandet er der en strækning på fire km – her ses Libaneserne til bens. Iført tøj som skulle de løbe et maraton, trisser de lige så stille langs kyststrækningen. Mændene i toptunet Nike-udstyr og mobilen ved øret. Kvinderne altid to eller tre sammen i lyserødt og glimtende joggingsæt med fuld makeup. De taber kæben, når de ser os to løbe forbi dem. Nogle griner andre ryster på hovedet. Og det er ikke fordi danskerne er atleter! Med medium korte ben og en magelig indstilling, er de vant til at den ene efter den anden overhaler dem i Frederiksberg Have eller Amager strandpark.
Jihad mod krokodillereje
Så der findes altså ikke libanesiske gazeller. Til gengæld har de et helt ukendt kryb, som vi mødte en mørk aften. Gemt bag gulerodsskralder og persilleblade kigger to øjne op fra køkkenvasken. ”Ej, hvad er det”, råber Anne og roder lidt rundt i skralderne. Og så et kæmpe skrig. Et bizart lyserødt dyr med krokodillekrop iler op af vasken og hen ad køkkenbordet. Karen støder til og skriger og leder efter ammunition. Et splitsekund efter er vi begge bevæbnet henholdsvis med Cillit Bang og klorinspray. Efter tre minutters skiftevis grinen og skrigen, lykkedes det os at kvæle krokodillerejen i kemiske gasser.
Næste dag måtte vi have en forklaring på, hvad det var, vi havde myrdet. Det var en Abo Brais. Profeten har selv forbandet krybet, og da vi oven i købet tog dens liv på en fredag, så var det faktisk en hellig handling.
This entry was posted on mandag, november 9th, 2009 at 19:17 and is filed under Ein el Hilweh 2009. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.