Red Barnet Ungdom Blogs

Hanin, en af vores unger er blevet forlovet, og vi var med til fest.  Da vi ankommer til festivtias, er festen delt i to. Kvinderne i en stue, og mændene i en anden. Ikke overraskende bliver vi gelejdet ind ’damestuen’. Langs væggene sidder kvinderne ved  hver sin stol og taler lavmælt med sidemanden. For enden af stuen i noget, der ligner en kongetrone sidder hovedpersonen – Hanin. Vi kan næsten ikke kende hende, da hun har et fantastisk skrud på af en kjole med similisten og er sminket ’a la middle earsten style’ (red. til uigenkendelighed). Men smuk er hun. Alle bemærker dog os. For det første er vi knapt så chikke, ingen simili, ingen bling og med rygsækken spændt godt op omkring ryggen. Og så vælger vi sørme at tage hele runden med ”goddag jeg hedder”, for det er høfligt, det har vi lært af vores forældre.
Karen og jeg farer sammen, da kvinderne sætter i det kendte ’glædes, illlll,illll,iiiillllllll – hyl’. Brudgommen træder ind og sætter sig sammen med Hanin. Så er det tid til at lykønske det kommende brudepar. I køen til parret diskuterer Karen og jeg heftigt om det er tre eller fire kindkys, man gir. ”Fire” bliver vi enige om og Karen uddeler straks kindkys på gommens kinder. ”No no, stop stop Karen!” råber May, Hanins søster. ”Only famely do kiss, kiss” – tak for den advarsel. Resten af festen bliver der peget fingre og grinet af Karen, som hende, der kyssede gommen.
Vi bliver smidt ind i en Mercedes og kører som en del af en større karavane med hornet i bund og musikken på max til festens næste stop, appelsinfarmen, hvor gommens familie bor. Vi taler om hvilken slags mad, vi mon skal have (for i Danmark er omdrejningspunktet for al socialisering, jo mad). Men vi bliver en anelse skuffede, for der er hverken vådt eller tørt, men det der er, er en faldefærdig, kold terrasse med ét lysstofrør ( det giver jo sådan et hyggeligt lys) og plastikstole langs væggene. Til gengæld er der dans, dans, dans. Efter fem timer er vi så stivfrosne og sultne, at vi kaster håndklædet i ringen og takker pænt ja til et lift. Vi bilder chaufføren ind, at vi bor lige ved siden af McDonald’s. 10 min efter ligger vi hjemme på sofaen forspist i Big Macs, helt kvæstede efter en mystisk, men også fantastiske oplevelse.

Første møde med ’rigtige’ journalister
”Ohh, you are already here? I’m so happy that you could some” Vi er endnu engang på skandinavisk tid… Philippa Mislavi en høj, slank kvinde, tager imod os. Hun er redaktør på The Middle East Reporter. Vi har været så heldige at få kontakt til hende og har glædet os vildt til dette møde. Mrs. Mislavi går straks til sagen, efter vi har forklaret hende om projekt ungdomsmagasin i Ein el-Hilweh. ”What can I do to help you?” Hun griber knoglen og kimer sit netværk ned, for at finde folk, der vil hjælpe os med undervisningen af gruppen – fantastisk ildsjæl.
Til slut inviterer hun og hendes mand, Mr. Mislavi, hele gruppen ind på redaktionen på søndag til undervisning. Mr. Mislavi er en ældre meget syg mand, så det er en stor ære, at han tilbyder os hans hjælp. Med et liv dedikeret til journalistikken,  har han enormt meget at tilbyde de unge
Redaktionen er skrumpet
Det er aldrig til at sige, hvornår vores unge frivillige i gruppen kommer – og om de kommer! Denne weekend har vi været hårdt ramt af ’Arab time’ og faldende mandtal til undervisningen. Én kom ikke, fordi hans nabo var død – fair nok. Andre gange er det fædrene, der forbyder pigerne at forlade hjemmet. Så vi er oppe mod hårde ods, og det er noget, vi må lære at leve med. Du kommer aldrig til at vide dig helt sikker på, hvad der sker her i Libanon.

Mohammad prøver lykken i Belgien
Karen og jeg bemærker, at unge Mohammad ikke dukker op til vores møde. Vi spørger til ham og får svaret: ”Mohammad travel to Belgium”! Vi må begge skrabe kæben op fra gulvet. Vi bliver både overraskede og triste. Men det er åbenlyst ikke noget, der skaber stor forundring i Ein el-Hilweh. De andre forklarer os, at det er hans måde at prøve at ændre sit liv på. For har du først været så heldig, at få visum til Belgien, så er der en god chance for, at du kan få visum til flere lande. Det var da Mohammed besøgte Danmark i forbindelse med et DUF kursus, at han så tilværelsens lethed. Mange unge palæstinensere drømmer om et bedre liv, end det Ein el-Hilweh byder dem. Unge Mohammed er nu rejst af sted med drømmen om Europa som det eneste i rygsækken.

This entry was posted on tirsdag, november 17th, 2009 at 08:57 and is filed under Ein el Hilweh 2009. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.