Red Barnet Ungdom Blogs

 Bang! Vi sidder på vores terrasse og fordøjer dagens indtryk i Saida i syd Libanon, hvor vi har været i tre dage. Vi gør status over Libanons mange finurligheder – de retoucherede babybilleder, som hænger i mange hjem, udbrændte taxaer, som rent faktisk kører rundt i gaderne, hvis passagerne da lige holder fast i døren i svingene, den varme arabiske gæstfrihed og den stærke kontrast – den libanesiske hær, som er synlig ved hvert andet gadehjørne.

 Men samtalen slutter brat, da vi hører et ordentligt brag nede på gaden. I første omgang bliver vi enige om, at det ikke er noget særligt, men da vi hører endnu et brag, får vi pisket en stemning op. Måske det er en bilbombe?

Evakuering i trappeopgangen

Fanden tager ved os, og vi evakuerer os selv ude på trappeopgangen. Vi drøner ned til viceværten, for at får klarhed over, hvilken slags ´bang bang´ vi har hørt. Han forstår ikke noget, selv om vi basker med armene og siger: ”bum, bum”. Op igen. Denne gang ringer vi på hos damen over for os. Hun forstår godt, hvad vi mener med ´bum, bum´ og basken med armene. Hun ryster overbærende på hovedet, og siger et forståeligt ord – fyrværkeri. Hun peger på sit to-årige barnebarn, og vi tror, at hun fortæller os, at ’den lille’ da også blev forskrækket. Så fik vi da lige gjort opmærksom på, at vi er flyttet ind.

På med pandelampen

De andre beboere, kender os måske fra den dag, hvor vi korssluttede hele ejendommens strøm. I Libanon går strømmen seks timer om dagen i forskellige tidsrum. Og som erstatning har de fleste hjem en generator, til de mest nødvendige lyskilder. Anne og Karen havde gang i samtlige hårdhvidevarer og andre strømslugende apparaturer og tænker, at det går nu meget godt med en generator. I den forbindelse fik vi også lige hilst på de andre beboere. Vi har lært det nu – pandelampen er kommet på og stearinlysene er sat på bordet. Selv om vi har gjort et mindre godt indtryk, har vi de sødeste naboer. De hilser og smiler, selv om vi sætter huset på den anden ende.

 Uventede gæster – ingen Gevalia tak

Den mand vi lejer lejligheden af, har vi såmænd også hilst på. Det skete den dag, hvor det myldrede ind med uventede gæster – syv styks, som traskede ind i vores stue, tændte smøgerne og bestilte arabisk kaffe. Vi havde lukket en af dem ind selv – en af samarbejdspartner Adel, som skulle hjælpe os med Internettet. Men resten kendte vi ikke. Adel kendte et par af dem, det var i hvert fald ham, der lukkede dem ind, det fik vi ikke lov til selv. ”Hvorfor står I bare op og kigger”, spørger en ung kvinde os på et tidspunkt. Vi kan nok ikke helt skjule, at vi ser meget forvirrede ud over de her fremmede mennesker, som ikke hilser, men bare går målrettet hen mod vores sofa og vil have kaffe hele tiden. Hvem er I, hvad skal I og hvor længe bliver I? Vi forsøger hele tiden at analysere os frem til, hvad de skal. Der er ingen tvivl om, at de synes, vi er nogle besynderlige værter.

Pludselig begynder en af dem at trække et kabel, og tre af dem går storrygende rundt og inspicerer vores lejlighed. Den eneste kvindelige gæst kommer os til undsætning og hjælper os med at lave arabisk kaffe. Vi havde ellers disket op med nescafé, men det var gæsterne ikke begejstrede for. Den hjælpsomme kvindelige gæst – Yassar viser sig, at være Adels niece, to af dem er ’cabel guys’, en er landlord og de sidste løsøre, tjah, det ved vi ikke. De blev der alle i to-tre timer, hvor al samtale foregik på arabisk.

 Til forhør på militærbasen

Til gengæld er det vidunderligt ikke at forstå, hvad der foregår, når man skal ”sikkerhed godkendes af militæret”. For at få lov til at komme ind Ein el-Hilweh, skal man nemlig godkendes af det Libanesiske Forsvar, og de er mindre fornøjede over journalistiske projekter i lejren, som synliggør den palæstinensiske armod og uretfærdighed. Derfor skulle vi modificere vores formål med projektet. Og så er det rigtigt rart med et par ekstra sekunders tænketid, når man skal have argumenterne i orden over for en officer på en militærbase. Forhøret var heldigvis hurtigt overstået, og vi har fået vores papirer.

Fugl med bronkitis

I skal lige have en sidste anekdote fra Saida. De første par dage i lejligheden undrede vi os over, hvad det var for en mærkelig fugl, der ind i mellem pippede hysterisk højt, ja faktisk som om den var inde i vores lejlighed. Vi rendte rundt og forsøgte at lede efter denne eksotiske fugl. Ti-øren faldt den dag fuglen var i stand til at banke på døren. Det var den kære Adel, der brugte vores dørklokke.

This entry was posted on mandag, oktober 26th, 2009 at 22:29 and is filed under Ein el Hilweh 2009. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.