Red Barnet Ungdom Blogs

Vi er Kasper og Lea, vi er to unge mennesker der drømte sig langt væk til fjerne himmelstrøg, til nye udfordringer og et enklere liv med meningsfyldt indhold. Så nu har vi taget orlov fra vores studier, for at tage 6 måneder til Uganda og arbejde frivilligt for en lokal NGO ved navn Participatory Rural Develop Organization (PRDO) i området Masindi. PRDO er en paraplyorganisation vis medlemmer er lokale youth groups der advokerer og oplyser om HIV/aids , hygiejne og anti-korruption. Derudover arbejder de for at modne de unges selvtillid for derigennem at styrke dem som en aktive part af lokalsamfundet. De ved, at unge er fremtiden og at det er dem der skal skabe ”fremtidens Uganda”

En af PRDO´s medlemmerne er Kyema Vocational Training Institute, der blev grundlagt for 4 år siden af ECLATU (Elimination of child labour in tobacco growing in Uganda). Skolen arbejder for at mindske børnearbejde, ved at give tidligere børnearbejdere et 6 mdr. praktisk kurser. De tilbyder kurserne; skrædder, mur og beton, landbrug og snedkeri. Under opstart er også automekaniker, der kommer til at strække sig over 3 år. Derudover modtager de unge basis undervisning i computer, landbrug og iværksætning.
Eleverne er mellem 13 og 18 år, og betaler selv for opholdet, enten igennem sponsorater eller af egen lomme. Hovedparten af eleverne bor på skolen, da de ofte kommer fra landsbyer mange timers kørsel derfra.

Da vi lander i Uganda i December har hele landet sommerferie, vi besøger skolen nogle gange, uden at møde hverken elever eller rektor.
I starten af januar besøger vi skolen igen, for at få på plads hvad vores daglige opgaver skal være, og hvornår vi skal starte. Vi holder et møde med rektor og får at vide at eleverne er tilbage fra deres juleferie 5 januar. Vi får fastlagt at Kaspers opgaver bliver at følge snedkerklassen, og Leas bliver computerundervisning og evt. start af en samtale gruppe for piger.
Vi kommer som aftalt igen den 5 januar (spændte og veloplagte), men finder ingen elever, og lærerne er ikke rigtig blevet informeret om vores komme. Ugen efter er vi der igen, men først 14 dage efter planlagt start, er eleverne og undervisningen så småt oppe at køre.
Vi havde troet vi havde vendet os nogenlunde til det afrikanske tempo, men gang på gang bliver vi overrasket over denne afrikanske evne til at trække alt ud til sidste salgsdato. Vi må indrømme at vi er blevet kørt noget ned i gear, og en lille frygt for omvendt kultur chok når vi om 4 måneder skal tilbage til københavn, er ved at spire i vores tanker.

Da jeg (Kasper) kommer ned på snedkerværkstedet for at møde eleverne første gang, træffer jeg Emanuel. Han sidder i hans gråbrune herrebukser, lilla skjorte og nypolerede blanke herresko. Han er i færd med at banke noget træ sammen med en hjemmelavet trækølle. Han saver, høvler og banker, selvom alt ved hans påklædning siger, at han kommer direkte fra et 80er kontorlandskab – Det skal siges at det meste tøj og sko hernede er genbrug sendt fra vesten. Aldrig har jeg set en snedker arbejde, så fint klædt på.
På nær en nyere snedkermaskine, der har været ude af drift det sidste år, er der kun en ældre båndsav, så alt laves i hånden. Ingen støv, ingen larmende maskiner, kun lyden af hammer og sav, og et hav af spåner ved hver høvlebænk. Det er et sted befriende og langt fra et top tunet og effektivt dansk snedkerværksted.
Ud over Emanuel er der 8 drenge på holdet. Da jeg kommer, er snedkerklassen i gang med deres afsluttende arbejde, inden eksamener i starten af februar. Emanuel, der er kaptajnen på snedkerholdet og for drengenes Dorm, fortæller mig at alle på holdet er blevet sponseret af CCF (Christian Child Foundation) en hollandsk organisation. Så snart de er færdig med det 6 mdr. kursus, skal de have deres eget fælles værksted hjemme i deres landsby ca. 150 km fra skolen. Han fortæller at CCF også sponserer dem i køb af værktøj og maskiner. Dette giver drengene på dette hold en bedre start end de fleste elever får efter Kyema.

For eleverne på Kyema, er skolen sidste chance for at få en smule uddannelse, der kan give dem mulighed for at tjene til dagen og vejen. Her er der kun præstige i at have en universitets uddannelse, helst en der giver adgang til ”hvid skjorte jobs” som de kalder det. Når man vælger at blive håndværker, er det fordi alle de andre planer og drømme har spillet fallit. Snedkeren står i skyggen af mango træerne i bar mave, og må kæmpe for at holde sammen på både træstykker og livet.
I Danmark bygger en stor del af vores kultur på håndværktraditioner, og en god håndværker er velanset. Jeg håber at kunne give dem noget af den håndværksmæssige stolthed, som jeg har med hjemmefra. For at hjælpe de unge til at blive håndværkere, med både faglig og personlig stolthed. De nye elever kommer i februar og jeg ser meget frem til at kunne præge undervisningen. Det bliver en kæmpe udfordring, både fordi jeg kommer fra en helt anden håndværkskultur, men også fordi bl.a. deres værktøj er af ringe kvalitet og ikke vedligeholdt. Jeg opdagede da jeg gik værktøjet efter, at meget af det er kopier af kendte kvalitetsmærker, og at metallet er af så ringe beskaffenhed at de allerede er gået i stykker eller er på vej til det. Man må sige at eleverne skal klare mange udfordringer og det skal jeg også. Derudover ligger der en god udfordring i at skulle arbejde sammen med den nuværende snedkerlærer, Nikolas. Han lader til at have nogle standhaftige fordomme om Muzungoer (hvide), men jeg skal nok vis ham at vi også kan tage fat. Jeg er sikker på at der nok skal komme noget frugtbart ud af vores samarbejde, trods vores meget forskellige baggrunde.

This entry was posted on mandag, februar 2nd, 2009 at 15:40 and is filed under Uganda. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.