Dag 5 B: Sindslidende i Rwanda
Rasmus forfulgt af skøre Rwandere
Ligesom i Denmark så har man i Rwanda en del sindslidende, forskellen i Rwanda er dog at staten ikke tager sig af dem og at det er op til familien selv at sørge for dem. Ulykkeligvis så er en sindslidelse meget tabu og derfor bliver mange udstødt af deres familier og lever på gaden hvilket er lidt tragisk.
Nu da jeg er så heldig at være hvid og den indtil videre højeste og mest bredskuldrede person hernede så vækker jeg en del opsigt – også hos de skøre. Om aftenen der var Anne og jeg på netcafe og da vi var færdige med at tjekke vores respektive mails så ville vi gå ned på gaden (cafen ligger på 2 sal). Grunden var at vi havde aftalt at gå ud og spise med vores tolk Egide. Han skulle hjem næste dag og det kunne være hyggeligt at spise sammen. Før vi gik ned diskuterede vi dog om vi skulle vente på egide på cafen eller om vi skulle stille os ned foran bygningen. Jeg er blevet temmelig introvert af alle de mennesker der konstant ser og råber på mig så jeg var i starten ikke helt favorit af ideen især fordi to hvide der bare står stille og venter ville tiltrække en del opmærksomhed! Jeg mente dog, jeg var lidt af en tøsedreng og sagde, nej nu må jeg også holde op og vi gik ned og ventede på Eigde som ville komme om 5 min.
Det at vi stod og ventede tiltrak rigtignok en del opmærksomhed! Især pga. at den voksne rwander som løb rundt i underbukser og arresterede alle biler og motorcykler med sine guld legepistoler og kastede sin kærlighed på mig. Han begyndte at råbe mig op i ansigtet (ingen tandbørste i 3 år = dårlig ånde) på kinyarwande, hev i mig, dansede rundt, hev mere i mig og anholdte mig givetvis også et par gange med sine guldpistoler – SE DET TILTRAK OPMÆRKSOMHED! Der stod lynhurtigt 1 mio. rwandere (sådan føltes det) og kiggede på og grinede af de to hvide og tossen, uha det var rart. Jeg hviskede ud mellem sammenbidte tænder til Anne ”syntes du stadigvæk det var en fed ide at vente her”, ”nej” hviskede Anne tilbage på samme måde og vi fortrak hurtigt for at gå Egide i møde. Vores ven med guldpistoler fulgte dog pænt med og opførte sig vildere og hev mere og jeg var pænt utilpas ved ham. Efter 3 min. kom der dog heldigvis en stor lastbil han skulle arrestere og vi slap af med ham, puha. Vi mødte hurtigt Egide og gik ned på resturant vi har været på de sidste 3 aftener (ja vi ved det, det er lidt pinligt og vi er uopfindsomme (men også tit trætte efter en hel dags undervisning og det er nemt og godt)) Vores ven med guldpistolerne fandt os dog under maden og jeg blev lige arresterer et par gange til før en fra restauranten pænt fulgte ham ud. Generelt så er jeg ikke så god til sindslidende, er ret utryg ved dem fordi jeg ikke aner hvad de kan finde på at gøre og ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv? Noget som er positivt er dog at de hernede er ret gode til at håndterer dem, måske fordi der er så mange. De normale er søde ved dem og hvis de laver noget de ikke må så bliver de egentlig pænt irretesat (eller fulgt ud af restauranten) – Anne bemærkede det også – det er jo ret cool. Tror man i danmark er meget dårligere (især mig) til at håndtere dem fordi man sjældent møder en som er meget sindslidende.
Da vi gik hjem så var der dog endnu en skør man som blev glad for mig – han var dog meget uskyldig. Han gik bare 2 cm bag mig og sang og nynnede og virkede meget glad mens han gik der i bare tæer. Han fulgte os hen til hotellet og ville også meget gerne ind sammen med os, men en af medarbejderne fulgte ham pænt ud igen.
Ja ja, Anne er vældig populær hos de de normale drenge mens jeg kun er populær hos de skøre – lucky me.
This entry was posted on tirsdag, januar 13th, 2009 at 15:01 and is filed under November seminar. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.