Red Barnet Ungdom Blogs

Yes I know! Og den kære (meget) amerikanske studine har endda kun set Beirut. Men jo, det er lidt crazy at vi kan sidde og sludre på en ganske frankofil cafe og nyde cafe au lait mens en tigger hutler sig forbi en Armani-klædt business-man, med knejsende skyskraberne og bombekratere af bygninger der engang var lige så fine i baggrunden. Til lyden af en knallert lige er kørt i et enormt hul i vejen, der måske stadig mangler fixing siden den sidste krig i 2006.

Kontraster en masse! Men Beirut er i sig selv en kontrast til Saida der igen er en kontrast til flytningelejren.  Tillad mig at eksemplificere:

Bolig: Sidder torsdag til falafel middag hos Siham fra gruppen. Hun, hendes 5 brødre og forældre bor i en 1-værelses lejlighed. Her blir stuen om natten til soveværelse til børnene (der altså er mellem 10 og 22 år) mens mor og far sover i køkkenet. Om aftenen tar jeg hjem til Saida, hvor jeg bor alene i en 3-værelses lejlighed, der om end i ret dårlig stand (jvf insekterne og nu også enorm kulde der kræver vanter indenfor) så er væsentligt rarere end den fugtige lejlighed i lejren. Fredag tager jeg på visit hos Henriette i hendes fine “Paradice Residence” hvor der dagligt kommer rengøring, er portier og gulvtæppe. Og seng med fjedre!

Pigeliv: “I like to drive the vroom vroom (knallert)” siger Allissar den anden dag. Dumt spørger jeg: “But I did not see any girls on vroom vroom here in the camp?” “Noooo, Helleee! Not in the camp! In Beirut! In camp you will be shot if you is girl on vroom vroom” Selvfølgeligt. I Saida går damerne ude alene, nogen gange endda om aftenen. I Beirut drikker de bajere, er DJs og er kærester. Nogle endda med hinanden. Det tror jeg ikke ku ske i lejren! I alle 3 situationer går de i vanvittigt stramme jeans, ryger vandpibe, går i skole og kæfter op. Men knallertkørsel er ikke et nationalt gode.

Familiefotos (vigtigt at gennemse ved ethvert besøg): Sihams familiefotos kan kategorieseres i 2: 1) Siham smilende sødt siddende på en sten/plæne/sofa. 2: brødre poserende med enorme guns i mili outfit. Og ingen af dem er i mili. De er bare seje.  I Saida har jeg set fine, overdrevet retoucherede glansbilleder af babyer, studenter og brylupper i bedste american-yearbook-style. I Beirut er der Facebook. Alt andet er da mega gammeldags.

Disse forskelle er sikkert ikke super unikke for Libanon – det samme er sikkert tilfældet, i mere eller mindre grad, hvis vi sammmenligner København, Kerteminde og Knabstrub.  Men de spring jeg ugentligt tar er alligevel ved at give mig en mindre hjerneblødning. Så nu vil jeg ta til orientalsk dans og derefter spise risengrød. Er måske blevet glad for kontrasterne?

This entry was posted on mandag, december 8th, 2008 at 15:47 and is filed under Ein el Hilweh 2008. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.