Red Barnet Ungdom Blogs

Dagligt overraskes jeg over hvor sjældent mine nye venner spiser. Det er åbenbert lidt sejt at kunne lege Ramadan hele året. For en u-ramaden-erfaren dansker der er vokset op med at spise minimum3 måltider dagligt (og gerne flere) kan det altså være en udfordring. Så nu er jeg begyndt at slæbe rundt på noget der ligner rugbrød (men smager af de der fuglebolde man hænger ud på træerne om vinteren) og en sæk mandariner. Hvilket åbenbart er mega mærkeligt. Konceptet madpakke er ukendt. Men sult gør mig sur så der er ikke noget at gøre.

Udover undren er min nye madpakke-dille også anledning til kommentarer om mit massefylde. I følge Hanans mor er jeg blevet meget tynd og long-in-face (minder om hvad et par thailændere engang sagde om mig) af at bo alene og kun spise mandariner,  mens Firas mener jeg er blevet “more big then when you came”  – sødt sagt.  Personligt tror jeg ikke der er sket den store udvikling, men jeg savner godt nok min cykel. Motion er ikke rigtigt slået an her. Kombineret med at sukker er det mest elskede krydderi. Egentligt utroligt folk ikke er federe. Måske fordi de kun spiser af det en gang om dagen.

Apropos sukker fik jeg tirsdag min årlige ration (måske er der lidt af den tilbage til jul?) af sukker dækket til Hanas føsdasfest. Begrebet dinner inkluderer åbenbart ikke altid (burde jeg bitterligt have erfaret) mad. Ofte bare kage med kage til. Og når man så har ramadanet den hele dagen så er kage (i meget giftige farver – tror levnedsmiddelstrylsen ville få meget travlt her!) altså end aftensmad. Efterfulgt selvfølgeligt af dans. Amok. Og stadig skal jeg i midten til solodans. Og det er ingen undskylding at have forædt sig i grøn-pink lagkage det er bare med at svinge!

Nu hvor temaet for i dag åbenbart er mad, må jeg også lige nævne dette emnes indflydelse på gruppemøderne med ungerne i lejren. Jeg har erfaret at ungerne til torsdagsmøderne er ganske smadrede og ukoncentrerede (ukoncentrerede er de også om søndagen men altså i mindre grad!) og selvfølgeligt er det ret logisk når de kommer lige fra skole/arbejde og ikke har indtaget andet end Marli Boros (som de hedder her). Så for at damage controle har vi nu indført snack-tid. I dag var det kage  (kom til at spørge om banan hvor en mulighed – åbenbart en helt håbløs, latterlig snack-kandidat). Jeg håber dette nye indslag kan hjælpe os igennem den sidste måneds møder hvor jeg vil forsøge mig med noget LFA-light (projekt styring) og noget krea-evaluering, nu må vi se om det kan sluges lettere indsmurt i sukker!

Yalla bye!

This entry was posted on torsdag, november 27th, 2008 at 21:24 and is filed under Ein el Hilweh 2008. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.